Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonEndnu kun få tegn på at danskere "cutter" tv-pakke - FlatpanelsDK

Endnu kun få tegn på at danskere "cutter" tv-pakke

20 Feb 2015 | Rasmus Larsen |

Mange undersøgelser peger i disse år på, at danskerne har til hensigt at ”cutte” - eller opsige - tv-pakken. Indtil videre er der imidlertid få tegn på kundeflugt hos landets største tv-udbydere, men der sker forskydninger og flere har taget aktion ved at nedgradere til en mindre pakke.

Stadig få der cutter hos TDC

De færreste tv-udbydere herhjemme oplyser antallet af kunder, men TDC/YouSee har udførlige regnskabstal, der taler sit eget sprog. Vi spurgte samtidig TDC og Stofa om en kommentar til ”cutter”-fænomenet.

I TDC-regnskabet for 2014 ser man, at YouSee i året tabte 23.000 tv-kunder (kun 14.000, hvis købet af ComX medregnes) ud af en samlet kundebase på omkring 1,16 millioner. Procentmæssigt svarer det til et fald på omkring 1,4 %, som er ligeligt fordelt imellem antenneforeninger og enkeltkunder. Til gengæld tilføjede man 40.000 kunder i TDC TV / Fulrate regi, så samlet har TDC fået flere tv-kunder i 2014.

Ifølge regnskabet har TDC aldrig haft flere tv-kunder.

- ”Grundlæggende ser vi ikke en nævneværdig stigning i antallet af kunder, der helt fravælger TV. Det er en udvikling, der stille og roligt har stået på de sidste mange år. Den daglige TV-sening i DK er endvidere steget 2 kvartaler i streg – holdt op imod forbruget året før. Adfærden har ændret sig – fra live TV til tidsforskudt TV (start forfra og arkiv) og i stigende grad på andre skærme,” siger René Brøchner, CEO hos YouSee til FlatpanelsDK.



Der er imidlertid tegn på, at danskerne nedgraderer og den tendens har stået på i nogle år nu. I 2012 havde 22,5 % den mindste tv-pakke, men tallet er vokset til 28,2 % ved udgangen af 2014. Visse kunder tilføjer ekstrakanaler ovenpå. 26,6 % af kunderne har en tv-boks, som også kan bruges til filmleje.

- ”Til gengæld ser vi i stigende grad en øget interesse for Mellempakken (nedmigrering fra Fuldpakken og opmigrering fra Grundpakken) drevet af YouSees Bland Selv mulighed. Dette er en udvikling, YouSee selv er med til at forcere. Den netop introducerede Bland Selv 20 forventes at forstærke dette yderligere.” afslutter René.

I YouSee-regi advares der i regnskabet om, at 14.000 kunder i en større antenneforening har opsagt per 1. januar 2015.

Stofa: Flere vælger grundpakke

Stofa vil ikke offentliggøre tal, men fortæller til FlatpanelsDK, at en del af kundegruppen nedgraderer til en grundpakke og supplerer med streaming eller frit valgs kanaler.

- ”TDC fortalte i sommeren 2014 at mere end hver 10. kunde valgte deres store tv-pakke fra i 2014, mens 27 pct. flere omvendt valgte den lille grundpakke. Det er en udvikling vi genkender og vi oplever også at flere kunder vælger mindre tv-pakker og supplerer med streaming og/eller vores fritvalgskanaler,” siger Henrik Eske, Kommunikatør for Stofa.

Henrik tilføjer:
- ”Parallelt så vi i 2014 en pæn stigning i efterspørgslen på vores SmartTV og Video On Demand-tjenester. Andelen af kunder med SmartTV steg med godt 10 % og kunderne benyttede samtidig deres On Demand-tjenester 31 % mere end i 2013. Det vidner om at de digitale oplevelser nyder stadig større popularitet blandt tv-seerne.”

Stadig tidlige dage

Der er stadig er få tegn på, at danskerne helt fravælger tv-pakkerne, - i hvert fald hos Danmarks største tv-udbydere. Danskerne er dog begyndt at nedgradere. Historien om streaming er veldokumenteret, men indtil videre har streamingtjenesterne tilsyneladende ikke kunnet løfte hele tv-opgaven i de danske hjem.

I USA oplevede branchen for første gang i 2013, at antallet af tv-kunder (hos tv-kanal-udbydere) faldt. I 2014 accelererede faldet og tendensen forventes at fortsætte ind i 2015. I årets første måned faldt ”audience”, målt af Nielsen, på tv-kanalerne med hele 12,7 %. I stedet søger amerikanerne mod streamingtjenester såsom Netflix, Amazon og Hulu. I 2015 vil en række aktører, herunder HBO, lancere amerikanske streamingtjenester, som ikke kræver tv-abonnement hos en kabel-tv-udbyder.

- Kilde: TDC regnskab

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Danske priser på 2024 Sony TV og lydprodukter

18 Apr 2024 |

YouTube vil blokere tredjeparts apps som SmartTube & NewPipe

18 Apr 2024 |

Eksklusivt første kig: Sonys nye 2024 miniLED LCD og OLED TV

17 Apr 2024 |

Sony vender blikket mod 4000 nits som næste skridt for HDR

17 Apr 2024 |

Første lyt: Sonys 2024 Bravia Theatre soundbarer, 360-lydsystem

17 Apr 2024 |

DR melder om succes med nyt DRTV-arkivtilbud

17 Apr 2024 |