Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reason<div class="billede"><img src="billeder/mini-sonyx4500.jpg"></div>Sony pressemøde d. 9. september - FlatpanelsDK

Sony pressemøde d. 9. september

09 Sep 2008 | Rasmus Larsen (@flatpanelsdk) |

Sony havde inviteret til pressemøde på det strandede skib, der ligger ved Køge bugt kysten i Ishøj – eller det som er bedre kendt som kunstmuseet Arken. Arken huser normalt kunstudstillinger og temauger, men i dag havde vi sneget os ind lidt før åbningstiden til en præsentation af Sonys nye efterårslanceringer. Der blev blandt andet talt om Tv, Tv innovation, spejlreflekskamera, lyd og en dansende mini-robot. Og selvom den dansende mini-robot var et morsomt indslag, så holder vi os her i artiklen til de to første punkter; Tv og ny Tv teknologi.



Sonys LCD-TV er efterhånden blandt de allermest sælgende på global basis. Herhjemme er de også populære og Sony er i øjeblikket i en proces, hvor de skifter samtlige high-end serier ud med nye modeller. Vi fik blandt andet smugkig på X4500 serien, W4500 serien og den nye Z serie med 200 Hz. Der blev også talt om den vanvittigt spændende ZX1 serie, der måler under 1 cm i tykkelsen, samt den kommende EX serie, der er anden generation af Sonys hvide billedramme Tv serie.



Z serien – verdens første 200 Hz Tv

Z serien blev annonceret i forbindelse med IFA 2008 messen i Berlin, hvor man havde udarbejdet en reklamekampagne i Tyskland med sloganet ”All Becomes Clear on August 28” og hvor man samtidig forsøgte at skabe interesse omkring tallet 200. På IFA 2008 kunne Sony så afsløre, hvad det gik ud på og præsenterede det første 200 Hz Tv i form af Z serien.



Z serien minder på mange områder om W4500, med Motionflow 200 Hz som den primære forskel. Motionflow 200 Hz har til formål at skabe endnu mere flydende billedsekvenser. Ved at beregne nye billeder mellem de oprindelige, kan man skabe denne oplevelse af et meget jævnt billede.



Sony Z4500
Sony Z4500


Designet er en del af Sonys ”Draw the Line” koncept, og rammen er udført i en meget mørkt blålig nuance kaldet Midnight Sky. Nederst ”svæver” højttaleren, kun holdt oppe af en gennemsigtig og diskret glasramme. Højttaleren findes i øvrigt i forskellige farver.



Tv’et var stillet frem i forbindelse med præsentationen, men vi nåede dog ikke at se så meget virkelig afprøvende indhold. Der kørte en naturfilm, som i sit udtryk var lidt kornet og ”rå”, men som dog lejlighedsvis gav anledning til at teste 200 Hz. Umiddelbart klarede Tv’et det uden problemer og billedet var meget flydende, men når det er proklameret herfra, så vil jeg også undlade at knytte yderligere kommentarer til Tv’et, baseret på det ret korte bekendtskab med Z serien.



Sony Z4500
Sony Z4500


Indtil nu har jeg blot kaldt Tv’ene for Z, men ligesom alle andre serier fra Sony, efterfølges bogstavet naturligvis af en talrække, og ligesom sine kollegaer i W og X lejrene, hedder Z egentligt Z4500. Z4500 lanceres i tre størrelser: 40, 46 og 52 tommer. Og med navn på: KDL-40Z4500, KDL-46Z4500 og KDL-52Z4500.



Sony Z4500
Sony Z4500


Andre features indbefatter DVB-T (til antenne) og DVB-C (til kabel-tv) – naturligvis med mpeg4. Der bruges Bravia Engine 2, og et dynamisk kontrastsystem, der praler med 50000:1. Der er desuden indbygget det trådløse streaming system til musik, billeder og film kaldet DLNA. Husk udtrykket – det bliver stort før udgangen af 2008 (ikke kun pga. Sony).



Priser? Nej, ikke endnu. De er endnu ikke fastsat, men lanceringen skal angiveligt ske i oktober 2008, så vi nærmer os.



Annonce:



W4500 – efterfølgeren til W4000

Den naturlige afløser for W4000 serien, er W4500. Jeg vil ikke skrive så meget om den, men dog fremhæve nogle de mest væsentlige funktioner.



Modellen blev også fremvist på pressemødet på Arken. Designet er sort højglans, og en finurlig detalje er hullet i midten af rammen, der skaber en dimension mellem skærmens billedramme og højttalerne.



Sony W4500
Sony W4500


Skærmen har Sonys 100 Hz system, der ellers tidligere var forbeholdt X serien. Det er uden man har gået på kompromis med resten af produktet, for der er naturligvis stadig tale om et Full HD panel.

Der er herudover integreret DVB-T og DVB-C tuner med mpeg4 samt Sonys Bravia Engine 2.



Sony W4500
Sony W4500


Lanceringen vil forestå i oktober 2008, og W4500 fås da i tre størrelser. Endnu engang ser vi, at 32 tommer ikke er producenternes hovedfokus, for størrelsen er nemlig helt udeladt, og W4500 fås således først fra 40 tommer. Der kommer også modeller i 46 og 52 tommer.

Vi er efterhånden inde i rutinen, men modelnumrene er altså KDL-40W4500, KDL-46W4500 samt KDL-52W4500. De vejledende salgspriser er henholdsvis 16.000, 19.000 og 23.000 1-kroner.



Annonce:



Sony X4500 – nu med LED backlight

En af de væsentligste nyheder i Sonys nye modelportefølje, er introduktionen af LED backlight. Det giver både mulighed for nye billedsystemer, ligesom det giver attraktive muligheder for at reducere både tykkelsen, strømforbruget og varmeproduktionen.



LED så ellers ud til at falde ned i glemmebogen for en kort stund, efter en mislykket satsning fra Samsung i sin tid. Udbredelsen haltede, men omvendt så har Sony altid været lidt afholdende med de allernyeste tiltag i LCD-TV teknologi, med en filosofi á la: hellere vente og lave det ordentligt.



Sony X4500
Sony X4500


Men nu er X4500 serien her så – med LED backlight. Og hvad vil det helt præcis betyde? LED er den engelske forkortelse for light-emitting diode eller det vi bare kender som dioder herhjemme. De har været i omløb i mange år efterhånden og lysindustrien er også ved at tage dioder til sig, men problemet med at integrere dem i Tv har blandt andet været lysintensiteten og levetiden.



Nu har man så taget skridtet fra Sonys side og udskiftet de fluorescerende backlight enheder i X serien med en masse små LEDs. Det skal skabe et mere rent billede, blandt andet fordi LEDs er bedre til at skabe den rene hvide farver, ligesom lyset i en diode baggrundsbelysning er mere homogent - eller ensartet om man vil – over hele skærmfladen.



Sony X4500
Sony X4500


Med introduktionen af LED, har Sony også udvidet deres 100 Hz system, der også fandtes i sidste generation af X serien. Nu hedder det Motionflow 100 Hz Pro og det betyder i korte træk, at man tager et princip i brug, som man i mange år har snakket om i billedindustrien. Det har primært været benævnt ved black frame insertion, men Sony gør det lidt anderledes end tidligere forsøg.



Princippet bunder i øjets helt grundlæggende funktion. Øjet glemmer ikke et billede så hurtigt, hvilket f.eks. ses ved et meget kraftigt og hurtigt lysglimt, som kan ”hænge” fast et par øjeblikke. Ved at indsætte meget korte sorte billeder ind i mellem de andre billeder, kan man dog konstant nulstille øjet, så det opfatter billedet – på f.eks. et Tv – hurtigere og med mindre slør ved bevægelse.



Det princip udnytter Sony nu, hvilket LED backlight systemet har en stor del af æren for. På den måde kan man sænke opfattelsen af slør og slørede bevægelser på LCD skærmen – uden der reelt er forbedret på responstiden i panelet.



Sony X4500
Sony X4500


LED systemet er desuden af typen, der kan lokalstyres eller det som kaldes local dimming. Samsung har forsøgt sig uden virkelig succes, men fordi der sidder så mange LEDs over skærmen, kan man styre dem i grupper. Så et område på skærmen, hvor der kræves lidt lys (synonym med et område på skærmen der er sort), kan reguleres ved at sænke lyset fra dioderne. Et område der skal være meget lyst med f.eks. en lampe eller en sol, kan omvendt intensiveres vha. dioderne.

Problemet med disse systemer indtil nu har dog været glorier omkring objekter. F.eks. en helt sort stjernehimmel med lysende stjerne. Stjernerne er ganske beskedne i størrelse, men gruppen af LEDs bag panelet er større og lyser derfor også området omkring stjernen op, hvilket resulterer i en slags glorie-effekt.



Sony X4500
Sony X4500


Igen, ingen mulighed for at vurdere så meget i forbindelse med præsentationen, men vi kan håbe Sony er sluppet bedre fra dette end Samsungs tidligere forsøg.



Tilbage til produktet med nogle hurtige facts: Full HD, Motionflow 100 Hz Pro, DVB-T og DVB- C med mpeg-4, Bravia Engine 2 Pro, 4 HDMI og LED backlight. Og endnu en gang er der integreret DLNA. Husk det; det bliver stort.



Designet har fået en ansigtsløftning og man holder ikke længere fast i glasrammen omkring billedet. Højttalerne er dog stadig placeret på siderne.



Sony X4500
Sony X4500


X4500 starter igen først fra 40 tommer og lanceres derudover i 46 tommer og den nye skærmstørrelse fra Sony; 55 tommer. Modelbetegnelserne er som følger: KDL-40X4500, KDL-46X4500 og KDL-55X4500.

De vejledende salgspriser er henholdsvis 20.000, 38.000 og 52.000 kroner.

Så vidt jeg kunne forstå, så snakker vi igen en nært forestående lancering i oktober 2008.



ZX1 – verdens tyndeste LCD-TV

Vi bevæger os nu lidt længere ud i fremtiden - hvert fald i forhold til realiserede produkter. Jeg har allerede set ZX1 serien fra Sony – denne 9.9 millimeter tynde vidunderligt flotte, vidunderskærm – men man havde desværre ikke nået at få den hjem til det danske pressemøde.



Det afholder os dog ikke fra at tale om den, og den kræver i sig selv ikke store ord, for den praler ikke; den overbeviser bare.



Sony ZX1
Sony ZX1 serien


Designmæssigt markerer ZX1 serien måske det næste skridt i udviklingen af fladskærme. Vi har i nogle år haft fladskærme, men vi har ikke haft fladskærme. Og når en skærm på blot 9,9 millimeter står og drejer rundt foran dig på en mekanisk drejeskive, så forstår du hvad det vil sige, at den er under 1 centimeter tynd.



Sony ZX1
Sony ZX1 serien


Hemmeligheden bag hedder LED og outsourcing af teknik og stik-indgange. Men hvordan løser man det i praksis? Man laver en løsning, der faktisk begejstrer mere end den kompenserer. En helt ny måde at tænke Tv på, og jeg spår, at vi om blot få år vil se dette i størstedelen af annoncerede Tv i mellem- og topklassen.
Man har nemlig taget en del af teknikken og alle stik-indgange og placeret dem i en separat boks. Boksen stiller du f.eks. af vejen i skabet, så kvinden i huset også er tilfreds, og endeligt forbinder boksen sig trådløst op til Tv’et. Smart, nemt og elegant.

Alt hvad Tv’et skal bruge er et strømstik – hvert fald indtil vi opfinder den trådløse strøm.



Sony ZX1
Sony ZX1 serien


Den anden del af hemmeligheden bag den tynde profil, er et LED backlight system – ligesom det ses i den netop omtalte X4500 serie. Men dog så vidt jeg forstår uden local dimming og indsættelse af sorte mellem-billeder.



Af andre tekniske features nævnes Motionflow 100 Hz, 4 HDMI indgange, Bravia Engine 2, DVB-T og DVB-C med mpeg4 samt diverse nyheder fra Sony i form af Xross Media bar menuen, Bravia Sync osv.



Billedkvaliteten så jeg kort i forbindelse med IFA messen, men jeg vil ikke benytte de store armbevægelser her - det er for svært at vurdere på messer og præsentationer. Det så umiddelbart overbevisende ud, men vi håber ikke, at der er gået på kompromis med netop billedet for at skabe dette Tv. Om ikke andet, så ser vi hvert fald frem med stor spænding til ZX1 serien.



Sony ZX1
Sony ZX1 serien


Sony har tidligere sagt januar 2009, men på pressemødet lød det som om, at vi allerede får vidunderet at se til december 2008. Tv’et kommer i første omgang kun i en 40 tommer version, og prisen er ikke fastsat, men bliver med stor sandsynlighed noget højere end flere af Sonys andre 40 tommer Tv.



Annonce:



EX1 – den hvide billedramme

Du husker måske lanceringen af Sonys E serie, der var de første billedramme Tv fra elektronikgiganten. En integreret Picture Frame mode kunne forvandle Tv’et til en billedramme, når det ikke blev brugt til at se film på. Sony har nu en opdateret udgave i støbeskeen kaldet EX1.



Ligesom med ZX1 serien, har EX1 serien lidt længere udsigter end flere af de andre nye serier fra Sony. Man sagde november fra Sony, men mon ikke vi når ind i december før den for alvor ruller ud på markedet.

Sony EX1
Sony EX1


Men hvad byder Tv’et så på i forhold til den eksisterende E serie, der er på markedet nu og som vi også snart anmelder her på siden? Jo, EX1 serien får nu Sonys 100 Hz system samt det jeg netop har talt så begejstret om på ZX1 serien: den trådløse boks med elektronik og stik-indgange.


Sony EX1 trådløs sender


Du tilslutter simpelthen dine kabler i denne boks, og den sender så trådløst signalet videre til Tv’et.



Designet har ændret sig en smule i forhold til sidste generation af E serien, men den overordnede filosofi er dog intakt. Man har holdt fast i den hvide ramme, som skiller Tv’et ud fra mængden, men linjerne er lidt skarpere og mere veldefinerede. Man kan desuden vælge mellem en sort eller sølv kant yderst omkring rammen.



Sony EX1
Sony EX1


Tv’et har naturligvis fortsat den omtalte Picture Frame funktion, der kan forvandle Tv’et til en digital fotoramme, når der ikke ses fjernsyn eller film.



Til de tekniske kan der nævnes Full HD, Bravia Engine 2, 100 Hz, 1080p24 understøttelse, 4 HDMI indgange samt DVB-T og DVB-C med mpeg4.



Der ændres lidt i strukturen for E serien, og man klipper endnu en gang 32 tommer væk – som ellers findes i den nuværende E serie. Udgangspunktet hedder 40 tommer og ellers 46 eller 52 tommer. De vejledende salgspriser er endnu ikke fastlagt, men lanceringen forventes at ske i november 2008.



Overordnet og afrundende ord

Sony pumper nye Tv serier ud, og foruden de netop omtalte, kommer der også nye serier i de lavere prissegmenter. I mine øjne er de ganske uinteressante som husaltre, men måske man kan få glæde af dem i soveværelset eller på børneværelset. Og så kan man netop glæde sig over, at der nu kommer DVB-C tuner i langt den overvejende del af Sonys Tv, og at der i øvrigt også kommer mpeg-4 i langt de fleste af dem.



Som en overordnet betragtning har Sony dog en del nyt at byde på. Der kommer stadig mere fokus på design og variation. Markedet vokser stadig, og det bliver specielt interessant at se disse nye supertynde Tv, og ikke mindst den trådløse teknologi – både i form af boksene der sender trådløst fra stik-indgangene, men også DLNA systemet, som går igen i stort set alle Sonys topserier.



Hvis du ikke allerede er stødt på DLNA, så kan jeg blot anbefale, at du bruger et par minutter på at se på det. Personligt bruger jeg det dagligt; kunne ikke leve uden det. Det bruges til billeder, musik, film og video og det gør det hele så meget lettere, hvis man f.eks. ligesom mig har computere flere steder i hjemmet.

DLNA er ikke en unik ting for Sony, men de er blandt en af de producenter, som satser storstilet på det. Men også f.eks. Samsung og Pioneer lancerer netop nu skærme med DLNA.



Tak til Sony for et fint arrangement med interessante nylanceringer.



Læs meget mere om Sonys nye Tv på Sonys hjemmeside:
www.sony.dk




Flere overbliksartikler

Panasonic HZ2000

Oversigt: Panasonic 2020 TV

19 Mar 2020 | Flatpanels |
Sony XH95

Oversigt: Sony 2020 TV

13 Mar 2020 | Flatpanels |
TCL 2019 TV

Oversigt: TCL 2019 TV

17 Jul 2019 | Flatpanels |
Philips 2019 TV

Oversigt: Philips 2019 TV

21 Jun 2019 | Flatpanels |