Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Sony XD93 - FlatpanelsDK

Test: Sony XD93

|


Sony er nu på anden sæson af deres Android TV og den første model vi har fået på bænken af deres highend model XD93, som naturligvis byder på 4K, men også HDR med lokal dimming, samt et udvidet farverum og dual-tuner.

Android har været emne for hed debat det seneste år - på godt og ondt - så det bliver spændende at se om XD93 virker mere finpudset end de modeller vi fik på bænken i 2015.

55"
65"

Specifikationer

65"
Ultra HD (3840x2160)
HDR (high dynamic range)
DCI-P3 farverum
VA LCD med kant LED
Begrænset local dimming (32 zoner)
Aktiv 3D
Fod (fast)
Væg (VESA 30x20. Sonys eget medfølger)
(HxBxD)83.9 x 145.8 x 3.6 cm (uden fod)
28.9 kg

HDMI (4x 2.0)
USB (3x)
Composite og Scart
Ethernet
1x CI

Optisk
HDMI-ARC (1x)
Hovedtelefoner
2.0 stereo
DVB T/T2/C/S2
WiFi (ac standard)
MPEG4
HEVC
VP9
Android TV
Fjernbetjening (med mikrofon)
Sony Sideview app
Manual
Fjernbetjening
Vægbeslag
Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online




Første indtryk

Sonys design for 2016 adskiller sig fra sidste års modeller på flere punkter, hvor ét af dem er profilen. Flere af dette års modeller er blevet markant tyndere i profilen og minder i udseende en del om sidste års X90C, dog ikke helt så tynd. Det skyldes at Sony i år har valgt at satse på de sidebelyste LED TV-modeller frem for bagbelyste versioner, hvor man skal helt op i topmodellen for at finde bagbelyste paneler. Resultatet er, at XD93 fremstår ganske nydelig, når den hænger på væggen med sin telefontynde profil og smalle metalramme. I rammen er der lagt en tynd gylden stribe.

For at få TV’ene så tynde og stadig have kraft nok til at leve op til HDR-kravene, så byder flere af dette års line-up derfor på en ekstern strømforsyning af betydelig størrelse. Det er lidt af en klods, som du skal finde plads til og hvis du ikke lige har et TV-møbel i nærheden, så vil du nok bande en smule, når du pakker XD93 op.

Når den første vrede over den eksterne strømforsyning har lagt sig, så vil du dog opdage, at Sony endelig har lyttet til kritikken omkring placeringen af deres stik og nu peger alt undtaget de analoge tilslutninger ud til siden.

Inde midt på skærmen finder vi de tilslutninger, man formodes ikke at ville udskifte så ofte, såsom TV-indgange, og 3 af de 4 HDMI-indgange og ude i siden finder vi en HDMI-port mere, USB-portene og SPDIF-porten. Alle stik kan gemmes væk bag plasticpaneler, hvor kablerne kan samles og føres ud langs foden bagpå.



XD93 leveres med samme type ophæng, som vi så på X90C sidste år, men kan også væghænges med et VESA 30x20 beslag. Det medfølgende beslag er en bøjle, som skrues ned i den lille udposning bagpå skærmen, som så hænges på et specielt vægbeslag, hvorved skærmen kommer helt tæt på væggen. Beslaget medfølger som sagt til XD93-serien, men til de mindre modeller skal det tilkøbes.

Foden har også fået et nyt design, som det jo er kutyme på nye modeller, og den gør ikke meget væsen af sig. De færreste vil nok have ret mange kritikpunkter og skærmen står fint stabilt på trods af, at den nu kun understøttes på midten.

Som det nu er blevet standard, så følger der ikke 3D-briller med i kassen og 3D er da også praktisk taget dødt på hjemmemarkedet. I kassen finder vi nu kun én fjernbetjening og Sony har dermed droppet den touch-betjente version og den vil ikke blive savnet. Stemmestyringen er nu i stedet tilføjet via en knap øverst på fjernbetjeningen.

Overfladen på XD93 er identisk med den vi så på X85C og er dermed ganske reflekterende.


Brugeroplevelse & features

Sony er på anden sæson af deres Android TV, men versioneringen er kun nået til 5.1.1, hvor vi anmeldte version 5.0 sidste år. Lad os se lidt på om der overhovedet er noget nyt…

Styresystem og smart-TV

”Android ligner sig selv"
Sonys 2015-modeller kører på nuværende tidspunkt også Android 5.1.1 og ved opstart af XD93 er der da heller ikke noget anderledes at spore. Android ser ud som det plejer og det betyder også, at app-udbuddet set med en danskers øjne er ganske begrænset. Sony har i denne version af styresystemet valgt at “sideloade” Blockbuster-app’en, hvilket vi også så med TV2 Play-app’en sidste år, men der er altså tale om apps, som ikke decideret er skrevet til Android TV, men blot er lagt på udenom den officielle Google Play butik.

Som nævnt tidligere, så udvander dette den strikse kontrol med Android TV en smule, men det åbner naturligvis også for, at brugeren selv kan eksperimentere med at lægge andre streaming-apps på TV’et.

Det er imidlertid en kende frustrerende at sidde med et styresystem, som på papiret har et kæmpe potentiale, men som stadig brillerer med stort set intet indhold at tilbyde her i Danmark. Heldigvis har TV’et stadig Chromecast indbygget, så indhold kan castes direkte til skærmen, og heldigvis fungerer dette stadig ganske fortrinligt. Tillader man TV’et at tænde via netaktivitet, vil CC altid være tilgængeligt, og TV’et kan startes ved at caste indhold til det.

Af de apps, som TV’et har, finder vi de amerikanske Netflix, Youtube og Google Play Film, hvor sidstnævnte nok er stedet man vil begive sig hen for at leje film online, hvis man ejer et Android TV. Det virker fint - dog uden surround-lyd. Sony tilbyder også deres egen tjeneste, som dog virker langsom og lidt upoleret. Da Sony har et stort bagkatalog af film, som udkommer i 4K HDR i år, så kunne man dog håbe, at deres egen tjeneste ville give adgang til disse film med tiden.

Da Android netop ikke afviger nævneværdigt fra producent til producent og nu heller ikke fra generation til generation, så vil vi ikke gå styresystemet igennem i detaljer, men henviser i stedet til nogle af de øvrige tests vi har foretaget på samme system, såsom Nvidia Shield eller Nexus Player.

TV’et kommer med 8 GB indbygget lagerplads til apps, hvilket i fremtiden er tiltænkt til at kunne udbygges ved tilslutning af en ekstern HDD, men det er pt. ikke understøttet. Til den tid vil det vil dog være op til app-producenten, hvad der kan flyttes fra det interne lager og ud på HDD’en.

En af de ting, som Android virkelig har fået på puklen for det sidste år er stabiliteten. XD93 kører på samme processor som sidste års modeller gjorde og det kan dermed ikke forventes, at TV’et vil afvikle apps hurtigere eller at hastigheden i almindelighed vil være anderledes end sidste år. XD93 føles da også fuldstændigt som 2015-modellerne med samme 5.1.1 version af Android. Siden vi anmeldte X85C og X9005C er der sket en del på stabiliteten og vi oplevede således ikke nogen nedbrud af TV’et i løbet af testen. Ej heller oplevede vi frysninger af brugergrænsefladen i samme omfang som sidste år.

De gange TV’et gik i knæ var, når vi browsede vores arkiv af demomateriale, som omfatter en hel del demoklip i høj opløsning fra USB-enheder. I almindelighed virker det som om, at tilslutningen af en ekstern harddisk (ikke den til optagelse) kan have en negativ påvirkning af TV’ets hastighed, da der konstant læses fra lageret. Vi oplever også stadig, at harddisken tændes og slukkes når TV’et er på standby, så med en mekanisk disk kunne levetid nok godt blive et issue. Der mangler desværre en “afbryd USB enhed”-knap i systemet, så du kan ikke umiddelbart slukke for disken for at frakoble den.

Selve betjeningen af Android har ikke ændret sig det mindste og de betjeningsmæssige finurligheder, som vi tidligere har kommenteret på eksisterer stadig og vi forventer egentlig ikke, at det er noget der arbejdes med. Så at “Back”-knappen ikke altid har samme funktion er nok noget man må vænne sig til. Vores kritik af “Discover” menuen på sidste års modeller er blevet rettet op (dette er en Sony-feature) og der er nu blevet tilføjet adgang til Netflix og de senest sete serier og anbefalinger direkte fra pop-up menuen nederst på skærmen. Opdateringen kom egentlig allerede tilbage i version 5.1, så det er ikke en 2016-feature.

Alt i alt virker Android TV mere stabilt og mindre buggy end sidste år, men det er ikke den samme flydende oplevelse, som du får hvis du åbner LG’s WebOS 3.0 styresystem.

Betjening

Sonys nye fjernbetjening samler stemmestyringen via bluetooth og IR-betjeningen i ét og man har i år ændret plastikkens overflade, så den er blødere og knapperne går nu i ét med overfladen. Samtidigt har Google nok ment, at Netflix ikke skulle være de eneste med en dedikeret knap til online-indhold, så nu findes der også en Google Play knap centralt placeret.

Sony XD93 test


Vi kritiserede sidste år Sony for at lave nogle billige fjernbetjeninger blottet for kvalitetsfølelse og det har Sony svaret igen på i år ved at lave en fjernbetjening, som føles endnu mere billig. Skiftet fra bløde knapper til hårde knapper gør ikke noget godt for fjernbetjeningen, da du nu trykker på selve forsiden af fjernbetjeningen, hvorved du pludselig kan mærke den billige plastic give efter for hvert tryk. Jeg fik ved flere lejligheder huden på de fingre, der holder om fjernbetjeningen i klemme mellem for- og bagsidernes samling, når der blev trykket på knapperne.

Ud over at være dårlig at trykke på, så er fjernbetjeningen også stadig alt for retningsfølsom og skal peges ret præcist på TV’et for at virke. Modtageren TV’et fungerer derimod fint, så hvis du kan finde en anden fjernbetjening - og det anbefaler vi virkelig at du gør - så er TV’et fint i stand til at reagere.

I forhold til sidste år, hvor man måtte forlade sig på at bruge den lille touch-fjernbetjening til stemmestyring, så er dette nu indbygget direkte via en knap i den almindelige fjernbetjening, så således kan forbinde via Bluetooth når det kommer til at sende stemmekommandoer afsted.



I skarp kontrast til den elendige fysiske fjernbetjening står Sonys app til enten mobiltelefon eller tablet, SideView. Især til sidstnævnte er denne app ganske fortrinlig til at navigere i TV-kanalerne, da du via en TV-guide kan vælge kanal eller sætte en optagelse i gang. Du kan dog ikke - som på Panasonics TV - indstille TV’et fra app’en, dvs. indstille farver mv.

Tv-kanaler, optagelse & lyd

TV-guiden og selve navigeringen i TV-øjemed ligner sig selv og har ikke ændret sig siden vi så på X85C sidste år - med undtagelse af tilføjelsen af optagemulighederne. Der er stadig en “TV udvalg”, som nok burde hedde “Udvalgt indhold”, hvor du får præsenteret nogle forslag fra dagens programoversigt, men derudover kan du nu også se en liste over optaget indhold og planlagte optagelser.

Både programoversigt og optaget indhold kan ligeledes kaldes frem via “Discover”-menuen i bunden. TV’et er forsynet med 2 tunere, så der kan optages én kanal og vises en anden, men de to tunere kan ikke bruges til eks. PIP, så man kan se to kanaler samtidigt. Da der kun er ét CI-slot er der heller ikke frit valg på alle hylder når det kommer til hvilke kanaler der kan optages samtidigt med at der ses et andet program, hvis man bruger et dekoderkort i sit TV. TV kan ikke direkte sættes på pause uden manuelt at starte en optagelse, men man skal i 2016 ikke længere vente på en opdatering til TV’ene, som giver adgang til optagefunktionalitet på Sonys TV.



Den tynde profil på XD93 kommer ikke helt uden en pris. Vi så på X90C sidste år, at lyden tog et stort skridt i den gale retning og det samme gentager sig på XD93. Lyden er temmelig dårlig uden nogen bund og fylde. Med mindre man er en meget ukritisk lytter, så bør man som minimum overveje køb af en soundbar - også til dagligt brug. XD93 placerer sig i den lave ende af skalaen, når det kommer til indbygget lyd.

Kalibrering

Sony har tilføjet en række billedprofiler på deres TV, hvor de tre mest brugbare nok er Biograf (findes i både Prof og Hjem), HDR, og Spilprofilen. Biograf Hjem er som standard lidt lysere end Biograf Prof og de to kan med fordel bruges til at veksle mellem indstillinger beregnet til hhv. lyse og mørke omgivelser.

Standardindstillingerne hos Sony er stadig noget bras, men det er naturligvis ikke anderledes end hos alle andre. Der er en overrepræsentation af blå, som giver et alt for koldt billede og der er alt for mange “billedforbedrende” kredsløb aktiveret, som ødelægger billedkvaliteten i bred forstand.

Langt bedre går det når man skifter til Biograf Prof indstillingen, som godt nok rammer lidt højt på gammakurven (omkring de 2.4), men trods alt holder farveafvigelsen under en dE på 3 på hele skalaen. Med lidt tweaks af hhv. den høje og lave ende af gråtoneskalaen (blot med 2-trins RGB justeringerne) rammer vi en dE under 0.5 og en gamma lidt tættere på de 2.2 vi sigter efter her på siden. Et ganske overbevisende resultatet.



Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.

Målinger Out-of-boxKalibreret
Sortniveau0.029 cd/m20.036 cd/m2
Lysstyrke371 cd/m2 120 cd/m2
Kontrast12.793:13.334:1
Max lysstyrke (HDR)923 cd/m2923 cd/m2
Input lag65 ms36 ms (Game Mode)

StrømforbrugOut-of-box Kalibreret
Til180 W95 W
Standby0.3 W-

TidsmålingerTid
Opstart (indtil responsiv)9 s
Opstart (indtil billedet vises)7 s
Netflix app opstart5 s
Youtube app opstart3 s
Blockbuster app opstart11 s

VideofilSpecs Status
Dubai 4K4K (3840x2160 pixels) – 23.976fps – 10 bit colors - BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – 51.4 Mbps bitrate – HEVC - .ts fileVirker
Big Buck Bunny HD (.ts version) HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 2.5 Mbps bitrate – 60fps - HEVC - .ts fileVirker
Big Buck Bunny HD HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 60fps - 2.2 Mbps bitrate – HEVC - .mkv fileVirker
Spreed HD HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 29.970fps – 0.9 Mbps bitrate – HEVC - .mkv fileVirker
Jellyfish HD HD (192x1080 pixels) – 8 bit colors – BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – 98.3 Mbps bitrate – AVC - .mkv fileVirker
LG Arctique 4K 4K (3840x2160 pixels) – 8 bit colors – YUV color space – 4:2:0 subsampling – 50.0 Mbps bitrate – 29.970fps - AVC - .mp4 fileVirker

GruppeIndstillingVærdi
 ProfilBiograf Prof
Lys Lys30
Kontrast90
Gamma-1
Sortniveau50
Automatisk lokal nedtoningMellem
Avanceret kontrastforbedringFra
X-tended dynamic rangeTil(ved HDR)/Fra
FarvemætningFarvemætning50
Hvidbalance50
FarvetemperaturEkspert 1
FarvespektrumAuto
Levende farverFra (sæt til "Høj" ved HDR)
Avanc. Farvetemperatur Rødjustering-5
Grønjustering-3
Blåjustering-5
Rød bias-2
Grøn bias1
Blå bias-1
Klarhed Skarphed50
Reality creationManuel
Opløsning20
Mastered in 4KTil
Reduktion af tilfældig støjFra
 Reduktion af digital støjFra
Bevægelse MotionFlowTydelig
 FilmtilstandFra

Vær OBS på, at XD93 har lokal dimming, som kan aktiveres i 3 trin; Lav, Mellem og Høj. TV’et har dog relativt få zoner at gøre med (32 stk), så man bør forsøge sig frem og vælge den indstilling der passer bedst til eget temperament. Læs med herunder for at se fordele og ulemper ved systemet.

Vi har i det ovenstående deaktiveret sensoren, der overvåger omgivelsernes lysstyrke. Man kan med fordel aktivere dette, hvis man har en stue, som har meget vekslende lysforhold, da TV’et da vil tilpasse lysstyrken til mængden af lys i rummet. Alternativt kan man benytte Biograf Prof og Hjem til hhv. aften og dag.

Vi foretrækker MotionFlow på “Tydelig”, som giver den bedste bevægelsesopløsning uden at tilføje nævneværdig soap-opera-effekt, men denne indstilling stjæler også en ganske betydelig mængde lys fra skærmen. Især ved HDR-materiale kan man med fordel skifte til “Bruger”-indstillingen for at få fuldt gavn af det meget lysstærke panel.

Sony XD93 test


Billedkvalitet

Sony XD93 kan bryste sig af, at understøtte HDR i fuldt flor, dvs. den er i stand til at levere mere end 1.000 cd/m2 lysstyrke og den understøtter næsten hele DCI-farverummet. Skærmen har desværre et begrænset antal zoner i den lokale dimming af baglyset (32 stk), hvilket ikke giver den fulde effekt ved HDR materiale.

Vi havde under testen adgang til lidt forskellige film i 4K HDR format - ikke at forveksle med den relativt uimponerende Marco Polo du kan finde på Netflix - og her er det tydeligt, hvad HDR og et udvidet farverum kan gøre for filmoplevelsen. Med fuldt knald på højlyset og et panel, som næsten er i stand til at vise Coca Cola-rød, så får film pludselig nyt liv.



4K er i sig selv ikke garant for god billedkvalitet, så selv i høj opløsning, så kan grynede optagelser ikke gøres perfekte, men HDR og DCI tilføjer et lag, som går ud over opløsning og giver filmene en ekstra dimension. Desværre så skæmmes oplevelsen lidt af, at den lokale dimming ikke kan styres lokalt nok til at oplyse mindre portioner af skærmen og dermed vil top og bund af eks. sorte bjælker også blive påvirket af ændringer i lyset i de områder som ligger nederst og øverst på skærmen.

For at få HDR til at spille på Sonys TV skal man dog huske at ændre HDMI-portenes indstillinger til “HDMI Udvidet”, hvorefter der kan modtages 10 bit signaler, hvilket muliggør HDR. Ved brug af Netflix skal der ikke indstilles noget. Her detekterer skærmen selv HDR-indhold og skifter til HDR-profilen, hvor lysstyrken og kontrasten er fastlåst.

Det er dog muligt, at justere på RGB-håndtagene, men da vi pt. ikke har mulighed for at trigge HDR-mode med vores måleprogram, så kan vi ikke få vist de nødvendige testmønstre korrekt, så HDR-kalibrering må vente. Så længe branchen ikke er 100% enig om en standard, så vil vi dog heller ikke spilde for meget tid, men blot observere, at de indstillinger vi nåede frem til i Biograf Prof profilen giver en naturlig gengivelse i HDR-profilen også. Hvor “Levende farver” er katastrofal at rode med i Biograf Prof profilen, så bør man justere den når der ses HDR-indhold.

Heldigvis følger indstillingen profilen, så man ikke skal justere frem og tilbage afhængigt af kilde. En kuriositet er dog, at du ikke kan slå HDR fra hvis du ser på indhold fra Netflix, så på Marco Polo kan du således ikke selv vælge hvilken profil du vil bruge, og ej heller undlade at vise serien i HDR, hvis du nu er træt af effekten.

Billedserien herunder viser to scener fra samme video vist som henholdsvis SDR og HDR (begge 4K). Det er naturligvis ikke muligt at fange HDR med vores kamera og ligeledes er det ikke muligt for dig som læser at få vist et HDR-billede på din skærm, så billederne skal blot forsøge at illustrere den forskel der opnås ved at gå til HDR, hvilket måske kan fornemmes i farver og højlys på de to billeder.



XD93 klarer SD og HD kilder med samme overbevisning, som vi så sidste år og TV’et døjer ikke med problemer med bevægelse i form af micro-stutter eller hakken i billedet. Som nævnt, så er især MotionFlow profilen “Tydelig” effektiv til at gengive bevægelse med høj opløsning og minimale artefakter, dog på bekostning af lysstyrken pga. scanning backlight. 1080p24 håndteres også korrekt via HDMI.

I sjældne tilfælde oplevede vi, at cadensen ikke blev låst korrekt på interlacet TV-signaler, såsom rullebjælker, men generelt blev alt materiale gengivet overbevisende. Vær dog stadig opmærksom på, at SD-materiale ikke på magisk vis bliver skarpt og lækkert af, at blive blæst op på et 4K TV i 65”, så hvis dine yndlingsprogrammer sendes på TV2 Fri eller Charlie, så vil XD93 IKKE gøre underværker for dig.

Flere af vore brugere har klaget over vertikal banding på sidste års modeller, hvilket især er synligt på eks. fodboldbaner når der panoreres. På XD93 er denne effekt stærkt reduceret og vi var på intet tidspunkt generet af fænomenet.



Vi ved, at andre har haft blandede oplevelser med input lag på denne model, og at de sågar har haft problemer med at måle det, men vores eget eksemplar af Leo Bodnar inputlag måleren havde ingen problemer med at måle et ganske hæderligt lag på 36 ms i spilprofilen, hvilket betyder, at XD93 er en ganske habil makker til spilkonsollen. Med Biograf profilen aktiveret steg dette tal til godt 65 ms, hvilket er lige i overkanten til spilbrug.

XD93 benytter sig af det såkaldte Slim Backlight Drive, som egentlig blot er et sidebelyst LED panel med lokal dimming. Hvor vi sidste år så flere modeller med direct LED, så betyder skiftet til sidebelyst LED dog typisk, at man kommer til at risikere en mere inhomogen baggrundsbelysning. Og det er bestemt også tilfældet på XD93.

Der er ret tydelige lyse plamager til stede især i hjørnerne af TV’et, og selv med den lokale dimming aktiveret, så kan TV’et ikke altid selv kompensere for dette. hvis indholdet på skærmen dækker over de yderste zoner. Ved visning af HDR indhold vil denne bleeding ofte bliver “overdøvet” af den enorme lysmængde, man bombarderes med, men i helt mørke scener vil man opleve bleeding fra tid til anden. Med den adaptive baggrundsbelysning aktiveret, så vil man også opleve, at skærmen lyser op, når eksempelvis undertekster vises, hvilket giver et “lys-pop”, der er ret tydeligt i scener, hvor billedet ikke skifter, men hvor der pludselig vises undertekster. Den eneste måde, at undgå dette er ved at deaktivere den adaptive baggrundsbelysning, hvilket så desværre introducerer inhomogenitet i lysfordelingen (clouding).

En anden effekt, som også blev kritiseret i vores anmeldelse af X85C sidste år, var nogle mystiske lyse sider på TV’et, som var synlige i visse situationer. Disse er heldigvis pist væk på XD93, hvilket er positivt at se. Der er dog i stedet nogle lidt mørke sider at spotte (vignetting), hvilket dog i praksis ikke var specielt synligt.



XD93 benytter sig af et VA-panel, som er kendetegnet ved et fornuftigt kontrastforhold, men reducerede betragtningsvinkler. Vi ser da også, at betragtningsvinklerne er begrænsede, og at man ikke skal bevæge sig ret langt væk fra midten af skærmen før farverne begynder at ændre sig. Inhomogen lysfordeling har desværre også en tendens til at blive mere tydelig, når man ændre betragtningsvinklen, så der er to gange negativ effekt at finde dér. Til gengæld er sortniveauet ganske godt.

Vi testede ikke 3D.



Konklusion

Sony XD93 minder på mange måder om sidste års X85C, frem for en storebror til samme. Vi ser samme features, dog med et nyt panel med semi-lokal dimming, der ellers byder på en række af de samme karakteristika som X85C. Prisen passer også ca. med X85C’s lanceringspris sidste år.

På flere punkter skiller XD93 sig positivt ud, hvor vi nu har fået en bedre HDR-understøttelse, korrektion af de lyse sider, som vi så på X85C samt semi-lokal dimming. Vi har desværre også fået genintroduceret clouding, som bedst bekæmpes ved at lade baggrundsbelysningen skrue op og ned for lysstyrken lokalt. Som på andre TV vi har anmeldt, så vil aktivering en adaptiv baggrundsbelysning, dog også medføre, at billedet skifter i lysstyrke, hvis der eks. vises undertekster.

På feature-siden har vi fået en tyndere profil, som dog desværre har resulteret i en ret dårlig lyd, og vi har fået en ny fjernbetjening, som - i vores øjne - er et tilbageskridt fra en i forvejen ringe udgave.

Med hensyn til Android er der ikke meget nyt under solen. Styresystemet virker mere stabilt end det gjorde da vi sidst så på Sonys modeller, og de features, som manglede ved introduktion i 2015 er nu omsider med på 2016-modellerne. Der er dog ikke kommet en kraftigere hardware i TV’ene, så de forbedringer vi ser på hastigheden skyldes ren software-opgradering. På samme måde, så mangler de danske apps også stadig i stor stil på styresystemet, hvilket kun delvist reddes af den indbyggede Chromecast-funktionalitet. Android er dermed endnu ikke helt det vi havde håbet på.

Billedmæssigt ligger Sony stadig med i front, med et af de bedste motion-systemer, som formår at vise skarpe billeder ved bevægelse uden at introducere for mange artefakter. Ligeledes håndteres 4K, Fuld HD og SD signaler godt, og med sit lave input-lag i spilprofilen er TV’et en alsidigt makker i langt de fleste situationer. TVet er relativt enkelt at indstille til at gengive farver korrekt, men med indtoget af HDR savner vi lidt muligheden for at sige “Nej tak” til HDR i eks. Netflix. XD93 er generelt i stand til at gengive pæn HDR, dog stadig noget handicappet af den begrænsede lokale styring af lyset.

Alt i alt vinder XD93 over sidste års X85C model på flere punkter rent billedmæssigt, med undtagelse af lyshomogeniteten, og på featuresiden vinder den lidt på gyngerne (designet, bedre stikplacering, optagefunktion), men sætter noget af gevinsten til igen på karrusellerne (lyden og fjernbetjeningen). Introduktionsprisen taget i betragtning giver vi dermed XD93 samme anbefaling med på vejen, som sidste år og vi forudser, at XD93 bliver den mest populære model fra Sonys 4K line-up i år. Vi kvitterer med en Top-Anbefaling.

55"
65"

God billedkvalitet og bevægelseshåndtering
HDR og DCI understøttelse
Slankt design og medfølgende vægbeslag
Fornuftigt inputlag
Indbygget Chromecast


Out-of-box billedindstillinger
Clouding
"Lokal dimming" er meget lidt lokal
Dårlig lyd
Dårlig fjernbetjening
Android mangler stadig danske apps i stor stil


Nærmeste konkurrenter





Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |