Oplevelser med B&Os første 3D TV – 85” BeoVision 4-85
17 Jun 2011 | Rasmus Larsen
Vi fik i dag en unik mulighed for at opleve Bang & Olufsens nye 85” BeoVision 4-85, der også er Struer-virksomhedens første 3D-fladskærm. Her kan du læse FlatpanelsDK oplevelser med BeoVision 4-85 og hvordan den traditionsrige danske elektronikproducent klarer sig på 3D-billedkvalitet.Teknisk introduktion til BeoVision 4-85
Det nye BeoVision 4-85 fra Bang & Olufsen er ikke alene et af de største 3D-fjernsyn på markedet – det er også spækket med en imponerende række patenterede teknologier. BeoVision 4-85 er desuden lillebroderen til den endnu større 103-tommer BeoVision 4-103, der også bliver opdateret med 3D.
Bang & Olufsens nye 85” BeoVision 4-85
Før vi går videre til vores praktiske oplevelser med Tv’et, så lad os et kort øjeblik dvæle lidt ved Tv’ets teknik. Vi har allerede introduceret Tv’et her på FlatpanelsDK, men hvis vi skal prøve at tilknytte et par ekstra ord, så er det værd at bemærke to ting; B&Os valg af plasma-teknologien og B&Os valg af aktiv 3D-teknologi.
Bang & Olufsen har altid sværget til plasma-teknologi på deres helt store skærme. B&O mener, at plasma-teknologien stadig leverer overlegen billedkvalitet i de store skærmformater og så har Bang & Olufsens tætte samarbejde med Panasonic også givet dem en unik mulighed for at levere verdens første 103-tommer - og senere denne 85-tommer – skærm, som fungerer som et egentlig Tv og ikke blot er en monitor.
Bang & Olufsen præsenterer 85” BeoVision 4-85
Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at BeoVision 4-85 bygger på Panasonics plasma-panel. Her stopper sammenligningen dog også, for mens Panasonic har leveret selve plasma-panelet, leverer B&O selv alt den elektronik, som styrer skærmen og leverer den fantastiske billedkvalitet, som B&O kan præstere. Vha. B&Os egen kraftige billedmotor og VisionClear-systemet (læs mere om B&Os billedsystemer her) klares al billedbehandling og billedprocessering, hvilket er den virkelige hemmelighed bag den detaljerede billedkvalitet.
Et andet teknisk interessant faktum er B&Os valg af 3D-teknologi. Ligesom mange andre producenter har Bang & Olufsen valgt at satse på den aktive 3D-teknologi. Bang & Olufsens tekniske ingeniører har dog ikke hovedløst kastet sig ud i 3D-trenden, og gennem 2010 har man betragtet 3D-teknologien fra flere synspunkter.
B&O arbejder stadig på udfordringer med at designe egne 3D-briller, og indtil udfordringerne er løst, bruges standard 3D-briller
Bang & Olufsen har valgt at tage skridtet ind i den tredje dimension netop nu, fordi man mener, at 3D-teknologien opfylder de krav man har haft. Samtidig har Bang & Olufsen valgt at satse på aktiv 3D-teknologi, som kræver aktive 3D-briller, ud fra ønsket om at levere 3D i Full HD opløsning og ud fra et krav om, at 3D ikke må kompromittere 2D-billedkvaliteten. Det føler Bang & Olufsen man har nået ved kombinationen af Panasonics plasma-panel, B&Os egen billedmotor og aktiv 3D-teknologi.
Og lad os slutte dette tekniske afsnit af med Bang & Olufsens automatiske kalibrator, der løbende indstiller BeoVision Tv’ets billedgengivelse for et optimalt resultat. I toppen af skærmens ramme sidder en lille måleenhed, som kører ned foran skærmen og måler billedgengivelsen – naturligvis aldrig mens Tv’et er i brug.
BeoVision 4-85 kalibrerer automatisk sig selvPh.d. i bevægelsesstyring
På trods af sine gigantiske 85-tommer har Bang & Olufsen alligevel formået at bringe elegance over den store fladskærms. Det er ikke mindst et resultat af den motorstand, der elegant bevæger skærmen, bare man trykker på en knap.
Bang & Olufsen praler således med, at de ikke alene en af de få virksomheder i verden, som er i stand til at fremstille et fjernsyn af denne størrelse – det er også den eneste, der kan fremstille en stand, som kan løfte den 144 kg tunge skærm samt dreje og vippe den, så den vender perfekt for seeren.
Bang & Olufsens nye 85” BeoVision 4-85
Når fjernsynet ikke er tændt, ”parkeres” det diskret et par centimeter over gulvet, så alle tilslutninger er skjulte. Men når fjernsynet tændes, hæves skærmen elegant til den optimale højde, mens den perfekt integrerede BeoLab 10 centerhøjttaler bevæger sig frem under skærmen, indtil den flugter med fjernsynsrammen.
Med en Bang & Olufsen fjernbetjening kan skærmen både drejes (+/-20 °) og vippes (+/-4 °), så den vender perfekt, når man skal se fjernsyn. Når fjernsynet sættes på standby, gentages denne proces, men omvendt – og igen ved kun et tryk på Beo6 fjernbetjeningen.
For at kunne løfte skærmen og flytte højttaleren har Bang & Olufsen implementeret en række elmotorer, som kaldes aktuatorer. Stanislav Cajánek, som er Mechanical Engineer hos Bang & Olufsen, forklarer:
– ”Der sidder to aktuatorer på hver side af standen, og de kan bevæge sig op og ned. Hævebevægelsen starter langsomt, accelererer til fuld hastighed og sænker så farten til sidst. Dette er for at gøre bevægelsen så glidende som muligt. Hvis der i stedet blev brugt en konstant hastighed, ville det se lettere klodset ud, når skærmen blev hævet. Ligeledes ville standen ryste, når skærmen igen skulle sænkes”Oplevelser med BeoVision 4-85
Vi fik naturligvis også lejlighed til at kigge og lytte, og jeg vil her fokusere på oplevelsen af 3D. For selvom BeoVision 4-85 har utrolig smuk 2D-billedkvalitet, er Bang & Olufsens færden udi 3D-territorie opsigtsvækkende – specielt når det kombineres med et så stort skærmformat.
Bang & Olufsen 85” BeoVision 4-85
B&O lagde ud med en demonstration af Grand Canyon 3D Blu-ray skiven, som vi kender indgående, da det er en af testskiverne, som anvendes i forbindelse med anmeldelser her på FlatpanelsDK. Og BeoVision 4-85 gjorde det imponerende flot. Grand Canyon dokumentaren er en velproduceret 3D-skive og kombineret med 85-tommer fjernsynet fik vi virkelig en intens og virkelighedstro 3D-oplevelse.
Det blev dog endnu bedre da Bang & Olufsen tændte op under en IMAX-optagelse med undervandsscener. Dybden i billedet var utrolig og da en større fisk langsomt svømmede omkring kameraet og kom tættere på, følte de tilstedeværende seere en utrolig virkelighedstro fisk, der kom så langt ud af skærmen, at fisken næsten kunne røres. Vi samtidig fornemme en generel, anerkendende konsensus i lokalet.
Bang & Olufsen 85” BeoVision 4-85
Jeg har aldrig været helt imponeret af ud-af-billedet scener på 3D-fladskærme, da de ofte har en tendens til at være meget slørede og anstrengende, men det her var en utrolig oplevelse. Det beviser ikke mindst, at 3D har et langt større potentiale end vi har set tidligere. Det kræver dog en kombination af en stor 3D-fladskærm, hæderlig 3D-billedkvalitet og ikke mindst et instruktør-team, der ved hvordan man udnytter mulighederne i 3D-formatet gennem en kameralinse på optimal vis.
Jeg er selv ivrig dykker og med en række eksotiske dyk bag mig med hajer, delfiner, pilrokker, pukkelhvaler, havskildpadder, skibsvrag og meget mere, ved jeg hvordan oplevelserne under vandet tager sig ud. Netop den referenceramme, prøvede jeg at have i baghovedet da IMAX-filmen rullede hen over skærmen, og det var ret utroligt at opleve kombinationen af de flotte optagelser og de fordybende 3D-oplevelser, som BeoVision 4-85 kan levere med sit store format og overbevisende 3D-billedkvalitet.
Bang & Olufsen har nu lanceret første 3D-fladskærm
Det bekræfter mig samtidig endnu en gang i, at 3D bedst opleves på en veldimensioneret skærm - og så kan det godt være, at biograflærredet er stort, men med 85-tommer er man nu engang langt. Jeg kan kun forestille mig, at 103-tommer versionen leverer mindst lige så imponerende 3D-billedkvalitet og efter dagens oplevelser med Bang & Olufsens første 3D-fladskærm, må jeg endnu en gang erklære mig imponeret over, hvad der kan komme ud Bang & Olufsens minutiøse tilstræbelser mod de ultimative billed- og lydoplevelser. BeoVision 4-85 er uden tvivl det bedste 3D-fjernsyn jeg endnu har haft fornøjelsen af at opleve.Priser
Er du selv fristet, kan du se priserne på 85-tommer BeoVision 4-85 herunder:
BeoVision 4-85 inkl. BeoSystem 3, DVB-HD og Beo6: 381.135 kroner
BeoVision 4-85 gulvstand: 125.000 kroner
BeoVision 4-85 vægbeslag: 7.495 kroner
BeoLab 10: 25.695 kroner
3D-briller: 995 kroner
Læs eventuelt mere i følgende artikler:
Fakta om BV4-85
– Automatic Colour Management, en patenteret Bang & Olufsen teknologi, justerer
plasmaskærmens farvetemperatur for at kompensere for den ældning, der gør billedet
mere og mere gulligt.
– Automatic Picture Control overvåger automatisk lysforholdene i rummet og
tilpasser billedet derefter.
– Og mange flere i BeoSystem 3.
Flere anmeldelser
Test: 98" TCL C805 (MQLED80)
Inkl. sammenligning med 98" P745, X955 og laser-projektor
Test: Sony A95L (QD-OLED)
2023 QD-OLED og ny chip-platform. Kan A95L igen tage tronen?
Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere
Et sæt HomePod er blevet et alternativ til soundbaren