Debat af skærmeteknologi, nutidens såvel som fremtidens. LCD, plasma, OLED samt HD, 4K, 8K, HDR mm.

Redaktører: AndreasL, Moderatorer

#298374
... i det mindste iflg spekulationer i denne artikel:

https://www.zdnet.com/article/fear-and- ... t-squeeze/

Nogle nøglepunkter:

- LG (OLED) er hårdt ramt af de faldende priser på LCD-paneler.

- LG har malet sig op i et hjørne.

- Samsung drager fordel af de faldende LCD-priser.

- Kommende QD-OLED og MicroLED vil presse OLED yderligere.

- LG har satset alt på OLED i high-end segmentet mens Samsung spiller på flere heste.

- Samsung er på vej til at tage førertrøjen.

- Samsungs satsning på QD-LCD kan måske vise sig at have været bedre end LG's satsning på OLED (eller skal vi sige WOLED med RGBW pixelstruktur?)

- Der er større fortjeneste på at sælge billige LCD-paneler med QD end der er på OLED.

- Samsung drager fordel af lysstyrken på LCD-paneler.

- LG forsøger at imødegå konkurrencen fra QLED med deres NanoCell-teknologi.

- LG har stadig problemer med burn-in. Samsung vil med QD-OLED imødegå dette problem ved kun at benytte een farve OLED.

- Rapporter om burn-in vil blive mere udbredte i takt med at flere OLED TV fra flere producenter rammer markedet.

Note: Skribenten er fra Sydkorea og dækker Samsung, LG osv. Lidt kildekritik er måske på plads her.

fp skrev i sin anmeldelse af Sony AG9:
https://www.flatpanels.dk/test.php?suba ... 1559881923

"Det virker lidt som om, at Sony har ompakket og omdøbt det samme tv-panel for tredje gang nu. På dette område er Sony afhængig af OLED-udvikling hos LG Display, der lader til at have ramt en mur."

Det flugter meget godt med min egen opfattelse af situationen: At der tilsyneladende ikke er sket megen udvikling indenfor OLED-paneler til TV siden de første gang kom frem i 2013 - eller i det mindste ikke siden 2016-2017 hvor støvet endelig lagde sig mht at 55" og 65" var til at betale og alle størrelser var 4K.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke længere venter i spænding på at se, hvad de nye OLED-modeller byder på, hver gang vi når til CES i januar, hvorimod der som regel er sket et eller andet nyt ovre i QLED-lejren.

Dem, der foretrækker absolut sort på pixelniveau vil næppe nogensinde blive overbevist om at QLED > OLED eller blot QLED = OLED. Det er heller ikke det, artiklen handler om, men derimod hvilken teknologi eller teknologier, der har de bedste forudsætninger for at klare sig på markedet i det lange løb.
Senest rettet af Globulus 10. jun 2019, 10:32, rettet i alt 1 gang.
#298375
Cho Mu-Hyun er altid rimelig dramatisk i sine artikler, men når det er sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at vi får mange spændende skærmteknologier at se i det kommende årti. Der er stadig liv i LCD og potentialet i OLED findes stadig selvom der ikke sker meget udvikling på den front pt.

Det er bekræftet, at Samsung arbejder på QD-OLED og LG arbejder efter sigende på noget lignende. De arbejder begge på microLED. Det samme gør Apple og andre (der var for flere år siden snak om udvikling af modulære skærme hos Google, så det må også være microLED), men Apple producerer jo ikke selv, så det er nok primært på udviklingsdelen. De vil sandsynligvis gå til netop Samsung Display og LG Display - eller kineserne - hvis det skal masseproduceres.

En af de ting som for alvor har sat skub i ny udvikling er jo HDR. Branchen havde håbet på, at man kunne nå nogle af topmålene for HDR (bl.a. Rec.2020 farver) i 2020, altså næste år, men det begynder at se svært ud. Ikke desto mindre er der masser af potentiale endnu. At Apple kalder deres nye skærm for "XDR" er fjollet og det interessante perspektiv i den forbindelse er jo, at skærmen faktisk stadig er ret langt fra at opfylde HDR-standarderne til fulde (4000 eller 10000 nits højlys, Rec.2020 farverum, 12-bit). Så der er masser af plads til at vokse og det kræver ny skærmteknologi.

Lige præcis følgende argument køber jeg dog ikke:
- "Der er større fortjeneste på at sælge billige LCD-paneler med QD end der er på OLED"

Den historie har vi hørt så mange gange. Senest med GE, der satsede på uren energiforsyning (tjek deres aktiekurs og hav en stol i nærheden). Det er "short term gain for long term pain". Sådan har utallige firmaer gennem tiden tabt deres markedsposition for lige pludselig tipper det.
#298377
Det forekommer mig, at vi de seneste år har set langt flere LCD-modeller med FALD. Det kan meget vel være, at fremkomsten af OLED (og især HDR) har skubbet på denne udvikling - og tak for det.

Men for rimelighedens skyld skal det også siges, at mens de nye OLED-modeller forekommer at være mere af det samme, blot i en ny indpakning, så sker der efter min mening heller ikke fremskridt på alle punkter ovre i QLED-lejren.

Sammenligner man f.eks. Q90R med Q9FN vil man se fremskridt på et punkt som betragtningsvinkler, men det er så sket på bekostning af andre parametre. Det er mig også lidt af en gåde, at man i så vid udstrækning benytter PWM i næsten alle modeller i dag - og ofte ved lav frekvens - mens det faktisk var lettere at finde PWM-fri modeller for blot få år siden. Endelig er der antallet af dimming zones, som synes at gå lidt op og ned fra år til år med den undskyldning at forbedringer i billedbehandlingen betyder, at man kan klare sig med et lavere antal zoner. Osv osv. Så der er ikke tale om, at man blot forbedrer en serie på alle punkter eller i det mindste ikke forringer dem på visse punkter.
#298381
Der er helt bestemt kommet flere og salget af LCD med zone-styring er også steget. Det er pga. HDR, siger producenterne. Jeg har stadig til gode at se et kant-belyst LCD-tv leverer "god nok" HDR og producenterne lader efterhånden til at anerkende dette. Rent teknisk vil det jo også kræve, at man bevæger sig noget ud over det iboende 3000-6000:1 kontrastforhold, der er i VA LCD-panelerne, og det er meget vanskeligt.

At der ikke tilføjes flere zoner skyldes ifølge nogle af de personer, som vi har talt med, dels at det er meget omkostningstungt, dels at de mest avancerede kommercielle controllere til zone-styring pt. ikke kan håndtere mere end 1000 zoner. Derover skal man pt. have fat i custom-løsninger.

Noget som jeg personligt synes går lidt tabt i diskussionen om HDR er strømforbruget. I overgangen til 8K kan det blive et ret stort problem på disse zone-styrede LCD-tv. Vi har jo nu haft lejlighed til at teste både Samsung Q900R og Sony ZG9, der peaker på hhv. knap 500W og 800+ Watt. Jeg ved ikke med Samsung'en, men Sony ZG9 har dårligste energi-klassificering for et TV. Mere end 90% af lysstyrken fra LED-belysningen i Sony ZG9 går tabt før lyset forlader LCD-panelets brugervendte side. Det er vel tæt på en umulighed, at skærmene under disse forhold kan udbredes på massemarkedet idet der løbende kommer strengere energikrav i bl.a. EU. Jeg hører også fra en kilde, at EU er ved at kigge på om lovene skal strammes pga. det langt højere effektforbrug ved HDR.

Zone-styrede LCD-tv er her i fare for at lave en "plasma". Altså at have for højt energiforbrug til at klare næste teknologiske overgang. Måske miniLED-belysning kan løse den udfordring. Jeg er ikke klar over om det kan bidrage til at nedbringe effektforbruget.
#298383
Globulus skrev:- LG kan ikke løse deres problem med blå pixels. Små forbedringer udlignes af krav om kraftigere lysstyrke.
lige en korrektion til opsummeringen: LG har ikke blå subpixels, kun hvide. Problemet med de blå er er Samsung-issue, som de ikke kunne løse, og derfor droppede OLED i sin tid. Det fremgår også af artiklen, der linkes til.
#298384
Torben Rasmussen skrev:
Globulus skrev:- LG kan ikke løse deres problem med blå pixels. Små forbedringer udlignes af krav om kraftigere lysstyrke.
lige en korrektion til opsummeringen: LG har ikke blå subpixels, kun hvide. Problemet med de blå er er Samsung-issue, som de ikke kunne løse, og derfor droppede OLED i sin tid. Det fremgår også af artiklen, der linkes til.
Korrekt. Det gik lidt for stærkt. Punktet er slettet.

"LG, meanwhile, took a different route. While it couldn't solve the blue pixel problem, the company introduced white OLEDs. By using a grid comprised of white OLEDs, LG could overlay a series of colour filters to produce four subpixels: red, green, blue and white. The aim behind using white OLEDs was to protect blue pixels from aging. Samsung lampooned its rival, saying a panel with white pixels was not "true OLED" as it broke the sacred triumvirate of RGB: red, green, and blue. But the move by LG Display had the full backing of the leadership of LG Corp at the time, the holding company of the business group."
#298385
Det der er spændende i min verden,er om Samsung kan få lidt fodfæste i entusiast markedet , hvor OLED har været enerådende. Foreløbigt er der efter min bedste overbevisning kun Q90 der ( næsten) matcher OLED på billedkvalitet - og den er dyr . . .
#298422
Hej.

Tak til Globulus for et spændende emne.

Der er flere personer, der mener, at udviklingen i billedkvalitet er gået mere eller mindre i stå for OLED TV / OLED paneler. Spørgsmålet er om det gør så meget når nu billedkvaliteten allerede er utrolig god. I Flatpanels tests kan man jo se, at mange OLED TV fra de sidste par år scorer mange points når det kommer til billedkvalitet.

Så set fra min synsvinkel er det måske mere vigtigt at få OLED TV ned i pris end at få en bedre billedkvalitet. Hvis OLED TV skal konkurrere med QLED og andre bag-belyste LCD TV er det måske vigtigere, at OLED falder i pris end at OLED får bedre billedkvalitet. Samsungs Q 90 er lige så dyr som flere OLED TV, men Q7 m.m. og flere andre bag-belyste LCD TV er jo betydelig billigere end OLED TV.

Der hvor jeg vil hen med dette indlæg er, at prisen skal ned på OLED TV, hvis der skal sælges rigtig mange OLED TV. Start-priserne for 55 tommer OLED TV lå i år på 16.000 og opefter. Disse vil selvfølgelig falde i pris hen over året. De vil måske ende nede på 8.000-9.000 kr. Dette er altså mange penge for en del mennesker forstået på den måde, at der er mange mennesker, der ikke vil bruge 8.000-9.000 kr på et nyt TV. De vil vælge et LCD TV istedet for.

Kærlig hilsen
Jan Hervig Nielsen
Ejer af et 40 tommer Full HD TV
#298426
Interessant at læse denne tråd. Jeg havde netop tænkt det omvendte :D

De seneste år har de eneste nyheder fra Samsung været mere lys (jeg bliver allerede blændet af nutidens TV), bedre betragtningsvinkler (OK, men ikke noget jeg rigtig savner) og skøre designs (frame, serif). Altså more or less ligegyldige features / status quo.

På den anden side har OLED vundet frem, både med nye fede koncepter (wall paper OLED, rollable OLED), men også med prisreduktioner der gør skærmene tilgængelige for os dødelige (nu også 77” versionen!).
#298427
LG Wallpaper kan næppe siges at være tilgængelig for almindelig pengepung. Man kan finde et 65" til 27.990 kr. p.t., men det er ikke på lager. Priserne ligger typisk i B&O-niveauer. Rollable OLED er måske et reelt produkt, men til prisen i praksis blot et koncept.

Ved QLED har du 6 forskellige størrelser at vælge imellem og du kan købe et 82" for 23.999 (2018-model) eller 29.999 (2019-model).

Når Samsung fremhæver, at de sælger flere QLED end hele OLED-alliancen tilsammen sælger OLED, bliver de altid mødt med protester om, at de også inkluderer de "små" størrelser og "low-end" modeller (selv om de reelt er high-end efter LCD-målestok), men de samme QLED-skeptikere udelader behændigt at mange kigger mod QLED så snart de skal over en størrelse på 65".

Det kunne være interessant at se salgstallene fordelt på modeller og størrelser, men det kommer næppe til at ske.
#298428
En anden ting: Jeg synes ofte man hører, at sælgere i butikker som Elgiganten (og Power?) forsøger at styre OLED-kunder mod Samsung QLED eller LG (NanoCell) LCD.

Det kunne være interessant at høre (fra anonyme kilder, selvfølgelig) i hvilket omfang dette sker pga salgsprovision/profitmargin eller bøvl med reklamationer.
#298437
Et andet perspektiv ift. udvikling indenfor billedkvalitet på TV, som jeg også synes er relevant:

Ofte taler man jo om "trickle down" i denne elektronikbranche. Gårsdagens luksus-elektronik bliver til morgendagens hverdagselektronik. Konkret ift. TV så skulle den hidtil uopnåelige billedkvalitet gerne med tiden komme ned i mellemklasse-tv. Det har taget nogle år, men siden 2012 er det ved at ske med OLED, der nu ofte rammer 8000 kroner i 55". Prispilen peger fortsat nedad.

Jeg synes det er sværere at få øje på tendensen indenfor LCD-tv. De avancerede systemer til zone-styring som vi så for over et årti siden har stadig ikke fundet vej til mellemklassen. Jo vi har da zone-styrede LCD-tv i lavere prisklasser nu - og i USA har de endnu flere - men det er kraftigt neddroslede versioner af de systemer, som sad i topmodellerne for flere år siden. Vi har også fået kantbelyste LCD-tv med quantum dots og fosfor-LED, men de matcher ikke ydelsen fra tidligere topmodeller.

Der er jo noget, som tyder på, at omkostningniveauet på disse avancerede LCD-løsninger simpelthen ikke kan bære en lancering på det brede marked. Hvad angår mellemklassen så kan man i stedet sige, at OLED har potentialet til ret markant at hæve billedoplevelsen hjemme hos Hr. og Fru Jensen. Som Jan Hervig Nielsen så er indsatsen med at få nedbragt prisen (produktionsomkostningerne) et vigtigt skridt.
#298520
Så vist jeg er orienteret så har Samsung allerede førertrøjen. De sælger kvantitativt flere skærme end LG gør.
Med det sagt har LG, på trods af at de er leverandør af OLED-paneler til en række producenter som feks. Sony, Philips og Panasonic, stadig ikke større omsætning end Samsung. Bare salget af QLED skærme har indtil nu ikke været overhalet af OLED-paneler.
Samsung sidder stadig på tronen, hvis man ser på salgstal.

Som allerede nævnt bliver de kommende år under alle omstændigheder spændende for med udviklingen af nye panelteknologier kan vi brugere se frem til bedre skærme....og på dette felt, er der Samsung der fører an og viser vejen frem.
Skulle Samsung have held til, at fremstille billigere mini-LED eller mikro-OLED til masserne, kan det heller ikke udelukkes at Sony, Philips og Panasonic sadler om og udskifter de aldrende OLED-paneler med nye typer paneler, som er mere moderne og med færre ulemper ala burn-in og svag lysstyrke.
Ingen tvivl om at OLED panelets tid snart udrinder og må vige for nye og bedre paneler.