Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Eizo S2242W - FlatpanelsDK

Test: Eizo S2242W

|


Indledning


Vi har flere gange tidligere stiftet bekendtskab med Eizo, der gang på gang har overbevist os. De leverer skærme med fokus på billedkvalitet og ergonomi, hvor man sigter efter både amatør, semi-professionelle og professionelle grafikere, fotografer etc., eller blot de krævende brugere, som søger god billedkvalitet.

Eizo S2242W er et af de nyeste medlemmer i Eizo familien og den i sig selv spændende, da der er tale om en 22” skærm baseret på et S-PVA panel med opløsningen 1920x1200, der ellers hidtil har været forbeholdt skærme over 24 tommer. Men hvad betyder dette så for billedet? Bliver tekst for småt og hvordan klarer Eizo S2242W sig generelt i forhold til de væsentligt billigere 22 tommer skærme baseret på TN paneler?

Panelstørrelse:22"
Opløsning:1920x1200
Responstid:6 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:1200:1
Lysstyrke:350 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner farver
Farvespektregengivelse:92 % af NTSC
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178°/178° (kontrasttab 10:1)
Dotpitch:0.247 mm
Panelnummer (Type):S-PVA
Strømforbrug:32 W
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 33.3cm x 51.1m x 8.5cm (uden fod)
Vægt:11,4 kg
Justeringsmuligheder

Tilt
Swivel
Højde
Pivot
Indbyggede højttalere:
Indgange
VGA
DVI
DisplayPort
Audio (type)
SCART
S-video
Komposit
Komponent
HDMI
Andet
Garanti:-
Pixelgaranti:-
Diverse:


Pris og forhandler:



De første indtryk


Eizo har altid arbejdet ud fra funktionen, billedkvaliteten og ergonomien frem for moderne design. S2242W har fået et designmæssigt løft, med en smal ramme og mere diskret fod, men rammen er fortsat dyb og skærmen fylder noget i landskabet.

Eizo S2242W


Foden giver dog gode ergonomiske muligheder, og S2242W har alt hvad man kan ønske sig fra en PC monitor til f.eks. en arbejdsplads. Den kan tilte, højdejustering, drejes og sættes i pivot.

Eizo S2242W


På skærmens front sidder en hel del knapper til at navigere i skærmens menuer.

Eizo S2242W


Input tilsluttes på skærmens bagside og vender nedad. Der er en DVI og D-SUB (VGA) indgang. På skærmens venstre side, finder man også en 2-ports USB hub.

Skærmens menu tilbyder følgende billedindstillinger: brightness, contrast, temperature, gamma, saturation, hue og RGB/gain (rød, grøn, blå). Der er desuden en eco mode, som sørger for at indstille skærmens lysstyrke i forhold til lyset i omgivelserne.
Menuen er dog noget småtteri og den optager ganske lidt plads på skærmens areal. Den kunne sagtens være større, specielt for at øge brugervenligheden.

Effektforbrug


Vi vil snart lave en sammenlignings applet, hvor man kan holde skærme op mod hinanden. Det kræver dog endnu lidt flere målinger på forskellige skærm.

Målingerne for Eizo S2242W ses herunder:

Out-of-Box (gns)Efter kalibrering (gns)
Standbyforbrug0,7 W0,7 W
Pc brug62 / 33 W42,5 W



Målingen før kalibrering viser to værdier. Jeg har målt med og uden S2242Ws eco-mode. Når eco-mode aktiveres, tilpasser S2242W sig selv efter lysforholdene i rummet. Derfor er det selvsagt meget forskelligt hvad strømforbruget er, efter hvilket tidspunkt på dagen man måler (og hvor meget lys der er i omgivelser). Målingen med eco-mode aktiveret er taget under en traditionel dag, hvor det er let overskyet.

Det overrasker mig imidlertid, at stand-by forbruget på Eizo S2242W er på 0,7 W. Det harmonerer ikke med Eizos ”grønne” fokus på S2242W.

Forud for testen


Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Geforce 7900GTO.

Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Billedkvalitet


Eizo er kendt for at levere ret præcise indstillinger allerede før kalibrering. Jeg har herunder taget en måling direkte fra kassen, for at se om S2242W holder traditionen:

Eizo S2242W


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Eizo har i et generelt perspektiv klaret sig flot i vores målinger direkte fra boksen. S2242W sætter ikke nye standarder, men klarer allerede opgaven tilfredsstillende. S2242W sigter lidt mere bredt og man forsøger således ikke at maskere det som en grafikerskærm til en attraktiv pris. Alligevel har Eizo – på grund af deres dedikerede indsats for god billedkvalitet – skabt et godt grundlag med S2242W.

    Gamma er meget, meget præcis og svinger kun med 0,04 omkring vores mål på 2,2. Det kommer egentlig ikke som en overraskelse, for Eizo har altid klaret sig godt. Det er dog en næsten ufattelig præstation, når man tager det generelle marked i betragtning.
    Farvetemperaturen er dog en anelse for lav. Jeg målte den til knap 5900 Kelvin. Vores mål er 6500 Kelvin.
    Læs mere om hvad farvetemperatur og gamma har af betydning for billedet i praksis i vores artikel her: Sådan ser det forkerte billede ud.

    Alt i alt et meget imponerende udgangspunkt for Eizo S2242W, på trods af, at farverne ikke er spot-on. Eizo bliver ved med at imponere mig, selv i en tid, hvor man fornemmer, at fokus blandt PC skærmproducenterne blot handler om at pumpe billige og pæne skærme ud på markedet.

    Jeg foretog nu en kalibrering for dels at kigge på potentialet for Eizo S2242W, dels for at udbedre nogle af de små variationer, som jeg fandt.

    Her er indstillingerne efter kalibrering:


    Efter kalibrering
    Lysstyrke:23
    Kontrast:50
    RGB:Manuel
    • R:90
    • G:79
    • B:88



    Efter kalibrering sænkede jeg lysstyrken på skærmen for at få et bedre udgangspunkt for kontor-brug og grafisk arbejde. Til spil og multimedia kan en lidt højere lysstyrke foretrækkes.

    Jeg tog også en ny måling efter kalibrering:

    Eizo S2242W


    Efter kalibrering imponerer Eizo S2242W mig igen. Vi kommer tæt på perfektion for den teoretiske måling. Bemærk, at farvespektret er udvidet efter kalibrering. Det dækker her 92 % af NTSC. Det anbefales ikke at køre med et udvidet farvespekter, hvis man f.eks. arbejder med sRGB billeder. S2242W kan dog også kalibreres efter det traditionelle farvespekter på 72 %.

    Men det er naturligvis også interessant at undersøge skærmen i praktiske tests.

    Farverne gengives med nær perfektion i vanlig Eizo stil. Dels er farverne meget præcise, dels gengives der utrolig mange farver, så nuanceringen er i top. En flydende gradient fra f.eks. sort til rød i vores testprogram monitorTest, gengives perfekt.

    Eizo S2242W er også den første 22” skærm på markedet, der gør brug af opløsningen 1920x1080, der ellers hidtil har været forbeholdt 24-28 tommer skærmen. Det betyder, at skærmbilledet har en del flere pixels end en traditionel 22” skærm, hvilket endeligt betyder man har et større arbejdsareal, men også at tekst fremstår mindre. Brugere kan måske frygte, at teksten bliver for lille og ulæselig, men det er bestemt ikke min oplevelse.

    Den høje opløsning på Eizo S2242W er i min mening et plus, fordi det reelt set giver samme skrivebordsareal som på en 24 tommer. Jeg havde i samme periode Dell 2209WA stående, og jeg vænnede mig hurtigt til den højere opløsning på Eizo S2242W – og savnede den således på Dell 2209WA.
    Har du dårligt syn, tror jeg dog ikke, at Eizo S2242W er det oplagte valg for dig.

    Jeg har også målt gengivelsen af sort herunder:

    Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,23 cd/m20,12 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)266 cd/m2116 cd/m2
    Kontrastforhold1157:1967:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 50



    Sortgengivelsen måler jeg til 0,12 cd/m2 efter kalibrering. Det er ikke helt så godt, som på S2231W, der senest blev anmeldt her på siden, men det alligevel et flot resultat.

    Lige så vigtigt som gengivelsen af sort, er imidlertid shadow detail. Shadow detail beskriver evnen til at skelne mellem de tætliggende gråtone nuancer. Det er et problem, som stort set alle skærmteknologier kæmper med, fordi de allermørkeste gråtoner kræver så små forskellige i lysstyrken, at de kan være svære at gengive. Er shadow detail dårlig, vil mørke scener i eksempelvis film, fremstå udetaljerede og meget mørke.

    Shadow detail på Eizo S2242W er også imponerende. Jeg kan skelne alle små skridt, hvilket også vidner om, at gammaforløbet på Eizo S2242W er præcist og stabilt. Samtidig betyder det, at detaljegraden i f.eks. mørke filmscener eller spilscener er optimale og gengives med høj grad af detaljer.

    Endeligt undersøger jeg om lyset er fordelt homogent over LCD panelets overflade. Det er et kendt problem for LCD-TV og monitors, at der slipper mere lys igennem i f.eks. kanterne eller hjørner. I populær tale kalder man fænomenet backlight bleeding eller clouding.

    Eizo S2242W


    Eizo S2242W har ikke problemer med backlight bleeding, som det kan ses på billedet oven for.

    Responstid og spil


    S-PVA panelerne har aldrig været specielt godt egnet til spilbrug, og her bør man satse på de prisbillige TN paneler, alternativt de specielle versioner af IPS panelerne, som er optimeret til spilbrug.

    S-PVA panelet kan dog godt bruges til sporadisk spilbrug og film, og det gælder også for S2242W. Der forekommer slør i de hurtigste sekvenser og det kan blandt andet registreres i hurtige skydespil og vores testprogram monitorTest.

    Der er en lille anelse Overdrive trailing – den velkendte glorie effekt – men det er ikke kritisk for gengivelsen af bevægende billeder. Eizo S2242W overrasker således hverken positivt eller negativt, og den opfører sig som forventet i forhold til, at den indeholder et S-PVA panel. Det må dog indskydes, at det er langt fra alle producenter, der får samme forholdsvis gode responstid ud af S-PVA panelerne, som Eizo gør.

    Eizo S2242W har i øvrigt samme responstid som tidligere anmeldte Eizo skærme. I forbindelse med min test af Eizo S2242W havde jeg også Dell 2209WA stående, som vi netop har testet. Dell 2209WA har et IPS panel og i en direkte sammenligning med Eizo S2242W, klarer Dell også opgaven bedre. Den har mindre slør og det vidner også om, at IPS panelet stadig er hurtigere end PVA panelet.

    Film og betragtningsvinkler


    Betragtningsvinklerne på LCD paneler er ikke blevet væsentligt forbedret over de sidste par år nu, og Eizo S2242W adskiller sig heller ikke fra tidligere modeller fra Eizo baseret på S-PVA panelet (hvilket er alle de Eizo skærme vi tidligere har anmeldt).

    Betragtningsvinklerne vil nok tilfredsstille de fleste, men de er ikke perfekte. Torben Rasmussen har tidligere beskrevet et af problemer ved S-PVA paneltypen således:
    ”S-PVA har et dyk i dynamikområdet når man sidder lige foran den pga. den måde de små områder i hver pixel er arrangeret. Når man flytter hovedet fra centerlinien så øges dynamikområdet, så man pludselig får flere nuancer i de mørke regioner end man har lige foran skærmen. Dette er den helt store akilleshæl for S-PVA.”

    Fra store vinkler mister S-PVA panelet også farveintensitet og kontrast. Sort bliver mere gråligt. S-PVA panelerne er imidlertid stadig noget bedre end de meget udbredte og prisbillede TN paneler, men ikke på niveau med S-IPS panelet.

    Jeg har taget billeder af betragtningsvinklerne herunder:

    Eizo S2242W


    Eizo S2242W



    Konklusion


    Jeg er aldrig blevet skuffet over billedkvaliteten på en Eizo skærm, og S2242W viderefører de gode egenskaber. Billedkvaliteten er i top fordi farvegengivelsen er præcis og farverne generelt gengives naturligt. Sort er ikke helt så dyb som på tidligere Eizo skærme, men alligevel bedre end på størstedelen af PC monitors i dag, og endeligt er shadow detail stort set ideel.

    Eizo S2242W er også en af de første 22” skærme baseret på et 1920x1200 panel. Det betyder, at man får mere skrivebordsplads, men også at teksten bliver mindre. Jeg synes ikke det er et problem, at teksten formindskes, for omvendt vænner man sig hurtigt til den højere opløsning og så er den ekstra plads faktisk ganske rar at have. Reelt set får man skrivebordspladsen fra en 24-28” skærm ned i en 22” skærm.

    Designet og kabinettets størrelse er stadig et af Eizos problemer. S2242W er ikke en rigtig grafikerskærm (nærmere en semi-grafiker / multimedia), så designet kunne godt have været lidt mere i tidens ånd. Det kan også undre, at man ikke har valgt at indbygge en HDMI indgang i S2242W – specielt fordi det har været at finde på tidligere Eizo modeller.

    Eizo S2242W overbeviser mig dog, og den er et godt bud til amatørgrafikeren, fotografen eller bare til den kræsne bruger. Eizo S2242W viser endnu engang, at de tager billedkvalitet seriøst. Jeg tildeler endnu en gang et af Eizos skærmprodukter med vores Topanbefalings-award.


    Tryk på awarden for at læse mere.



    PositivNegativ Målgruppe
    BilledkvalitetResponstid lidt sløv Grafiker
    Sort og shadow detailDesign og fysiske mål Fotografen
    God ergonomi Menu har meget lille tekstKontor/allround
    indstillingsmulighederDen kræsne bruger


    Pris og forhandler:


    ---


    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=11757

  • Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |