Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonBag om skærmen på Apple iPad – IPS forklaret - FlatpanelsDK

Bag om skærmen på Apple iPad – IPS forklaret

07 Apr 2010 | Rasmus Larsen |

Apples iPad er måske det mest hypede elektronikapparatet i nyere tid og kommer til salg i Danmark indenfor en måned, men landede på det amerikanske marked for et par dage siden. 
Vi kigger i denne artikel lidt nærmere på det IPS skærmpanel der sidder iPad og hvilke fordele og ulemper det har.

Se også videoen af iPad’en til sidst fra TV2 Beep.

Berøringsskærme generelt

Her på FlatpanelsDK lægger vi ikke så meget i elektronikken inde i iPad, men ud fra vores skærm-perspektiv, er den berøringsfølsomme skærm et udtryk for en meget interessant udvikling indenfor skærme; nemlig multi-touch skærme (berøringsskærme med flere berøringspunkter).

Apple iPad
Bag om skærmen på Apple iPad

Apple har allerede en meget velfungerende berøringsteknologi i deres iPhone og iPod Touch produkter, og derefter er flere andre producenter hoppet med på bølgen; mange med komplet uduelige touch-teknologier. Jeg mindes f.eks. kærestens Samsung mobil, der med sin ufatteligt træge berøringsskærm, kan frustrere selv den mest tålmodige person. Jeg mindes også mange af de første berøringsfølsomme PC skærme, som er begyndt at dukke op. F.eks. HPs TouchSmart, der går under sloganet ”A touch of genius”, men vel nærmere skulle gå under ”A touch of frustration”. Den sløve brugerflade, der reagerer alt for trægt og alt for upræcist på berøring, er ikke det vi forventer os af berøringsteknologi, hvis det skal vinde frem på markedet. Touch-teknologien er ellers spået en stor fremtid. Sammen med trends som 3D og bøjelige skærme (herunder OLED), er touch-teknologi en af de kræfter der skal drive markedet for skærme i fremtiden lyder det entydigt fra analyseinstitutterne. Men det skal naturligvis gøres ordentligt.

Apple iPad
Bag om skærmen på Apple iPad

Bag om skærmen på Apple iPad

Apples kommende iPad er mere eller mindre en stor skærm med noget tilføjet styrelektronik. Og netop skærmen er den helt centrale del af produktet, som brugeren arbejder med. Hvad enten man er en teknisk kyndig bruger eller blot hverdagsbruger, vil skærmen blive den del af produktet, som der interageres med og læses på, og når en computer ikke længere har mus og keyboard ved siden af, får skærmen en helt essentiel rolle for oplevelsen af produktet. Apple iPad er en af de første enheder, der er bygget op omkring dette koncept, hvor skærmen er et centralt element. Selve skærmen er en 9,7 tommer skærm af varianten IPS med LED backlight. Men hvad betyder det egentlig? Og hvad er IPS? IPS står for In Plane Switching og er det man kalder en panelteknologi. Der er stadig tale om et LCD panel, men indenfor LCD paneler snakker man om forskellige måder at styre pixels på. Ved at arrangere pixels forskelligt, kan man opnå forskellige fordele, men også gå på kompromis på andre punkter. Der gælder i øvrigt samme problematik for både PC monitors og LCD-TV (og LED-TV som er LCD-TV med LED backlight).


IPS teknologien og de flydende krystallers arrangering inden i

IPS teknologien har to primære fordele, som er forholdsvis brede betragtningsvinkler og god farvegengivelse. Omvendt har IPS teknologien dog ikke særlig høj kontrast, fordi gengivelsen af sort typisk ikke er på højde med den konkurrerende PVA teknologi, som Samsung producerer.

Apple iPad
Bag om skærmen på Apple iPad

Skærmen har et LED backlight. Det har ikke den stor betydning for billedkvaliteten, men kan dog bidrage til bedre lysintensitet, som kan være en fordel i dagstimerne med kraftigt sollys. Og så er det med til at sænke strømforbruget ganske betydeligt. Opløsningen er 1024x768, hvilket er ganske højt for en 9,7 tommer skærm, og forholdsmæssigt mere end stort set alle PC skærme. Det svarer til en dotpicth på 0,1925mm. Til sammenligning har Apples 27” iMac, som betragtes som en meget højtopløselig skærm en dotpitch på 0.2335mm (jo mindre tal desto højere pixeltæthed). På den negative side, må skærmens forhold nævnes. Apples iPad er længere end den er bred, men alligevel har man ikke fået plads til en skærm i bredformat. Det er både fordele og ulemper ved dette, men skal man bruge iPad som filmafspiller, ville et panel i 16:9 format bestemt have været at foretrække. I stedet har Apple valgt et panel der er tættere på 4:3 formatet.

Apple iPad
Bag om skærmen på Apple iPad

Formatet er formentlig valgt som det bedste kompromis til at understøtte både bøger, magasiner, aviser samt spil og film. Satser man primært på de to sidstnævnte, kan det dog virke som en sjov disposition. Integrationen af et IPS panel i iPad betyder endvidere, at iPad får et betydeligt bedre panel end der sidder i både iPod og iPhone. Begge disse benytter et såkaldt TN panel, der er karakteriseret ved dårlig farvegengivelse og meget begrænsede betragtningsvinkler (betragt f.eks. din iPhone eller iPod fra siderne og se hvordan gengivelsen ændres radikalt).

Apple iPad
Bag om skærmen på Apple iPad

Fremvis også et billede med meget hvidt og lysegråt i og læg din iPhone eller iPod på et bord. Betragt den nu cirka vinkelret på det nedre, venstre hjørne og se hvordan de smalle betragtningsvinkler får farverne til at blive nærmest komplementære og helt lilla). Det vil ikke ske på iPad pga. IPS panelet. Der sidder et IPS panel i eksempelvis Apples nye 27” iMac og Dells 2209WA, U2410 og U2711 skærme. IPS panelet sikrer, at iPad kan bruges både liggende og stående. Og ikke mindst beslutningen om, at undgå de prisbillige TN paneler, der specielt har problemer med betragtningsvinkler, synes som en overordentlig fornuftig beslutning. IPS teknologiens evne til at gengive bevægelse kan være god, men det afhænger meget af om der er integreret en såkaldte Overdrive teknologi. Apple har ikke omtalt Overdrive, så såfremt det ikke er en del af iPad, har jeg meget svært ved at se den som en enhed, der fungerer optimalt sammen med spil – hvert fald når vi er oppe i knap 10” skærmstørrelse.

Apple iPad
Bag om skærmen på Apple iPad

Leverandøren af IPS panelet i iPad er LG Display, men det forventes at Innolux også vil levere en række af panelerne, da de også producerer IPS LCD paneler. Senest har rygterne gået på, at Samsung skal levere paneler til iPad. Samsung har ikke hidtil produceret IPS paneler, da det er en patenteret teknologi, men i stedet produceret PVA. Det kan muligvis indikere, at iPad vil have to forskellige slags paneltyper i fremtiden, hvilket bestemt ikke er hensigtsmæssigt. Skærmens evner som skærm til bøger og læsbarheden af tekst generelt kan måske omvendt vise sig at blive et problem for iPad. I modsætning til enheder som Amazon Kindle, der bruger passive skærme, bruger iPad en aktiv skærm, som er oplyst af LEDs. Sidder man længere tid foran skærmen, kan det genere øjnene, ligesom skærmen kan have for markante refleksioner i kraftigt sollys.

Apple iPad
Bag om skærmen på Apple iPad

Skærmen i iPad har således gode egenskaber, og synes som det rigtige valg for at virkeliggøre den helt nye produktkategori kaldet eReaders. IPS skærmen er det rigtige valg, og kun en OLED skærm kunne synes mere hensigtsmæssig.

Touch-teknologien

Ligeså interessant som teknologien i selve skærmen, er den berøringsfølsomme del af skærmen. Apple benytter i deres iPhone og iPods den såkaldte kapacitive berøringsteknologi, der reagerer hurtigt, præcist og kan registrere flere fingre af gangen. Samme teknologi anvendes desuden i enheder som Googles Nexus One og Microsofts Zune HD, HTC Hero m.fl. Samme kapacitive berøringsteknologi skal anvendes i iPad. Den kapacitive teknologi er baseret på en overflade af f.eks. glas, der er behandlet med en gennemsigtig elektrisk leder. Fordi den menneskelige krop også er en leder, reagerer skærmen når menneskets fingre kommer i kontakt med overfladen.

Apple hævder selv, at der er flere tusinde sensorer i iPad, og at det er verdens største skærm baseret på den kapacitve berøringsteknologi. Det er sikkert rigtigt, men det vigtige i denne sammenhæng, er at det er den kapacitive teknologi, der betragtes som den bedste på markedet pt. Og det er et vigtigt element af en enhed, der primært er baseret på en berøringsfølsom skærm, hvilket leder mig videre til næste afsnit.

iPad vs. de andre

iPad var hverken først til at blive annonceret og den er langt fra den første enhed på markedet. Amazon har eksempelvis haft deres enhed på markedet i noget tid nu. iPad har udsigter til omkring 50 konkurrerende apparater i 2010, så derfor vil vi ikke kigge så specifikt på forskellene, men lave nogle generelle betragtninger baseret på skærmen.

Apple iPad
Bag om skærmen på Apple iPad

Skærmen på iPad er af en helt anden dimension end på eReaders med de såkaldte ePaper skærme. Disse skærme er monokrome (sort/hivde) og passive (opdaterer kun sjældent og kan ikke understøtte video). Det betyder, at LCD IPS skærmen på iPad er en mere dedikeret videoafspiller end på de andre eReaders, der i høj grad er rettet mod læsning af bøger (som de dog også er gode til pga. den passive skærm). Det afgørende punkt mellem andre eReaders med aktive skærme (LCD skærme), bliver hvilken panelteknologi de vælger. Apple har valgt IPS på iPad og følger de andre producenter efter, er det et fantastisk slag for IPS teknologien. Tager producenterne af eReaders derimod TN paneltypen til sig, som allerede bruges i stort omfang i mobiltelefoner, så ender vi med en sørgelig suppedas af enheder på markedet – enheder som kun kan betragtes lige fra – og næppe kan vendes i portræt-tilstand. Man kunne have ønsket sig OLED skærme i eReaders, men masseproduktionen af OLED er stadig for beskeden til at understøtte de vækstrater, som eReaders forventes at have i 2010. OLED teknologien vil formentlig først tage over fra næste generation af eReaders, men der skal kæmpes med omkostningerne på OLED paneler, samt gengivelsen i dagslys, der hidtil har været et problem på skærmen i blandt andet Googles telefon med OLED panel.

Apple iPad
Bag om skærmen på Apple iPad

Touch-teknologien kan variere meget, og det vil den også gøre på de forskellige enheder. Modellerne med de såkaldte elektroniske papirskærme – ePaper – der tæller blandt andet Amazons Kindle har slet ikke berøringsfølsomme skærme. Andre ePaper baserede enheder såsom Samsungs eReader og Asus eReader (den med ePaper) har berøringsfølsomme skærme, men når man har prøvet dem, står man hurtigt med en lettere nedslået fornemmelse. Andre eReaders vil benytte andre berøringsteknologier end iPad, men HP Slate ser dog ud til at følge samme mønster som iPad og benytte den kapacitive teknologi. Alt i alt er iPad gearet til at føre skærmen ind i næste generation, hvor den både varetager visningen af indhold og navigeringen. IPS teknologien er det rigtige valg, og FlatpanelsDK værdsætter, at man er gået uden om TN panelteknologien med iPad. Det kan vises sig at blive afgørende for, hvordan folk opfatter skærmens egenskaber og de berøringsfølsomme egenskaber – begge som er helt centrale elementer i iPad. Med iPad ser multi-touch teknologien også ud til at opnå den revolution, som længe har været spået.

Video af iPad

Første danske video af iPad kan desuden ses på beep.tv2.dk, som fik fat i iPad’en på udgivelses-dagen. Se videoen herunder:

Læs også mere om Apple iPad på www.apple.dk

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Sonys 2024-funktioner kommer også til A95L (QD-OLED)

19 Apr 2024 |

'Auto-kalibreret' Prime Video-profil introduceres i Sony TV

19 Apr 2024 |

Første kig: Nintendo retro-spil på Apple TV 4K og TV via AirPlay

19 Apr 2024 |

Danske priser på 2024 Sony TV og lydprodukter

18 Apr 2024 |

YouTube vil blokere tredjeparts apps som SmartTube & NewPipe

18 Apr 2024 |

Eksklusivt første kig: Sonys nye 2024 miniLED LCD og OLED TV

17 Apr 2024 |