På trods af optimisme, så ser det globale tv-salg stadig ud til at være nedadgående, siger analysefirmaet IHS. Tallene viser også, at de kinesiske tv-producenter vokser kraftigt, men at Samsung og LG stadig sidder på tronen.
Samsung & LG er stadig størst på tv
Samsung har 19 % af det globale tv-salg, mens LG følger på andenpladsen med 14 % i tallene for juli 2013. Gennem en del måneder har trenden dog været, at de kinesiske tv-producenter har taget markedsandele i de globale tal, ikke mindst fordi deres hjemmemarked er bugnende.
Plasma-salget er i kraftig nedgang og rygtet vil vide, at Panasonic er på vej til at trække sig helt ud, hvilket efterlader Samsung og LG
De seks store kinesiske tv-producenter - Changhong, Haier, Hisense, Konka, Skyworth og TCL – sidder således på 20,4 % af tv-markedet i juli, hvilket er markant højere end blot måneden før, hvor de sad på 15,5 %. Kinesiske TCL er sågar blevet så stor, at de nu kryber op på en delt tredjeplads med Sony. De har begge 6 % af tv-markedet. Fjerdepladsen er delt imellem Toshiba og kinesiske Hisense, hver med 5 %. Også femtepladsen er delt. Her finder man Sharp, Panasonic og Skyworth.
Mens de sydkoreanske tv-producenter stadig sidder komfortabelt på toppen, er den japanske branche kollektivt på vej nedad. Hvis tendensen fortsætter, så varer det nok ikke længe før top-5 udelukkende består af sydkoreanske og kinesiske producenter. Det forventes at ske i slutningen af år, spår IHS.
På trods af forskydninger i magtbalancen, kan tallene dog ikke skjule, at tv-markedet fortsætter sin nedtur. I forhold til juli 2012 er salget i juli 2013 faldet med 6,3 %. Analysefirmaerne forventede tidligere, at man i 2013 ville vende finde vej tilbage til vækstsporet, men hvis det skal blive aktuelt, skal salget i de sidste måneder af 2013 blive markant større end foregående år.
Til sidst fortæller IHS, at salget af LCD-TV faldt 5,7 %, mens salget af plasma-tv faldt hele 15,8 %. Der sælges nu kun lige under 800.000 plasma-tv om måneden på verdensbasis.
- Kilde: IHS