Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonNy MacBook Pro har DCI-P3 farverum og dynamisk OLED 'Touch Bar' - FlatpanelsDK

Ny MacBook Pro har DCI-P3 farverum og dynamisk OLED 'Touch Bar'

27 Oct 2016 | Rasmus Larsen |

Apple har i dag præsenteret en ny MacBook Pro, som på skærmfronten rykker til det større DCI-P3 farverum, der indeholder flere af de synlige farver. Den har også en OLED ’Touch Bar’.

MacBook Pro får DCI-P3 farverum

Apple har allerede taget springet fra det aldrende og relativt lille sRGB farverum til det større DCI-P3 farverum – oprindeligt udviklet til Hollywood – på iMac, iPad og iPhone.

Nu er turen kommet til MacBook Pro.

Apple MacBook Pro


DCI-P3 indeholder 25% flere farver end sRGB / Rec.709
DCI-P3 er en farvepalette, som indeholder 25% flere af de farver, som er synlige for det menneskelige øje, end det gamle sRGB (eller Rec.709) farverum. Det gør det muligt for skærmen at gengive f.eks. Coca Cola-rød og ægte græsgrøn.

For at kunne håndtere DCI-P3 korrekt skal et styresystem have ”color management” på systemniveau, ellers bliver alt indhold strukket ud til det større farverum og dermed bliver farverne ukorrekte. Apple har haft understøttelse af color management i macOS i årevis og har for nylig introduceret det i iOS og tvOS. Dette sikrer, at f.eks. fotos og video optaget i det gamle sRGB (eller Rec.709) fortsat gengives korrekt.

Apple sagde, at ”Retina”-skærmen desuden er 67 procent mere lysstærk (op til 500 nits) og har 67 procent højere kontrastforhold end den tidligere MacBook Pro. Der er stadig tale om en LCD-skærm.

En detalje, som Apple ikke gjorde meget ud af, er at skærmen desuden kan køre med variabel opdateringsfrekvens. Det lyder som om, at det primært er taget i brug for at sænke strømforbruget, men variabel opdateringsfrekvens har flere fordele, afhængigt af hvordan det er implementeret. Det kan f.eks. sikre bedre afspilning af video, herunder film.

Apple MacBook Pro


Dynamisk OLED ’Touch Bar’

Apple introducerer med MacBook Pro samtidig en ny ‘Touch Bar’ baseret på en aflang OLED-skærm, som sidder under den store skærm.

Touchbaren erstatter funktionstasterne fra et traditionelt tastatur med et dynamisk system, som ændrer værktøjer afhængigt af hvilken applikation, du bruger. I Photoshop får du eksempelvis forskellige, avancerede værktøjer afhængigt af om du bruger crop, brush eller et tredje værktøj. Du kan også individualisere værktøjerne på Touch Bar.

Apple MacBook Pro


- “With the groundbreaking new Touch Bar, the convenience of Touch ID, the best Mac display ever, powerful performance, improved audio, blazing-fast storage and Thunderbolt 3 connectivity in our thinnest and lightest pro notebook yet, the new MacBook Pro is the most advanced notebook ever made,” sagde Phil Schiller, Apple’s SVP for Worldwide Marketing.

I yderste højre side af Touch Bar sidder en fingeraftrykslæser – Touch ID, som Apple kalder det. Med en ny T1-chip sikrer Apple, at sikkerheden er i top, så du kan bruge den til at låse maskinen op (til din bruger) og betale på f.eks. hjemmesider.

Maskinerne har fire Thunderbolt 3 porte med USB-C stikport. Samtlige fire kan anvendes til at oplade samt at tilslutte eksterne skærme, USB-enheder og andet.

Den nye MacBook Pro kommer i 13 og 15 tommer. Prisen starter på 15.499 kroner.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Danske priser på 2024 Sony TV og lydprodukter

18 Apr 2024 |

YouTube vil blokere tredjeparts apps som SmartTube & NewPipe

18 Apr 2024 |

Eksklusivt første kig: Sonys nye 2024 miniLED LCD og OLED TV

17 Apr 2024 |

Sony vender blikket mod 4000 nits som næste skridt for HDR

17 Apr 2024 |

Første lyt: Sonys 2024 Bravia Theatre soundbarer, 360-lydsystem

17 Apr 2024 |

DR melder om succes med nyt DRTV-arkivtilbud

17 Apr 2024 |