Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonErfaringer med TV2 Play på Apple TV efter 1 måneds brug - FlatpanelsDK

Erfaringer med TV2 Play på Apple TV efter 1 måneds brug

13 Jul 2016 | Rasmus Larsen |

FlatpanelsDK har haft adgang til en beta-udgave af TV2 Play app’en på Apple TV i lidt over en måned og har fået en del erfaringer med streamingkvaliteten under EM-slutrunden samt den generelle brugerflade. Her er vores oplevelser. Se også videoen længere nede.

God live-streaming under EM 2016

EM 2016 kampene var i år fordelt imellem DR og TV2. Det er ingen hemmelighed, at TV2 rigtig gerne ville have haft app’en ude før EM, men tekniske udfordringer endte med at forsinke frigivelsen. App’en er derfor først blevet frigivet i dag.

Kort fortalt har TV2, ud over at skulle bygge app’en, været nødsaget til at re-enkode det meste af bagkataloget for at få afspilningen til at køre efter hensigten på Apple TV-boksen. En sådan proces tager tid. Live-kanalerne har godt nok ikke været ramt af dette, men TV2 har tilsyneladende ikke ville slippe herlighederne fri før det hele fungerer.

TV2 Play Apple TV


I perioden har FlatpanelsDK har adgang til en beta-udgave af TV2 Play app’en og uden at skulle træde i det, så har vi fået en del erfaringer med særligt live-streaming af EM-kampe, hvor vi for forsøgets skyld har streamet alle de kampe, som passede ind i kalenderen (både hos DR og TV2). Vi har også set lidt forskellige tv-programmer og comedy, men det meste af filmkataloget har været utilgængeligt pga. re-enkodningen.

TV2’s EM-kampe har været markant mere stabile end DR’s
Hvad angår live-streaming, så har vi oplevet, at TV2’s EM-kampe har været markant mere stabile end DR’s. Om det skyldes belastning på serverne, kan naturligvis ikke udelukkes, men i TV2’s app oplevede vi kun et enkelt udfald i signalet under hele slutrunden. Det blev løst ved blot at trykke ”play” igen. Hos DR oplevede vi minimum et udfald i samtlige kampe; enten at signalet kortvarigt frøs eller at det helt lukkede ned.

Live-streamet hos TV2 holdt også et stabilt højt niveau i billedkvalitet, hvor DR’s ditto havde en tendens til at svinge mere og ofte falde ned i dårligere billedkvalitet i nogle sekunder for derefter at stige igen. Samme boks (Apple TV) og internetforbindelse naturligvis. Så altså store point til TV2 for oplevelsen under EM.

TV2 Play live-streamer live-kanalerne i 720p HD-kvalitet og en bitrate på ca. 5 Mb/s.

Hvad angår tv-programmer fra arkivet så streames der stadig i SD-kvalitet, men TV2 lover, at det snart ændrer sig. I perioden har vi fået genset nogle afsnit af Klovn, lidt comedy og diverse programmer. Billedkvaliteten har ikke været i top, men stabiliteten har været ikke noget at udsætte på. Det er forløbet fint.

TV2 Play Apple TV


Brugerfladen i TV2 Play på Apple TV

Hvis du kender TV2 Play, så finder du også nemt rundt i deres app til Apple TV. Det er et miks af TV2 Play’s klassiske brugerflade samt nogle af de brugerfladeelementer, som kendertegner tvOS på Apple TV.

App’en er opbygget omkring fem hovedpunkter i topmenuen:
  • Forside: Fremhævet aktuelt indhold, herunder sport, film, tv-serier og redaktionens anbefalinger
  • Live TV: TV2, News, Zulu, Charlie, Sport og Fri. Også Business og fire ”Play”-kanaler
  • Programmer: Opdeling af tv-programmer i underkategorierne: Alle, Serier, Underholdning, Sport, Comedy, Dokumentar, Rejser & event, Livsstil, Magasiner, Nyheder og A-Å
  • Film: Opdeling af film i diverse underkategorier
  • Børn: Et bredt katalog af børneindhold. Der kan også sættes en ”Børnelås” i app’en.

    Hvis du ikke allerede abonnerer på TV2 Play, så er det måske værd at indskyde, at streamingtjenesten har en meget stor andel dansk indhold - og meget dansk indhold som kun kan ses på TV2 Play - i modsætning til f.eks. Netflix.

    TV2 Play Apple TV


    Herudover har man en søgefunktion, der fungerer som forventet. Den begynder automatisk at søge, så snart man har skrevet minimum to bogstaver. Man kan bruge Siri Remote eller vælge at bruge Remote-app’en til sin iPhone eller iPad til at indtaste bogstaver i stedet. Vi fandt søgefunktionen god, præcis og nyttig.

    Inde under ”Søg”-fanen har man også en ”Top 20”-liste.

    TV2 Play Apple TV


    Vi savner, at næste afsnit i en tv-serie starter automatisk
    Specifikt for tv-serier savner vi dog, at næste afsnit starter automatisk. TV2 fortæller os, at det er en funktion, som de også gerne vil have med på Apple TV, ligesom den findes i deres apps til visse andre platforme. Den nåede bare ikke med til release.

    Vi savner også en indikator for i hvilken billed/lydkvalitet indholdet ligger tilgængeligt i.

    Det er klart, at vi undervejs har oplevet visse problemer og småfejl med beta-udgaven af app’en, men TV2 Play har allerede rettet langt de fleste af vores klagepunkter og lover med fremtidige opdateringer af app’en at tilføje ny funktionalitet (bl.a. automatisk afspilning af næste afsnit).

    TV2 Play Apple TV


    Vi håber herudover, at app’en fremover bliver lidt hurtigere til at populere brugerfladen med ikoner for programmerne. Vi oplever også stadig fra tid til anden at app’en crasher, men vi føler os overbevist om, at TV2 hurtigt får ryddet ud i småfejlene.

    Hvad angår videoafspilning så starter videoer generelt hurtigt, men som sagt er arkivet kun i SD-kvalitet, hvilket TV2 har lovet at ændre på snart. Er du igang med at se en film, kan du afslutte den og senere starte hvorfra du slap. Det er derimod ikke muligt pt. at bruge ”play”-knappen på Siri Remote som en genvej til at starte afspilningen fra et ikon i oversigterne. Det kan man i de fleste andre apps på Apple TV.

    Ser man en af live-kanalerne kan man på Siri Remote ”swipe” ned fra toppen for at få en lille bundmenu frem, hvor man kan se, hvad der sendes på de andre kanaler og herefter vælge at skifte.

    TV2 Play Apple TV


    TV2’s implementering af bundmenuen på tv-kanalerne betyder dog også, at videoafspilleren ikke har den normale topmenu på Apple TV, hvorfra man kan læse lidt om programmet, vælge undertekster og lydindstillinger. Denne menu savnes i app’en, da den er nyttig, hvis man vil vælge at afspille lyden fra tv’et trådløst over en Airplay-højttaler (som er bedre end tv’ets indbyggede lyd). Det kan stadig gøres fra Indstillinger-app’en på Apple TV, men det er noget mere omstændeligt.

    Vi har optaget en lille video-gennemgang af brugerfladen herunder. Vær opmærksom på, at den er optaget i beta-udgaven af app’en, så visse småting kan eventuelt afvige i den endelige version.

  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    Netflix' satsning på live-sport begynder at tage form

    29 Mar 2024 |

    Apple eksperimenterer med sport i 8K 3D

    29 Mar 2024 |

    Streaming-kalenderen: Nyt på Netflix i april

    29 Mar 2024 |

    Oversigt: Samsung 2024 TV-skærme

    28 Mar 2024 |

    Læk: Ny hvid Xbox Series X dropper UHD Blu-ray drevet

    28 Mar 2024 |

    Streaming-kalenderen: Nyt på Disney+ i april

    28 Mar 2024 |