Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonNetflix optrapper kampen mod unblockers - FlatpanelsDK

Netflix optrapper kampen mod unblockers

08 Mar 2016 | Rasmus Larsen |

Ganske som varslet har Netflix optrappet kampen mod unblock-tjenester, der giver adgang til et større indholdskatalog i andre regioner. Tjenesterne markedsfører sig ikke længere på adgang til Netflix m.fl. Paypal har samtidig lukket for det varme vand. Alt imens arbejder EU på at forbyde branchens praksis med geoblokering.

Til kamp mod unblockers

Branchen praktiserer hvad der i populær tale kaldes ”geoblocking”, hvor adgangen til udenlandske tjenester kunstigt blokeres. Det er en praksis, som EU har kaldt ”absurd” og svoret at afskaffe.

For Netflix betyder det, at de har forskellige indholdskataloger i hvert land, hvilket mange brugere har udnyttet ved at skaffe sig adgang til andre landes kataloger via unblock-tjenester. Disse brugere betaler for Netflix som alle andre, og Netflix har derfor hidtil vendt det blinde øje til praksissen. Efter pres fra andre dele af branchen har de dog set sig nødsaget til at reagere.


Kunderne mødes med beskeden: “You seem to be using an unblocker or proxy. Please turn off any of these services and try again”.

Australierne var de første, der mærkede effekten. Siden da har Netflix bredt tæppet ud mod vest. Mange europæere, inklusiv danskere, melder at de er blevet ramt. Dermed kan de ”kun” se indhold fra deres lokale Netflix-katalog. En debattråd på Reddit om emnet vokser med hastig fart.

Paypal hjælper, Unblockers omsadler

Første skud blev affyret af Paypal, der lukkede for Paypal-betaling hos ”unblocker”-tjenester som Unblock-US og Unotelly med henvisning til deres ”Acceptable Use Policy”. Dermed blev det sværere for kunder at betale for tjenesterne.

Unblocking er ikke ulovligt, ligesom det ikke er ulovligt at importere fysiske varer
Få uger efter begyndte unblocker-tjenesterne at omsadle. Hvor de tidligere prydede hjemmesiderne med information om, hvordan man kunne få afgang til tjenester fra hele verden, er de i dag en skygge af sig selv. Nu markedsfører de sig på sikkerhed og VPN-adgang. Flere unblock-tjenester har også nedlagt værktøjet til at skifte imellem Netflix-regioner, ligesom deres twitter og Facebook-sider har fået fjernet alle referencer til Netflix og andre tjenester.

I starten mente unblock-tjenesterne ellers at de kunne tage kampen op mod Netflix og løbende implementere nye løsninger. Selvom mange kunder har mistet adgang til de udenlandske kataloger, har andre dog stadig adgang via unblock-tjenesterne.

Det er uklart om presset kommer fra Netflix alene eller om det er et større initiativ, der er søsat fra branchens side.

Unblocking er ikke ulovligt, ligesom det ikke er ulovligt at importere fysiske varer fra andre europæiske lande, men strider imod de vilkår, som man underskriver, når man tilmelder sig f.eks. Netflix.

EU arbejder mod en langsigtet plan, hvor udbydernes geoblokering på tværs af Europa skal gøres forbudt. EU håber på at kunne tage første skridt i 2017. De konkrete tiltag forventes fremlagt om få måneder, som en del af EU’s ”Digital Single Market Strategy”. Den danske filmbranche og kulturminister Bertel Haarder har for nylig sagt, at de vil kæmpe for at beholde geoblokering.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Max afslører priser: Bliver dyrere uden reklamer

19 Apr 2024 |

Sonys 2024-funktioner kommer også til A95L (QD-OLED)

19 Apr 2024 |

'Auto-kalibreret' Prime Video-profil introduceres i Sony TV

19 Apr 2024 |

Første kig: Nintendo retro-spil på Apple TV 4K og TV via AirPlay

19 Apr 2024 |

Danske priser på 2024 Sony TV og lydprodukter

18 Apr 2024 |

YouTube vil blokere tredjeparts apps som SmartTube & NewPipe

18 Apr 2024 |