Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonOversigt: LG 2020 TV - FlatpanelsDK

Oversigt: LG 2020 TV

02 Apr 2020 | Flatpanels |

LG har en fuld portefølje af OLED og LCD TV med 4K eller 8K-opløsning. Mange af modellerne er udstyret med HDMI 2.1 porte, herunder valgfrie funktioner som VRR og eARC. For første gang lanceres OLED i 48-tommer. Flatpanels giver overblik over LGs 2020 TV.

Modeloversigterne skabes nu fra data i TV-databasen. Det vil sige, at oversigten automatisk opdateres i takt med, at TV-databasen opdateres. Du kan sammenligne modelserier ved at klikke på . Du kan desuden klikke videre til produktsiden i TV-databasen for at læse mere om det pågældende TV. For at sammenligne TV fra forskellige producenter, gå da til TV-databasens hovedside.

LG 2020 TV

LG udvider sin serie af OLED TV i 2020, så den omfatter BX, CX, GX, WX, ZX og RX serierne; og for første gang OLED i 48-tommer (i CX-serien) og 77-tommer 8K. E-serien er droppet til fordel for en ny 'Gallery' GX-model, som er designet til at være et slankt væghængt TV. Selskabet har også opfrisket soundbaren til 'wallpaper' WX OLED.
Annonce:
BX OLED vil være udstyret med selskabets 3. generations 'Alpha 7' videoprocessor, hvorimod de andre vil have den mere kraftfulde 3. generations 'Alpha 9'. Andre funktioner deles derimod imellem modellerne, med ganske få undtagelser. De har alle 4K-opløsning (undtagen ZX). De har alle HDMI 2.1 porte samt valgfrie HDMI 2.1 funktioner som VRR (undtagen WX og RX), ALLM og eARC. De har alle Dolby Vision IQ, Filmmaker Mode samt support af tre HDR-videoformater (HDR10, HLG og Dolby Vision). Læs også: Test: LG CX OLED (med Dolby Vision IQ & Filmmaker Mode)
LG 2020 OLED
HDMI 2.1 support adskiller LGs OLED TV fra konkurerrende producenters OLED TV
HDMI 2.1 support adskiller LGs OLED TV fra konkurerrende producenters OLED TV. Det var overraskende at se LG implementere HDMI 2.1 i sine 2019-modeller, men det er vel nok mere overraskende at se, at flere konkurrenter forbeholder HDMI 2.1 primært 8K TV i år, særligt taget i betragtning af, at Sony og Microsoft begge planlægger at lancere næste generation af spilkonsoller med HDMI 2.1 (til 4K120 og 8K) senere på året. LGs 2020 OLED TV vil i øvrigt have spil-funktioner som HDMI 2.1 VRR, AMD FreeSync (via en senere opdatering) og 'G-Sync Compatible'. Disse systemer til variabel billedfrekvens sikrer mere flydende afvikling af konsolspil og endnu lavere forsinkelse på signalet. Læs også: Oversigt: 4K TV og 8K TV med HDMI 2.1 Det sydkoreanske selskab afslørede sidste år verdens første sammenrullelige TV. Efter flere forsinkelser vil TV'et i løbet af 2020 blive lanceret som 65-tommer RX OLED. Prisen? Ca. 60.000... Euro. Skærmen er fuldstændig uden for rækkevidde for enhver normal person, men potentielt kan teknologien med tiden nå ud i mere tilgængelige TV. Hvad der også er uden for rækkevidde for almindelige mennesker er LGs 8K OLED TV. Selskabet lancerer en mindre 77-tommer 8K OLED-model i år, men den vil fortsat være rasende dyr med et prisskilt på op imod 150.000 kroner.

 LG RX Rollable OLED TV

LG introducerer desuden et opfrisket modelprogram af 'NanoCell' LCD TV med 8K eller 4K-opløsning. Flere af disse vil have zone-styret LED (også kendt som FALD - full array local dimming). Antallet af LED-zoner er ikke hævet i forhold til sidste års modeller, men LG mener, at billedkvaliteten er bedre pga. forbedret styring af zonerne. Du kan herudover forvente at se en masse 4K LCD TV i mellemklassen i form af UN8x og UN7x serierne. For første gang vil LG ikke have nye Full HD eller HD Ready modeller på programmet. 4K repræsenterer nu high-end, mellemklasse og low-end netop som flere TV-producenter, inklusiv LG, er begyndt overgangen til 8K. Hvis du søger den imponerende HDR-billedoplevelse, så skal du imiderltid vende blikket mod OLED-skærmene. Ved gengivelse af HDR er kontrast alfa-omega og det er afgørende, at denne kontrast kan styres så præcist som muligt, helst på pixel-niveau. Selv-emitterende skærmteknologier som OLED og microLED har millioner af pixels, der hver især udsender - og styrer - deres eget lys. I 2020 har LG implementeret et forbedret system til dynamisk tone-mapping af HDR samt HGiG Mode for mere præcis gengivelse af HDR i konsolspil. LG dropper omvendt understøttelsen af Technicolors 'Advanced HDR' format. Det kan dog næppe ses som et tab idet der - flere år efter lancering - stadig intet indhold findes i Advanced HDR på forbrugermarkedet.

LG 2020 TV Dashboard

Den seneste version af webOS (version 5.0) indeholder nye funktioner som universelsøgning og anbefalinger, 'Sports alert', en opfrisket Home-skærm (se ovenfor) og en håndfuld andre ændringer, som vi kommer nærmere ind på i vores test af LG CX. Som sædvanlig vil webOS 5.0 være forbeholdt 2020-modellerne. Ingen tidligere modeller opdateres. Nogle af skærme vil have håndsfri stemmestyring (GX og opefter) via en mikrofon, som altid lytter med. De andre modeller vil i fjernbetjeningen have en mikrofon indbygget, som kan aktiveres med en knap. Der understøttes Google Assistant og Amazon Alexa. Ingen af systemerne taler dog dansk på TV. 2020 LG 8K TV har hardwaredekodning af AV1. Det er et nyt videoformat/codec udviklet af Alliance for Open Media, der består af bl.a. Amazon, Apple, Facebook, Google, Netflix, IBM, Intel, Microsoft og Mozilla. Vi havde held med at få LG CX (med 4K) til at håndtere en testfil i AV1-format, men de nærmere detaljer for 4K-modellerne står ikke klart. AV1 kræver på 8K TV for at streame YouTube 8K. De nye skærme vil i øvrigt have Apple TV app, AirPlay 2 og HomeKit. Apple TV app'en giver adgang til iTunes filmleje/køb samt streamingtjenesten Apple TV+ i op til 4K Dolby Vision (Dolby Atmos kommer via en senere opdatering), mens AirPlay 2 gør det muligt at sende video, musik og foto fra en iOS eller macOS-enhed trådløst op på TV'et. HomeKit gør det muligt at integrere et LG TV i det forbundne hjem. Herudover lader HomeKit brugeren styre visse aspekter af TV'et via Remote app'en til iPhone/iPad. Understøttelse af Dolby Atmos-lyd sikrer, at man kan udsende Dolby Atmos via HDMI eARC eller ARC til en soundbar eller en større højttaleropsætning via en receiver. De indbyggede højttalere i skærmene kan også arbejde med Dolby Atmos-lyd, men naturligvis med store begrænsninger pga. den begrænsede højttalerhardware i TV-skærme. 'Wallpaper' WX har en mere potent soundbar.
 LG 2020 LCD TV
Annonce:
Skærmene har indbyggede DVB-tunere til kabel-tv (DVB-C), parabol-tv (DVB-S2) og antenne-tv (DVB-T2), men kun nogle få modeller i den øvre ende af prisskalaen har dobbelt tuner, så man kan optage imens man ser en anden tv-kanal. Der findes WiFi (ac) og for første gang Bluetooth 5.0. Vi angiver nedenfor vejledende priser på de modeller, som endnu ikke er kommet i butikkerne, men vi har ikke modtaget vejl. priser på samtlige modelformater endnu. Når skærmene kan købes i danske butikker, skiftes der automatisk til et link til prissammenligning eller forhandlere. Såfremt der introduceres yderligere modeller i andet halvår 2020, så vil oversigten blive opdateret. Du kan genkende LGs 2020 OLED på 'X' i modelnavnet (f.eks. BX eller CX): X = 2020, 9 = 2019, 8 = 2018, 7 = 2017, 6 = 2016. Du kan genkende LG 2020 LCD på betegnelsen 'Nano' eller 'UN' i modelnavnet: Nao / UN = 2020, SM / UM = 2019, SK / UK = 2018, SJ / UJ = 2017, UH = 2016, UF = 2015, UB = 2014.

Oversigt

Sammenlign

Vælg op til 5 TV fra listen (vandret scroll på små skærme) ved at trykke på . Fjern TV fra sammenligningen ved at trykke på 'x' eller tryk på 'Nulstil' for at fjerne alle TV.


Sammenlign med TV fra andre producenter: Gå til hele TV-databasen


Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere overbliksartikler

Oversigt: Panasonic 2023 TV

24 Jul 2023 |

Oversigt: TCL 2023 TV

19 Jul 2023 |

Oversigt: Sony 2023 TV

30 Mar 2023 |