Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reason<div class="billede"><img src="billeder/mini-cebit.jpg"></div>CeBIT 2008 messerapport - FlatpanelsDK CeBIT 2008 messerapport">

CeBIT 2008 messerapport

02 Apr 2008 | Rasmus Larsen (@flatpanelsdk) |

CeBIT 2008 har ændret en smule karakter i forhold til de forrige år. Messen er blevet endnu mere erhvervsorienteret og fokus blandt udstillerne ligger i højere grad på at opnå forretningsaftaler end at vise produkter frem til forbrugermassen. Alligevel blev der præsenteret flere interessante produkter fra blandt andet Samsung, LG, Hitachi og BenQ og vi kigger nærmere på dem her.

Samsung


Samsung var klart stærkest repræsenteret og de viste nyheder i form af nye monitors i krystaldesign, en 31” OLED prototype, en 22” skærm med S-PVA panel og deres nye 2-i-1 skærm.

Krystadesign monitors
Samsung satser nu på større PC monitors med et slogan: ”Computerskærme – efter bredere kommer større og krystaldesigns”. Denne nye monitor serie er blevet lanceret i forbindelse med CeBIT 2008 og endnu en gang kan man fornemme inspirationen fra Samsungs Tv.

Samsung crystal
Samsung krystaldesign


De to mest fremhævede modeller er T240 og T260 i henholdsvis 24 og 26 (25,5) tommer. Man har blandt andet fokuseret på at sænke strømforbruget, så stand-by forbruget blot er 0,3 W. Det nævnes desuden, at T260 skærer energiforbruget ned med 30 W sammenlignet med normen for nuværende 26 tommer modeller.

Begge modeller kommer med en opløsning på 1920x1200, en responstid på 5 ms og en HDMI indgang. Kontrastforholdet er angivet til 20.000:1 (dynamisk).

Samsung crystal
Samsung krystaldesign


På trods af, at man satser på større skærme fra Samsungs side, kommer den nye serie dog også i mindre modeller, så alle kan være med. Serien lanceres nemlig også i 20 og 22 tommer. I alle fire størrelser er det desuden muligt at tilføje en indbygget digital tuner.

Skærmene forventes i handlen i løbet af juni 2008.

31” OLED
Samsung har én gang tidligere vist prototyper af OLED frem og på dette års CeBIT messe har de medbragt en 31 tommer prototype af et OLED-TV. OLED teknologien leverer i sig selv imponerende muligheder for fremtidige skærme og man kan heller ikke undgå at blive imponeret over Samsungs prototype.

Fujitsu-Siemens Zero-Watt
Samsungs 31” OLED, billede lånt af Behardware.com


Produktet har endnu ikke fået et navn, men der er altså tale om en supertynd profil, stort set perfekte betragtningsvinkler, høj kontrast og et meget hurtigt panel.

Tv’et er 2 cm tyndt.

Fujitsu-Siemens Zero-Watt
Samsungs 31” OLED, billede lånt af Behardware.com


Prototypen er dog endnu en tidlig model, og selvom man er nået langt i udviklingen, satser Samsung ikke på at markedsføre OLED-TV før 2009/2010. Samsung har desuden også en prototype af en 14 tommer model.

Sony er pt. Den eneste producent med et OLED TV på markedet. Det er deres 11 tommer model kaldet XEL-1. Herudover findes der en række andre store producenter, som udvikler OLED i samme sideløbende med Samsung og Sony.

Læs eventuelt mere om OLED teknologien her: Panelteknologier - OLED

2-i-1 monitor
Samsung benytter dette års CeBIT messe til at vise deres nye 2-i-1 skærm frem for omverdenen. Det er den såkaldte 2263DX, hvor der medfølger en lille 7 tommer skærm, som kan monteres et sted på rammen af den primære 22 tommer skærm.

Samsung 2263DX
Samsung 2263DX


Vi har allerede skrevet om 2263DX, men på CeBIT 2008 kommer der lidt flere konkrete detaljer på bordet for den nye spændende skærm.

Kort fortalt er der tale om en 22 tommer skærm, hvor man kan have en ekstra skærm i form af en lille 7 tommer monitor. Den lille skærm tilsluttes via USB direkte på den store skærms bagside. Det er i øvrigt også muligt at montere skærmen på højkant, ligesom den kan placeres hele vejen rundt om rammen.


Samsung 2263DX


Den store 22” skærm tilsluttes derimod på traditionel vis med enten DVI, D-SUB (VGA) eller HDMI. Den primære skærm har en opløsning på 1680x1050, mens den mindre sekundære skærm har en opløsning på 800x480.
Indbygget i rammen på den primære skærm sidder desuden et 3 megapixel webcam, 2x1,5W skjulte højttalere og en indbygget mikrofon.


Samsung 2263DX


Den sekundære skærm kan desuden stå frit på bordet, hvis dette ønskes og således bruges som digital fotoramme.

Se mere til skærmen i aktion hos Samsung selv: Samsung CeBIT 2008

22” med S-PVA
Samsung er en af de største producenter af LCD paneler til både PC monitors og LCD-TV. Et af de paneler som går igen i både deres bedste Tv og deres bedste monitors, er S-PVA panelet. Senest præsenterede Eizo deres 22” S2231W med et S-PVA panel fra Samsung, og nu præsenterer Samsung så deres egen 22” skærm med S-PVA panelet. Den kaldes 2263PW.


Samsungs 2263PW, billede lånt af Behardware.com


Det er endnu småt med detaljer om skærmen, men den er udført i et højglans, sort design. Tilslutningsmulighederne er på den fremviste model DVI, D-SUB (VGA) og HDMI. Der er desuden en indbygget USB hub.

Skærmen har også et kredsløb til at forbedre responstiden, ligesom det ses på andre S-PVA baserede skærme. Systemet kaldes Enhanced MPA (Motion Picture Accelerator)

En kinesisk kilde nævner følgende specifikationer i forbindelse med skærmen: Opløsning på 1680x1050, kontrast på 1000:1, responstid på 6 ms and betragtningsvinkler på 178 grader. Disse er dog endnu ikke bekræftet.

Der findes heller ingen yderligere detaljer omkring pris eller lanceringstidspunkt.

LG


LG er også repræsenteret på dette års CeBIT messe og de har medbragt en ny 22 tommer skærm kaldet W2252TQ.

22 tommer skærme er blevet helt utroligt populære og LG præsenterer nu en ny i rækken. Det er skærmen W2252TQ, der lover en responstid på 2 ms.


LG W2252TQ


Skærmens design er en smule anderledes end LGs andre skærme, hvor man i høj grad har satset på højglans looket. Der er blandt andet en smart detalje i højre side, hvor tænd/sluk knappen er oplyst af en lille diode.
Nederst løber en grå afrundet kant, hvor du finder knapper til styring af skærmens menu i venstre side.

Af andre specifikationer nævnes der en opløsning på 1680x1050, et kontrastforhold på 700:1 (10.000:1 dynamisk) og betragtningsvinkler på 170 grader.
Skærmen er baseret på et TN panel.


LG W2252TQ


Det er muligt at tilslutte skærmen med analog D-SUB (VGA) og digital DVI. Det er desuden muligt at tilte skærmen.

Prisen kendes ikke, men skærmen kommer på det danske marked indenfor få uger. Vi har desuden tidligere omtalt en 24 tommer i samme serie, som du kan læse mere om her: LG LW2452V – ny 24 tommer fra LG

BenQ


I april 2008 lancerer BenQ deres nye 24 tommer skærm, som afløser den nuværende FP241w. Skærmen kommer blandt andet med HDMI indgang og en hurtig responstid på 2 ms.

Der er tale om den nye model V2400W, som er baseret på et 24 tommer panel. BenQ lægger denne gang også mere vægt på designet og følger tidens trend med det sorte højglans look.

BenQ V2400W
BenQ V2400W


Skærmens design er også noget utraditionelt i dets form, og med den usymmetriske fod, skal V2400W nok skabe opmærksomhed rundt omkring. Rammen er udført i blank, sort plastik og nederst til venstre sidder en række knapper.
Foden er i grå plastik og tillader, at skærmen kan tilte.

Skærmen har specifikationer som en opløsning på 1920x1200, en responstid på 2 ms (g2g), et kontrastforhold på 1000:1 og betragtningsvinkler på 160 grader.
Dette vidner derfor også, at skærmen benytter et TN panel, og man går væk fra den P-MVA panelet, som blev benyttet i den nuværende generation med FP241W.

BenQ V2400W
BenQ V2400W


Skærmen kan tilsluttes vha. analog D-SUB (VGA), samt digital DVI og HDMI.

BenQ V2400W forventes i handlen i april. Den vejledende salgspris kendes endnu ikke.

Fujitsu-Siemens


Et af de store taleemner i verden må siges at være miljødebatten, og denne gennemsyrer efterhånden også elektronikproducenter. I år har CeBIT messen oprettet en decideret sektion på messen kaldet Green IT, og har Fujitsu-Siemens en ”grøn” monitor at vise omverdenen kaldet ”Zero-Watt display”.

Fujitsu-Siemens er ikke kendt, som nogen sværvægter indenfor skærme, og man har nok primært sigtet efter erhvervssegmentet. Selve skærmen der bliver fremvist på CeBIT i disse dage er i sig selv heller ikke spektakulær, men strømforbruget, navnlig standby forbruget har fået et ordentligt gok i nøden.

Fujitsu-Siemens Zero-Watt
Fujitsu-Siemens monitor


Selve idéen opstår af, at alle Tv og monitor produkter har et standby forbrug. Nogle mere end andre, men Fujitsu-Siemens siger, at en typisk PC monitor bruger mellem 1 og 6 W, når den er slukket.
Zero-Watt display er stadig en prototype, men fungerer efter hensigten og det forbruger således 0 W i standby. Metoden er et lille relæ, som afkobler skærmen fra strøm-netttet, når der ikke sendes et videosignal. En spænding opretholdes dog i kapacitorerne i skærmen, og holder nok energi til at vække skærmen fra standby

Ud fra Fujitsu-Siemens beregninger kan det spare brugere for omkring 75 kroner årligt (pr. skærm), men på en stor arbejdsplads, kan der selvfølgelig være væsentlig mere at hente.

De første produkter med Zero-Watt systemet forventes på markedet til sommer. Det forventes desuden, at teknologien kan integreres i Tv.

Teknologien kan i øvrigt ses i Green IT Village hallen ved Fujitsu-Siemens stand.

Hitachi


Allerede i foråret lancerer Hitachi en helt nyudviklet ultratynd LCD-serie med helt nye løsninger, fra inderst til yderst. Resultatet er en skærm, som er 35 millimeter tynd og vejer 10,9 kilo. Først ude i foråret er en 32 tommers skærm med HD-opløsning (UT32MH70), som senere efterfølges af en skærm på 37 tommer (UT37MX70) og en på 42 tommer (UT42MX70), begge med full-HD opløsning.

Hitachi sætter nu ny standard for fladskærme og går fra flad til ultratynd med den nye LCD-serie. Virksomheden kan dermed tilbyde sine kunder en løsning, som passer endnu bedre til hjemmets moderne og stadig mere åbne planløsning, uanset om skærmen hænger på væggen eller står placeret på et gulvstativ. Den nye skærm har desuden en lakeret bagside, og derfor er den også et flot møbel, hvis den står placeret midt i et rum.

Hitachi UT serie
Hitachi UT serie


- ”Det er virkelig en fantastisk spændende lancering, som vi nu står over for, når den nye ultratynde serie kommer til Danmark”, siger Jacob Teodorsson, nordisk produktchef hos Hitachi. ”Takket være den lave vægt kan vi desuden tilbyde et endnu smallere vægophæng, som gør, at skærmen næsten kan opleves som en del af væggen.”

Den nye ultratynde LCD-serie er udstyret med virksomhedens seneste IPS LCD teknik, hvilket giver seeren en fin kontrast, og farverne gengives naturligt.

Hvordan er det muligt
Hitachis ingeniører og designere har blandt andet udviklet en helt ny, meget tynd, baggrundsbelysning og en ny netdel. Et nyudviklet bagstykke, som giver en mere effektiv ventilation og afkøling, bidrager også til at spare nogle centimeter af dybden. Alt i alt er resultatet en skærm, som er hele 66 procent tyndere end et tidligere fladskærms-TV.

- ”Vores nye LCD-serie anvendes sammen med en ekstern digitalboks. Det giver vore kunder et mere fleksibelt valg af udstyr”, siger Jacob Teodorsson. ”Ved at have en ekstern digitalboks bliver montagen desuden mere elegant, da der kun er behov for to kabler, et til strømmen og et HDMI kabel til billede og lyd. ”

Hitachi UT serie
Hitachi UT serie


- ”I dag er der mange valgmuligheder for kunderne som eksempelvis HD-bokse eller forskellige kabel- og satellitløsninger osv. Vi står jo desuden mere eller mindre over for et generationsskifte med dagens digitalbokse”, siger Jacob Teodorsson. ”Med den nye ultratynde LCD-serie fastlåser vi ikke vore kunder i gammel teknik.”

Senere på efteråret kommer Hitachi med sin egen digitalboks direkte tilpasset til virksomhedens 35 millimeters LCD-serie for dem, som ønsker en sådan løsning. På sigt håber Jacob Teodorsson, at virksomheden vil kunne tilbyde et trådløst alternativ, præcis som de har i Japan i dag.

Hitachi UT serie
Hitachi UT serie


Prisbilledet er endnu ikke klart for det danske marked. 32" versionen rammer markedet i april. De to større modeller følger lidt senere. 37" bliver lanceret i maj og 42" bliver lanceret i juni.

De nye LCD-TV præsenteres desuden på dette års CeBIT messe, der er i fuld gang.

- Hitachis pressemeddelelse, red

Asus


Asus følger i skridtene på Samsung og LG og lancerer nu den tredje skærm på markedet, som modtager billedet gennem USB DisplayLink.

Det er modellen VW223B – en 22 tommer skærm – som Asus præsenterer i forbindelse med CeBIT messen. Den har egenskaber som en opløsning på 1680x1050, en responstid på 5 ms og et kontrastforhold på 3000:1 (dynamisk).

Asus VW233b
Asus VW223B, billede lånt af Engadget.com


Det mærkværdige i skærmen er dog, at den tilsluttes til computeren via USB. Hvor man traditionelt har modtaget billedsignaler over analog D-SUB (VGA), digital DVI, og i større og større grad HDMI, åbner USB portens muligheder nu også op for billesignaler over den velkendte USB signalstandard.

Billedet til skærmen opdateres ikke lige så hurtigt, som med de traditionelle billedforbindelser og skærmen er f.eks. ikke egnet til spilbrug, men til kontor og internet brug, fungerer USB forbindelsen efter hensigten. Det smarte i en USB tilslutning er naturligvis også, at du kan tilslutte skærmen til f.eks. en bærbar computer.
Skærmen kan også tilsluttes med analog D-SUB (VGA)

USB tilslutning tillader op til 6 skærme samtidig, så du får rig mulighed for at arbejde på en stor brugerflade på f.eks. kontoret.

Lanceringsdato kendes endnu ikke.

---



Det var alt for denne omgang. Vi ses til næste års CeBIT messe.



Flere overbliksartikler

Oversigt: Panasonic 2021 TV

23 Apr 2021 |

Oversigt: LG 2021 TV

17 Mar 2021 |

Oversigt: Philips 2021 TV

11 Mar 2021 |