Indhold i Dolby Vision-format findes på bl.a. Amazon Prime Video, Apple TV+, Disney+, Max og Netflix. Og på UHD Blu-ray. Det vedrører primært film og serier – kun få spil fra Xbox Series X. Der er intet sport i Dolby Vision i Danmark (og meget lidt i udlandet). Vi publicerede denne guide om 4K-indhold i 2023, der stadig er rimelig tidssvarende:
https://www.flatpanels.dk/guide.php?sub ... 1676538147
Fraværet af Dolby Vision trækker kun marginalt ned i vores endelige bedømmelse. I praksis betyder det, at HDR-indhold fra f.eks. streamingtjenester eller UHD Blu-ray stadig vises i HDR-kvalitet, men i stedet i basisformatet HDR10 (som der altid kan faldes tilbage på) eller Samsungs eget HDR10+, der dog ikke er så udbredt på indholdssiden endnu.
De to "premium" HDR-formater, Dolby Vision og HDR10+, har lidt paradoksalt mest at sige på billigere skærme, der ikke helt har hardwaren til at gengive HDR. Det skyldes, at de dynamiske metadata, der ligger i Dolby Vision og HDR10+, kan signalere til skærmen scene-for-scene, hvad lysstyrken er, så f.eks. LED-baglyset i en LCD TV ikke behøver at køre på fuld drøn hele tiden. Den udfordring findes ikke i OLED TV (hver pixel genererer eget lys og er uafhængig af den næste pixel), så ofte ser HDR10 tæt ved lige så godt ud som Dolby Vision og HDR10+.
Så altså Dolby Vision er rart nok at have med i puljen, men ikke en dealbreaker, efter min mening. Indhold i HDR10 kan stadig se drøngodt ud.