Forhandlingerne omkring den nye filmaftale er undervejs. Filmbranchen er blevet beskyldt for grov tal-manipulation og Zentropa har politianmeldt teleudbyderne for hæleri. Sideløbende har politikerne demonstreret deres ofte manglende føling med omverdenen ved at foreslå helt andre afgifter. Men demokratiet har allerede talt.
YouSee lancerer i dag YouSee Play som kabel-tv 2.0 med adgang til tv-kanaler, film, tv-serier og funktioner såsom StartForfra. Vi har prøvet YouSee Play og her er vores oplevelser. Er dette kabel-tv 2.0?
Vi spurgte ind til danskernes oplevelser med fladskærms-tv, reklamationer og præferencer. Her er de svar som vi fik fra omkring 1200 husstande og baseret på 4300 tv-skærme.
Opdateres løbende. Tilbudsjagten er et simpelt koncept. Hver uge finder vi de bedste tilbud på fladskærms-tv og tilbehør i samarbejde med jer brugere. Alle tilbuddene samles her i Tilbudsjagten. Vær med!
Nu med mediebokse. Se vores liste over officielle anbefalinger af både TV og monitors. Listen opdateres løbende. Opdateret: 3. oktober 2014.
FlatpanelsHD
Her er du: Startside - Tests

Panasonic DT50 test - FlatpanelsDK

Panasonic DT50 test
Panasonic DT50 test


Af Rasmus Larsen (@flatpanelsdk)
17 Apr 2012


Panasonic DT50 test

DT50 er en del af Panasonics nye 2012 modelportefølje. Med sit slanke design og den ultratynde ramme, håber Panasonic på at udfordre de sydkoreanske producenter og deres LED-modeller. DT50 mangler dual-core processoren, som findes i flagskibet WT50, men derudover så byder DT50 på Panasonics mest avancerede billedsystemer, Smart Viera-platformen og aktiv 3D.

Men hvor god er Panasonics første store LED-model? Er DT50 en værdig udfordrer til LG, Samsung og Sonys mest konkurrencedygtige fladskærme prisklasse? Og kan Panasonic overføre deres ekspertise fra deres succesfulde plasma-Tv til de nye LED-modeller? Det - og meget mere - vil FlatpanelsDK undersøge.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online.

This review in English: Panasonic DT50 review


Størrelse: 47" widescreen
Opløsning: 1920x1080
Responstid: -
Kontrastforhold: -
Lysstyrke: -
Betragtningsvinkler (H/V): 178/178
Paneltype: LCD-panel med kant LED
Vægmontering:
Drejefod:
Størrelse (HxBxD): 63.1cm x 106.7cm x 2.7cm (uden fod)
Vægt 13,0 kg
Indbyggede højttalere:
Indgange
VGA
DVI (kan konverteres gennem HDMI)
Audio (type) (Audio ind/ud)
SCART
S-video
Komposit
Komponent
HDMI (4 indgange, 1 HDMI 1.4)
Udgange
Audio (type) (1 hovedtelefonudgang)
S/PDIF (optisk)
Tunere
Analog
DVB-T
DVB-T2
DVB-C
DVB-S2

Pris og forhandler:

47"55"

Sammenlign Panasonic produkter som Panasonic TX-L47DT50YY hos PriceRunner.


De første indtryk

Panasonic DT50 er et meget elegant Tv og er ulig noget, som vi hidtil har set fra den japanske producent. Aluminiumsrammen er slank og selve Tv’et er blot få centimeter i dybden. Under rammen har Panasonic monteret en gennemsigtig plastiklinje, der viser Panasonics logo midt på. Det endelige resultat er meget nydeligt.

Panasonic DT50 test
Panasonic DT50 test


Foden er fremstillet i metal. Den har et eksklusivt udseende og føles robust. Den giver samtidig brugeren muligheden for at dreje Tv’et til begge sider.

Panasonic DT50 test
Panasonic DT50 test


Alle indgangsstik peger enten nedad eller til siden, hvilket er praktisk, hvis du vil vægmontere Tv’et.

Panasonic DT50 test
Panasonic DT50 test


Forud for testen

Tv signalet er gennem testen digitalt parabol-Tv (DVB-S) fra Canal Digital, hvor vi også tester med Canal Digitals udvalg af HDTV kanaler, samt analogt og digitalt antenne-Tv (DVB-T) med de frit tilgængelige kanaler.

Der testes blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.

Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.

Sony PlayStation 3 benyttes som Blu-Ray afspiller.

Funktionalitet

Tv-producenter synes gang på gang at negligere betydningen af fjernbetjeningen, og Panasonic har også holdt deres fjernbetjening stort set uændret gennem årene. Den som medfølger til DT50 er dybest set den samme som sidste års model; blot med en blank overglade. Efter min mening er den ikke særlig brugervenlig, og plastikhuset føles billigt. Knapperne er store, hvilket er et plus, men organiseringen af knapperne synes forvirrende; primært fordi der er alt for mange.

Panasonic DT50 test
Panasonic DT50 test


Panasonic DT50 har samme Smart Viera platform, som findes i den billigere ET5 modelserie, som vi testede for nogle uger siden. Panasonic har introduceret et par forbedringer i forhold til 2011-modellerne, men platformen ser i store træk identisk ud. App-butikken udvides løbende, men desværre ikke i det tempo vi kunne håbe på. I Europa, og i særdeleshed Danmark, er udvalget af apps ikke ophidsende.

Panasonic har valgt ikke at inkludere dual-core processor i DT50, hvilket betyder, at Panasonic DT50 stort set byder på samme funktionalitet som den billigere ET5 model. Jeg foreslår derfor også, at du læser Funktionalitets-afsnittet fra ET5 testen for lidt flere indtryk af Smart Viera, USB-optagelsesfunktionen og DLNA.

Panasonic DT50 test
Panasonic DT50 test


Jeg har imidlertid et par andre nyheder at tilføje. Panasonic har netop frigivet deres nye Viera Remote-app til Android og iOS - og vi har haft en prøveversion gennem lidt tid for at afprøve funktionaliteten. Det er en interessant app, der både udvider funktionaliteten og sikrer en tættere integration med smartphones og tablets.

Appen giver brugeren mulighed for at:
  • ”Skubbe” video, fotos, musik og hjemmesider fra en smartphone/tablet over på Tv-skærmen
  • ”Trække” Tv-kanaler fra Tv’et over på smartphone/tablet-skærmen (kun på dualcore modellerne; WT50, VT50 og GT50)
  • Se optagelser fra USB-harddisken tilsluttet til Tv'et på en smartphone/tablet (kun på dualcore modellerne; WT50, VT50 og GT50)
  • Mulighed for at fungere som fjernbetjening til Tv'et

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    App’en fungerer ganske fint i praksis. Du kan altid føre - for eksempel - billeder eller video fra din smartphone op på Tv-skærmen, uanset hvad du ser på Tv’et. Det samme gælder for hjemmesider – og det virker. Bare skub op med fingeren, og give Tv-skærmen 1-2 sekunder.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Den store udfordring er imidlertid, at hvis du vil have adgang til alle disse funktioner, skal du gøre det fra Viera Remote-app’en. Hvis du blot kigger på et billede fra dit billedgalleri eller finder en hjemmeside via din internetbrowser i telefonen, er muligheden for at ”skubbe” indholdet over på Tv-skærmen ikke til stede. Det skal ske inde fra Viera Remote-app’en. Det er en klar begrænsning fordi man sjældent surfer på hjemmesider på den måde. Det skyldes naturligvis, at Panasonic ikke har direkte kontrol over Android eller iOS-styresystemerne. App’en har også et par andre irritationsmomenter. Vil man eksempelvis se sine billeder eller videoer, sorteres de på telefonens skærm som én lang liste. Jeg har selv 600-700 billeder liggende, så det er en nærmest endeløs liste, der er meget uoverskuelig. Mappestrukturerne som jeg har i selve billedgalleriet på min smartphone går ikke igen inde i Panasonics app.

    Funktionen til at "trække" Tv-kanaler fra Tv’et over på en smartphone/tablet-skærmen er ikke aktiv på DT50 pga. den manglende dualcore processor. Den må vi vente med at undersøge til vi modtager Panasonic GT50 eller VT50 plasma-modellerne.

    Nedenfor ser du ”Game Remote”, som også findes i app’en. Den kan bruges sammen med spil hentet ned via Panasonics App Store.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    App’en indeholder også en fjernbetjeningsfunktion, men den er stadig ikke hvad vi havde håbet på. I stedet for at nytænke fjernbetjening af et Tv, har Panasonic basalt set blot flyttet knapperne fra deres fysiske fjernbetjening over på smartphone/tablet-skærmen. En fin detalje ville have været en slags interaktiv EPG (elektronisk programguide), der gav overblik over Tv-udsendelser direkte på en smartphone/tablet – samt muligheden for at f.eks. optage kommende eller få påmindelser. Indtil videre er det dog et ønske til de kommende versioner.

    Download app’en til Apple iOS og Google Android.

    Strømforbrug

    Sammenlign strømforbrug på fladskærms-Tv og monitors i vores interaktive strømforbrugs-applet her.


    Standby 0.0 W 0.0 W
    SD+HD 63 W 59 W
    3D 77 W 77 W


    Efter kalibrering blev strømforbruget målt til 59 W, hvilket er typisk for et nyere edge LED-baseret LCD-TV.

    Kalibrering af Panasonic DT50

    Herunder kan du se en måling af billedgengivelsen på Panasonic DT50 med skærmens standardindstillinger og uden Eco-funktionen aktiveret.

    Panasonic DT50 test


    For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

    Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

  • Skærmens standardindstillinger er mildest talt forfærdelige. Som grafen ovenfor foreslår, så byder DT50 på nogle ret ekstreme afvigelser i farverne, simpelthen fordi Panasonic har skubbet markant til gamma-kurven. Farvetemperaturen måles også til 9716 Kelvin, hvilket er alt for højt, og derfor gør billedet blåligt og koldt.

    Indstillingen, som i menuen hedder "Levende farver", er aktiveret som standard, og det er en af skurkene. I modsætning til hvad navnet antyder, har funktionen en tendens til nogen gange at gøre farver – f.eks. gul og pastelfarver – kedelige og matte. Andre gange bliver farverne kraftigt overmættede, når funktionen automatisk forsøger at ”optimere” farverne. Disse dynamiske billedforbedringssystemer er ofte kilde til mange af de ting vi kritiserer, og for DT50’s vedkommende er det årsagen til at standardindstillingerne er frustrerende dårlige.

    Jeg hurtigt videre og skiftede nu til True Cinema-profilen. Herunder ses den nye måling.

    Panasonic DT50 test


    Cinema-profilen er meget bedre, men stadig ikke i den klasse, som vi er vant til fra Panasonics plasma-Tv. Billedet er nu lidt for rød-tonet og Panasonic holder sig heller ikke hel til en gamma-kurve på 2,2. Derfor forekommer der også fortsat visse farveafvigelser, som grafen til højre viser. Billedet er desuden også lidt for grønligt.

    Lysstyrken er for høj, men det er nemt at justere via indstillingen i menuen – eller simpelthen blot ved at aktivere den automatisk lyssensor i skærmen (Eco-funktionen).

    Jeg foretog nu en kalibrering af Panasonic DT50. Herunder ses mit resultat.

    Panasonic DT50 test


    Efter kalibrering lykkedes det at opnå et relativ fint resultat, men DT50 insisterer på at skubbe lidt til farverne, så de fremstår for intense i de lyseste nuancer. Det er ikke et stort problem, men det opstår fordi Panasonic ikke holder sig til en gamma-kurve på 2.2. Vi oplevede det samme på ET5 modellen.

    Nedenfor er mine kalibrerede indstillinger.


    Billedprofil: Professional1
    Contrast 32
    Brightness -1
    Colour: 30
    Sharpness: 3
    Eco Til/Fra
    Vivid color Fra
    P-NR Fra
    Intelligent Frame Creation Fra
    Gamma 2.2
    16:9 Overscan Fra
    R-Gain 2
    G-Gain -4
    B-Gain 4
    R-Cutoff 0
    G-Cutoff -1
    B-Cutoff 1


    Bemærk: Visse indstillingsmuligheder er ikke synlige før ”ISFccc” aktiveres. Eco-funktionen er angivet som Til/Fra i tabellen, fordi det afhænger af dit behov. Eco er den automatiske lysstyrke-justering, der justerer lyset på skærmen i forhold til lyset i omgivelserne. Det er en praktisk indstilling, hvis du ser Tv i både dagstimerne og aftentimerne, og her anbefales det at have den aktiveret. Ser du udelukkende Tv i et lysmæssigt afdæmpet rum, kan du nemt slå den fra.

    Billedkvalitet på Panasonic DT50

    I dette afsnit vil jeg gennemgå billedkvaliteten med de kalibrerede indstillinger.

    Panasonic DT50 anvender en blank overfladebelægning på panelet, som tjener ét hovedformål. Det er designet primært til at forbedre oplevelsen af de mørke farver i dagstimerne, så billeder fremstår intense. Det fungerer. Billeder på DT50 ser levende og intense ud i dagstimerne, men den blanke overflade introducerer også en del refleksioner. Overfladebelægningen er i øvrigt meget lig den, som Samsung har anvendt på deres LED-modeller gennem et par år nu.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Farvernes nøjagtighed blev undersøgt i kalibreringsafsnittet, men farvenuanceringen er lige så vigtig. Vi undersøger farvenuanceringen vha. gradienter med en flydende overgang mellem to farver. Ideelt set bør farveovergangen være helt jævn, uden ”bånd”. Panasonic DT50 har dog visse problemer med at skelne alle farvenuancerne i de mørke og semi-mørke områder. Vores gradienter afslørede dette ved netop at vise ”bånd”, hvilket kan oversættes til at ikke alle farver skelnes perfekt. Vi har set bedre farvegengivelse fra LCD-TV gennem tiden, men resultatet var dog acceptabelt.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Panasonic har masser af ekspertise på Tv-området, og selv om de først for nylig er begyndt at konkurrence med de andre producenter på store LED-modeller, så er det tydeligt, at Panasonics billedsystemer er kapable. DT50 leverer god SD-billedkvalitet med en høj grad af detaljerigdom og med god gengivelse af bevægelse. Den blanke overfladebelægning på panelet tilføjer også intensitet i billedet i løbet af dagstimerne; noget som Panasonics plasma-Tv jo ofte kritiseres for at mangle. Omvendt bemærker vi dog lidt matte billeder, når Tv’et gengiver mørke film og spil-scener i aftentimerne, pga. en svag gengivelse af de allermørkeste nuancer.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Vi bemærkede, at DT50 ikke længere kæmper med det ”udtværingsproblem”, som prægede sidste års DT30 model. DT30 havde tendens til at udtvære detaljer i visse situationer; oftest synligt i ansigter. DT50 har ikke dette problem. DT50 har imidlertid stadig problemer med farvegengivelsen. Som nævnt i forbindelse med anmeldelser af sidste års modeller (og i kalibreringsafsnittet i denne test) har Panasonic valgt at bevæge sig ned af samme af samme sti, som de fleste andre LCD-TV producenter. I stedet for at stræbe efter god farvegengivelse og korrekt billedgengivelse konkurreres der på at præsentere de mest levende og imponerende farver. Det er en skam. Problemet havde været til at overse, hvis det var fordi Panasonic gav mulighed for at opnå dette med f.eks. en THX eller Biograf-profil, men selv True Cinema-profilen på DT50 er ikke specielt imponerende (vi nåede dog et acceptabelt resultat efter kalibrering). Vi ved fra erfaring, at man brugere foretrækker de lidt overmættede farver, men for DT50’s vedkommende betyder det blot, at den blender ind i mængden, fremfor at skille sig ud. Det gør, at den nærmere ligner konkurrenternes LED-modeller end Panasonics egne plasma-Tv.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    HD-billeder præsenteres med en høj detaljegrad og selv levende billeder – f.eks. sport og actionspil - gengives uden markant tab af detaljer. Både HD-spil og HD-film er imponerende på skærmen, men vi havde foretrukket en lidt mere præcis farvegengivelse. På trods af det faktum, må vi dog sige, at Panasonic har bevæget sig fremad med deres LED-modeller, der i år kommer tættere på rivalernes end vi har set hidtil.

    Jeg gik videre til at at undersøge responstiden lidt nærmere, og kørte skærmen igennem de sædvanlige stresstests, samt flere spil. DT50 har meget beskeden sløring på hurtige bevægelser og intet overdrive slør. Og på trods af, at DT50 ikke kommer op på siden af Panasonics plasma-Tv, så er det blandt toppen af kant-LED baserede LCD-TV, hvad angår responstid og gengivelse af hurtige bevægelser.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Input lag blev målt til 28-32 ms, hvilket er gennemsnitligt for et LCD-TV:

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Nedenfor har jeg målt sortniveau og kontrast.

    Sortniveau 0.17 cd/m2 0.15 cd/m2
    Lysstyrke 151 cd/m2 117 cd/m2
    Kontrastforhold 888:1 780:1
    Kontrastforhold +/- 50


    Efter kalibrering blev sortniveau målt til 0,15 cd/m2, hvilket ikke er usædvanligt på fladskærme med IPS-panel, men dog noget under de bedst præsterende IPS-modeller. Vi oplever godt nok en markant forbedring i forhold til sidste års DT30 model fra Panasonic, men sammenlignet med LCD-TV med VA-paneler, såsom dem fra Samsung og Sharp, så er DT50 markant bagud på dette område.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Shadow detail er fornuftig efter kalibrering. Kun de 2-3 mørkeste nuancer af grå er svære at skelne fra helt sort. Det skyldes de mindre afvigelser i gammakurven, som vi aldrig var i stand til at justere væk i forbindelse med vores kalibrering.

    Nedenfor har jeg undersøgt Panasonic DT50 i et mørkelagt rum, for at se om der er tendens til ujævn fordeling af lyset; ofte kaldet clouding eller backlight bleeding.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Vores eksemplar af DT50 havde lidt lysgennemfald i nederste venstre hjørne, men ikke noget, som ikke er set på Edge LED-fladskærme før. Det er helt klart synligt i et mørkt rum, men i løbet af dagstimerne bemærkedes det sjældent.

    3D-billedkvalitet på Panasonic DT50

    I denne test vil jeg undersøge 3D dybde, 3D billedkvalitet, 3D crosstalk og endeligt inkludere en lille sammenligning med nogle af de andre 3DTV på markedet.

    Panasonic har i dag nogle af de bedste 3D-plasma-Tv på markedet, og de har også for nylig introduceret deres første passive 3DTV med ET5-modellen. DT50 er derimod en aktiv 3D-skærm, ligesom Panasonics plasma-Tv, og kræver derfor også de dyre 3D-briller. I Danmark kommer de som ekstraudstyr, og er således ikke inkluderet i kassen.

    Da vi sidste år testede DT30, som er forgængeren til DT50, fandt vi, at Panasonic havde reduceret problemerne med crosstalk til et meget lavt niveau. Det samme gælder for DT50. DT50 er ikke crosstalk-fri, men ligger i den gode ende blandt LCD/LED-modeller. Både spil og film kan være ganske fornøjelige i 3D, men i visse sekvenser i spil, opstod crosstalk dog. DT50 byder således ikke på de store forbedringer i forhold til sidste års DT30-model.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Lysstyrken på skærmen er høj og kompenserer derved for det tab af lysstyrke, der forårsages af 3D-brillerne. 3D-brillerne har dog stadig en tendens til at flimre – især i dagstimerne – og det kan være forstyrrende for både oplevelsen og øjnene.

    Skal jeg opsummere, så må jeg sige, at min konklusion på 3D forbliver uændret. Jeg mener fortsat, at passiv 3D er den bedste – og mest behagelige – løsning til LCD/LED-modeller, og at aktiv 3D giver mest mening på plasma-Tv på grund af den hurtigere responstid, og dermed lavere det lavere niveau af crosstalk. DT50 er på ingen måde en dårlig 3D-skærm, men den tilbyder ikke samme behagelige og lettilgængelige løsning, som det passive 3D system tilbyder, på f.eks. Panasonic ET5.

    PC og mediecenter

    Hvis du ønsker 1:1 pixelmapping skal du sende en 1920x1080 opløsning fra dit mediecenter/PC og vælge "16:9"-skærmformatet.

    Betragtningsvinkler

    Betragtningsvinklerne er brede ligesom på andre typiske IPS-baserede TV. Fra de mest yderlige vinkler mister farverne en smule intensitet, men vi oplever ikke betragtningsvinklerne som et reelt problem på DT50. Fra de fleste vinkler gengiver Tv’et ganske uproblematisk stort set alle farver.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Tv’et kæmper dog med kontrasten. Bemærk nedenfor, hvordan billedet bliver tydeligt gråligt, når der fremvises en helt sort farve.

    Panasonic DT50 test
    Panasonic DT50 test


    Lyden

    Vi sætter aldrig næsen op efter noget særligt, når tynde LED-modeller og højttalere nævnes i samme sætning. Vi hørte dog allerede tilbage i februar, højttalerne i Panasonics nye LED-modeller - og blev positivt overraskede. Vi kan nu bekræfte, at der rent faktisk er noget om snakken. Højttalerne er naturligvis ikke fantastiske efter nogen måleenheder, men sammenlignet med det typiske, slanke Tv i dag, så har Panasonic taget lydkvaliteten et par trin op. Specielt bassen og mellemtonerne er mere intense og troværdige, og således formår Panasonic at rette op på et af de største kritikpunkter i moderne Tv. Giv DT50 et lyt; jeg tror også du vil blive overrasket.

    Til film, spil og musik anbefales dog fortsat separate højttalere.

    Konklusion

    Panasonics Smart Viera-platform er stort set uændret sammenlignet med sidste års modeller, men Panasonic har dog udvidet mulighederne med den nye app til iOS og Android smartphones og tablets. Den fulde funktionalitet i app’en virker kun sammen med dual-core modellerne af Panasonics nye Tv (hvilket DT50 ikke hører under), men der er dog mulighed for at ”skubbe” billeder, video, musik og hjemmesider fra en smartphone/tablet-skærm over på Tv-skærmen. Det virker fornemt, men kræver dog, at man tilgår sit medieindhold og hjemmesider inde fra Panasonics Viera Remote-app på en smartphone/tablet. Det er en begrænsning, men med den nye app har Panasonic helt bestemt knyttet tættere bånd med husets andre ”smarte” enheder.

    Når det kommer til billedkvalitet, så kan DT50 til forveksling ligne et af sine koreanske konkurrenters Tv. DT50 føles mere som et moderne ”LED-TV” – og hvad det medfører på godt og ondt – end Panasonic plasma-TV. Det er der naturligvis ikke noget odiøst i, men vi havde dog håbet på, at Panasonic have fokuseret mere på korrekt billedkvalitet og farvegengivelse, ligesom de gør med deres plasma-modeller. Om man så vil kalde det for en "velkommen diversificering” eller "en uklar Tv-strategi", må være op til den enkelte at vurdere. Med denne præmis in mente, så formår DT50 dog ikke for alvor at sætte sig over konkurrenternes LED-modeller på baggrund af de overmættede (undermættede til tider) farver og en svag gengivelse af den sorte farve. På den anden side skal DT50 dog roses for sin hurtige responstid, brede betragtningsvinkler, lave niveau af crosstalk for et LCD-TV samt højde detaljerigdom i SD og HD-billeder.

    Når der afslutningsvis skal opsummeres, kan Panasonic DT50 bedst af alt beskrives som et moderne ”LED-TV”. Det har flere styrker i forhold til Panasonics plasma-Tv, men ud fra et billedkvalitetssynspunkt, så foretrækker vi fortsat plasma-varianterne. De nye mediefunktioner, der tilbydes med den nye App til iOS og Android bidrager til Smart TV-delen, men Panasonic mangler stadig en tættere integration og ikke mindst bedre tv-apps, før vi for alvor kan omfavne Smart Viera-platformen.

    Pris og forhandler:

    47"55"


    Høj detaljerigdom i både SD og HDStandardindstillingerStuen
    Hurtig responstid for et LCD-TV Sortniveau og ujævn lysfordelingHjemmebiografen
    Elegant design og materialevalg Farveafvigelser
    Ny Viera Remote app Udvalg af apps
    Højttalere bedre end forventet


    Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online.

    Panasonic DT50 debat

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: Panasonic DT50 debat





  • Afstemning


    Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder




    Annoncer


    Populære
    artikler