Hvis du har testet eller kort afprøvet en skærm og du ønsker at dele dine erfaringer med andre.

Redaktører: AndreasL, Moderatorer

Af Bronto
#337829
Så kom der "en lille ny" i stuen. Et UHD 55" LCD TV fra LG.
Se selv specs på nettet.
Købt i Bilka til kr 3.333,- så en god pris på kun 60,- per tomme i runde tal, og dermed 40% billigere end sin forgænger, et Finlux 55" UHD LCD der stod af efter godt 5 år.
https://www.bilka.dk/produkter/lg-55-uh ... 200016388/

Jeg tillader mig at sammenligne med Finlux forgængeren der er anmeldt af undertegnede her på siden for 5 år siden, og netop bumpet med en kommentar.
Det er ikke en specs gennemgang, det kan I selv læse, men mit rent subjektive indtryk efter at have sat det op og afprøvet det

LG TV'et har et klart bedre og klarere billede, og en markant bedre lyd, selvom billedet på forgængeren absolut ikke var dårligt, og lyden var mere end tålelig.

Stik mæssigt falder LG lidt fra. Der er kun to HDMI stik (et med audio return), så der kan man måske komme til at mangle et, når ens forstærker er af ældre dato, uden tonsvis af HDMI indgange til at agere buffer. Der er det firkantede lysleder kabel til lyd ud, så her er der ikke brug for Audio Return channel). Det gl. dags VGA er sparet væk, men der er direkte indgang til sattelit og antenne, og så en CI indgang.

Udpakningen gik som en leg. LG har fundet ud af at man ikke behøver for meget flamingo i siderne. Fødder var med, billigt plast, men betyder ikke noget da det alligevel skal hænge på væggen. Vægt på TV'et lidt over 13 kg er jo heller ikke alverden. Skruer fra vægophæng til det gamle TV passede lige i, så ingen problemer der.

Opsætning gik som en leg, vælg sprog, wifi, antennetype, udbyder (YOUWishYouCouldSEESomeServiceAndQuality) og foreslog selv de rigtige antenne indstillinger. Det virker som om det er enddog rigtigt godt til at fange og fastholde kanalerne, i modsætning til det Finsk/Tyrkiske skrammel det erstattede, der tit oplevede støj)
Et 10 år gammelt LG plasma i soveværelset har samme antenne styrker i sig, det var grunden til at andre mærker end LG end ikke blev overvejet.

LG tilbyder at man mod at sælge sin sjæl (dog noget mindre end Slamsungs brugerbetingelser) kan oprette sig som bruger hos dem for tilpassede services. Her er der dog en software bug, som ikke tillader email adresser med bindestreg i domænet. Om igen LG! Det virker dog hvis man registrerer sig gennem deres app og derefter logger ind på TV'et.

Når man har brugt 5 min af sit liv på opsætningen, (+ lidt ekstra pga deres bug) så mødes man af en web-OS menu med en lang række services, vejret, netflix, disney+ DRTV o.m.a. foruden TV (de har husket det). Det virker meget intuitivt. De fleste apps skal opdateres ved første brug, men det virker meget hurtigt, og Netflix f.eks. starter lynhurtigt op. Jeg er vant til ventetid, det må jeg finde mig i ikke er på dette TV :-)

Fik jeg nævnt det gode billede? (der er sikkert OLED nørder her, eller folk der ALDRIG ville købe et TV til den pris, og så i Bilka, der kan belære mig om at de har et bedre billede, eller via kalibrering kan give mig et endnu bedre, men dem om det, så meget nørd er jeg heller ikke, jeg er sikker på at det kan vise Disney Channel til min søn og "Huset på Chr.Havn" på DVD ganske glimrende.

Af lidt dårligdomme kan nævnes:
Fjernbetjeningen er meget lille, og med små knapper hvor man skal gætte sig til halvdelen, men jeg har da fundet en med en menu, og derfra kan man nok finde hvad man skal bruge. Den er til gengæld meget responsiv og reagerer også på skæve vinkler til TV'et, meget bedre end forgængeren, der heller ikke var dårlig på det punkt.

Skovrydning pga tons tykke manualer, det bruger LG ikke. Der er en QR kode hvor man sikkert kan downloade et digert værk, men det synes ikke nødvendigt.

Der er direkte knapper på fjernbetjeningen til Netflix, Disney+, Amazon og en TV tjeneste mere der er gratis og som jeg aldrig har hørt om før, men der var en pæn lille pampflet med som reklame i den sparsomme papir dokumentation. Jeg savner en direkte YouTube knap, til gengæld kan TV'et modtage Blåtands lyd fra mobilos, og man kan endda slå billedet fra, så med lyd til anlægget har jeg netop fået verdens største bluetooth adapter. Det er fint til fester, når man nu fastholder elektronik af den slags til det står af (og min forstærker er fra Harald's tid, ikke lydstandardens)

Til prisen er det lidt af et røverkøb, forhåbentligt holder det længere end forgængeren. Hvis mit LG plasma finder på at stå af efter 10 gode år, så kunne jeg overveje et af samme slags der også.

Så opsummeret
+ godt billede, god lyd, hurtigt og nemt at betjene, mange features (herunder også airplay), pris i forhold til størrelse og specs, mange apps der ser ud til at være brugbare, ikke alle koster penge
- Fjernbetjeningen (det plejer LG at kunne gøre bedre), og lidt få HDMI stik samt en bug i softwaren til oprettelse af brugere, mangler en direkte youtube knap.

Stil bare spørgsmål. Det kom igår så skal have det testet yderligere, så kan der måske komme opdateringer

Anbefalet: Hvis 2 hdmi er nok for dig, så ja, klart!
(Der er vist et lidt nyere til samme pris i elgiganten med lidt flere stik, men de tager betaling for levering, og gad ikke hente selv, plus at jeg havde sloges lidt med dem om en vaskemaskine, det er løst, men de gik glip af endnu et TV køb, og de var iøvrigt lidt dyrere end Bilka for netop denne model)