Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reason<div class="billede"><img src="billeder/mini-ces2008.jpg"></div>CES 2008 messerapport - FlatpanelsDK CES 2008 messerapport">

CES 2008 messerapport

17 Mar 2008 | Rasmus Larsen |

Jeg har her samlet alle nyhederne fra dette års CES 2008 messe, som afholdes i famøse Las Vegas, Nevada. CES 2008 er en af de helt store elektronikmesser, som har en stolt tradition for at huse nogle af de mest fremtrædende producenter i hi-fi branchen, herunder en række skærmproducenter.

CES holdes hvert år i januar og en af de største nyheder ved dette års CES messe, var Warner Brothers signing med Blu-Ray lejren, der lignede det endelige dødsstød for HD-DVD.

HD-DVDs dødsstød


CES 2008 er i høj grad også en branchemesse, som benyttes til at diskutere udvikling og fremtid. Nu har vi kigget på en masse nye produkter, men et af de største taleemner i forbindelse med CES 2008 synes at have været Blu-Ray og HD-DVD formaterne.

Problematikken har naturligvis mange aspekter, men hele debatten i forbindelse med CES 2008, er baseret på en lidt overraskende melding fra gigantstudiet Warner Bros. Warner meldte nemlig ud kort før messens start, at de går eksklusivt til Blu-Ray på trods af, at de eller tidligere har været betragtet som HD-DVD studie.

Meldingen har fået Toshiba til at aflyse – eller ”udskyde” som de siger – et planlagt pressemøde på CES 2008 i Las Vegas. Siden da har mange spekuleret i om dette har været det endelige dødsstød for HD-DVD som et ledende optisk medie, i og med at HD-DVD i forvejen syntes at have haft lidt svære tider.


Warner er dog ikke de eneste der har meldt deres afgang fra HD-DVD lejren, for også studiet New Line Cinema har dedikeret deres hverv til Blu-Ray lejen. New Line Cinema er godt nok et søsterselskab til Warner, så det måtte komme, men ikke desto mindre efterlader det efterhånden HD-DVD med færre og færre supporterer.

En af de andre giganter, Paramount har i øvrigt også leget med tanken om at gå eksklusivt til Blu-Ray og det vil samtidig betyde, at Dreamwork med ret stor garanti også følger trop.

I forbindelse med CES 2008 har der endda været forlydender om, at Microsoft i øjeblikket vurderer, hvorvidt deres næste generation af Xbox 360 skal være med HD-DVD eller ej: og altså derfor vil benytte Blu-Ray i stedet.

Tilbage må HD-DVD lejren nu sidde med de sidste krampetrækninger og vi får at se, hvad det definitivt får af konsekvenser. Om HD-DVD forsvinder helt, er nok tvivlsomt, men det ser ud til, at de slutgyldigt har tabt kampen om at blive det ledende og dominerede HD format.

Blu-Ray har også længe lignet en mere bred kandidat til at løbe med titlen. HD-DVD afspillere har været billigere på det seneste, men med mange af de store elektronikgiganters støtte til Blu-Ray, har markedet allerede været mærket af en ret tydelig stemning her i de europæiske regioner.

Pioneer


Pioneer kan på dette års messe nemlig fremvise et ultratyndt display. Skærmen er baseret på Pioneers egen plasma teknologi og måler blot 9 mm i tykkelsen – og dette er vel at mærke for en 50 tommer skærm.


Billede lånt af Gizmodo, iPhone holdes op mod Pioneers nye ultratynde skærm


Pioneer betegner selv prototypen som ”floating on a wall” og tilføjer, at den på nuværende tidspunkt kun har en vægt på 18.6 kg.

Trenden mod endnu tyndere skærme er dog en generel tendens på CES 2008, hvor stort set alle producenter har fokus på denne udvikling. Man kan spekulere i om udviklingen er afledt af den stigende interesse for OLED panelteknologien, men uanset hvad, ser OLED stadig ud til at vente på sig, og de præferencer der i forvejen var tilknyttet OLED, synes stadig at blive mindre.

Ud over prototypen af Pioneers ultratynde skærm, har Pioneer også en videreudvikling af deres populære og respekterede Kuro plasma serie klar. Pioneer tager denne gang skridtet videre til at love perfekt gengivelse af sort, som deres tidligere generation ellers klarede ganske fornuftigt.
Fordi sortgengivelsen er så lav, vil kontrastforholdet samtidig være umåleligt i henhold til Pioneer selv – fordi det er så højt. Kontrastforholdet måles jo netop også som forholdet mellem den mørkeste sorte og den lyseste hvide farve på skærmen.
Pioneer lover faktisk, at skærmen kan fremvise så sort, at skærmen praktisk talt er usynlig i et helt mørkelagt rum – og det vil selvfølgelig være den ideelle situation.

Det er dog værd at bemærke, at de to prototyper endnu er separate ingeniøropgaver. Målet er på sigt, at man skal kombinere teknologien for ultratynde skærme, med Pioneers nyeste panelteknologi som kan fremvise perfekt sort.
Pioneer tilføjer dog samtidig, at ingen af de to teknologier vil blive kommercielle i 2008.

Samsung


Samsung benytter festlighederne på dette års CES messe i Las Vegas til at præsentere deres to nye Blu-Ray afspillere, hvor den ene er en kombi-afspiller der også kan afvikle HD-DVD skiver. Samsung præsenterer desuden deres nye linjer af LCD og plasma Tv, som du kan læse meget mere om herunder.

Samsung ligger ikke på den lade side, og generelt er Samsung blandt de producenter, der har allerflest nyheder på programmet. Man kommer heller ikke uden om Samsung på CES 2008, som afholdes i Las Vegas, Nevada.

Tv
Samsung har i år en række nye Tv serier på programmet og disse indbefatter både plasma og LCD-TV. I den højere ende af skalaen, har Samsung de såkaldte 6 og 7 serier indenfor begge panelteknologier (plasma kun i 7), og i den lavere ende, kan man præsentere en 5 og 4 serie. Alle serierne har stadig præg af at være amerikanske modeller (hvert fald modelnavne), men her er hvert fald et smugkig, så man ved, hvad der kan forventes, når Samsung introducerer nye Tv til foråret.

Lad os starte med 6 og 7 serierne og først kigge lidt på LCD-TV, som stadig er den teknologi, som Samsung har mest fokus på.

6 og 7 serien, LCD
6 og 7 serien hører til i toppen af Samsungs produktportefølje. De har endnu en gang fået et opdateret design i ægte Samsung stil, men hvor der angiveligt er hentet inspiration i mode og bil verdenerne. Serierne lanceres under ” Touch of Colour” sloganet, som er selve den designfilosofi, skærmene er bygget op omkring.

Highslide JS
Samsung 6 serien, LCD


6 serien skal angiveligt lanceres i 40, 46 og 52 tommer, hvor alle modellerne er baseret på S-PVA paneler, som Samsung producerer i samarbejde med Sony. 6 serien kommer i Full HD, med en responstid på 4 ms og 100 Hz teknologi.

Samsung har også integreret internet direkte i skærmen, som kan åbne op for en række onlinetjenester. Det kan dog undre lidt, at man ikke har valgt en trådløs Wi-fi løsning fra Samsungs side.
6 serien har også 4 HDMI indgange.

Highslide JS
Samsung 7 serien, LCD


7 serien af Samsung LCD-TV adskiller sig fra 6 serien ved at have udvidet USB funktionalitet, som tillader afspilning af eksempelvis HD film. Denne serie har også en indbygget subwoofer i skærmen og endeligt har man udvidet internetfunktionalitet med en indbygget RSS læser, der kan bringe interaktive nyheder og tjenester direkte ind på skærmen – tal om næste generation af tekst-tv.

6 serien lander herhjemme i maj. 7 serien følger i efteråret.

7 serien, Plasma
Samsung har været med i plasma lejren gennem noget tid og på det seneste har de også udmærket sig ved at gøre det ganske fornuftigt.

Samsung har også en ny plasmaserie på programmet til forårets nylanceringsræs. Det er den som betegnes 7 serien på dette års CES, og den skal nok vække opmærksomhed mange steder med den popularitet Samsung har tilegnet sig over de seneste år.

Highslide JS
Samsung 7 serien, plasma


Plasma 7 serien er blandt andet baseret på et Full HD panel, som stadig synes at være en af de vigtige præferencer blandt mange forbrugere. Skærmen har ligesom sine ligemænd i LCD kategorien 4 HDMI indgange samt en USB indgang i siden.

7 serien kan også imponere med sine gigantiske udgaver; herunder 50, 58 og 63 tommer. I et lidt større perspektiv, kan plasma udgaverne af 7 serien således minde om de naturlige skridt op fra 7 serien i LCD udgaverne, til dem der ønsker en meget stor skærm.

Highslide JS
Samsung 7 serien, plasma


7 plasma serien har nemlig også samme smarte funktioner, som 7 serien i LCD kategorien har. Dette indbefatter blandt andet 4 HDMI indgange, internetopkobling og RSS tjenesten samt et spændende nyt design.

5 og 4 serien, plasma
5 og 4 serien som de kaldes på CES, er også baseret på Samsung egne paneler. De har 3 HDMI indgange og en USB indgang på siden.

4 serien markedsføres under det Samsung kalder en 3D teknologi, som skal komme specielt spilfolket til gavn. Hvad dette præcis indebærer, er der ikke meget information om, men det kigger vi nærmere på, når lanceringen nærmer sig.
4 serien skal angiveligt lanceres i 42 og 50 tommer

5 serien adskiller sig på papiret fra 4 ved at være en Full HD model, som ikke benytter den omtalte 3D teknologi. 5 serien laves dog også først fra 50 tommer og yderligere i en 58 tommer model.

Highslide JS
Samsung 5 serien, plasma


5 serien har også 3 HDMI indgange og en USB læser.

5 og 4 serien, LCD
5 og 4 serien kommer også som LCD modeller baseret på Samsung og Sonys S-PVA paneler.

Samsung er nærrige med detaljer på nuværende tidspunkt, men for 5 serien kan blandt andet nævnes 3 HDMI indgange og en USB port.

5 serien kommer desuden med touch-knapper på siden, som skal give et eksklusivt look. På nuværende tidspunkt er den annonceret i 32, 37, 40, 56 og 52 tommer.

4 serien er det endnu færre detaljer omkring, men det nævnes dog, at den kommer til norden i 26, 32, 37 og 40 tommer.

Begge serien lanceres herhjemme i løbet af maj.

Overordnet ser modelstrukturen dog ud til at høre til det amerikanske marked, der generelt har andre Samsung Tv end os europæere. Dog går mange af de samme ting igen på de to kontinenters modelporteføljer. Hvad modellerne specifikt skal hedde herhjemme, er jeg dog ikke sikker på. Lanceringen er dog forholdsvis klargjort.
Stort set alle nye Tv serier skal nemlig lanceres i maj herhjemme, som Samsung også har tradition for at gøre. Kun 7 serien som plasma model, følger på et senere tidspunkt i efteråret.

Blu-Ray og HD-DVD
Samsungs to nye HD (high definition) afspillere hedder henholdsvis BP-P1500 og BD-UP5000. Lad os prøve at kigge lidt nærmere på de to maskiner.

BP-P1500
Samsung BD-P1500 er fjerde generation af Blu-Ray fra Samsung. Samsung var blandt de første til at introducere en Blu-Ray afspiller på markedet og siden da er der sket en ret hastig udvikling.

BP-P1500 understøtter naturligvis 1080p formatet, ligesom den også kan sende signaler i 1080i og 720p (og opskalere DVD skiver til de forskellige HD opløsninger). Afspilleren understøtter desuden 7.1 PCM, Dolby Digital Plus, Dolby TrueHD, DTS-HD HR og MA samt bitstream audio via HDMI udgangen.

Highslide JS
Samsung BD-P1500


HDMI udgangen er i version 1.3 og afspilleren er profile 1.1. BD-P1500 har desuden en internetindgang, som giver adgang til ny software.

Prisen for BD-P1500 er ikke oplyst, men det skal angiveligt ramme hylderne herhjemme i løbet af 2. kvartal 2008.

BD-UP5500
Samsungs anden nylancering i forhold til de nye HD formater, er Duo-afspilleren, som klarer både Blu-Ray og HD-DVD. Hvis ikke HD-DVD havde rendt ind i kraftig modvind her op til CES 2008, havde UP5500 lignet en sikker vinder, men lige nu ligner det i stedet en afspiller til brugere, der allerede har en samling af HD-DVD film, frem for en afspiller til forbrugeren der stadig ikkr har prøvet kræfter med HD universet.

Samsung BD-UP5500 lanceres først på markedet senere i 2008 (angiveligt i anden halvdel), men der foreligger dog allerede flere detaljer.

Highslide JS
Samsung BD-UP5500


Der nævnes blandt andet HDMI udgang i version 1.3 og internetindgang, så man kan opdatere firmware direkte fra nettet. Der nævnes i øvrigt 1080p24 support samt muligheden for at benytte de interaktive elementer for både HD-DVD og Blu-Ray standarderne.

BP-UP550 understøtter desuden 7.1 PCM, DTS-HD HR og MA, samt Dolby TrueHD bitstream output via HDMI.

Vinduet til fremtiden

Samsung deltog på CES med en vision de kalder, at ”fuldstændigt at udviske grænserne imellem rigt indhold og flot design.”

På CES åbner Samsung vinduet til fremtidens tv-teknologi på klem: OLED og firedobbelt, fuld HDTV-opløsning.

- OLED og firdobbelt, fuld HD repræsenterer et helt nyt teknologisk paradigme inden for billedteknik og opløsning, siger Jongwoo Park, CEO for digitale medier hos Samsung Electronics.

OLED-TV omkring 2010
OLED betragtes som en af de skærmteknologier, som virkelig kan skabe røre i markedet via sin tynde profil, høje opløsning og ekstremt lette vægt. På CES viser Samsung to OLED-TV med elegant optimerede designs; et på 14,1” og et på 31”.

Highslide JS
Samsung 14” OLED, billede lånt af engadget


Panelerne kommer fra Samsung SDI. Det færdige TV vejer 40 procent mindre end et LCD-TV i samme størrelsesorden og har en kontrast på 1 000 000:1, farverum på 107 procent og en lysstyrke på 550 nit.

Highslide JS
Samsung 31” OLED, billede lånt af engadget


Samsung starter den kommercielle produktion af mellemstore og store OLED-TV omkring 2010.

Produktion af firdobbelt, fuld HD-opløsning planlagt
LCD-TV med firedobbelt, fuld HD på 52”. Det er tyndere end alt, der tidligere er vist undtagen OLED-TV.

Kontrasten er 50 000:1 og lysstyrken 550 nit. Opløsningen er hele fire gange større end almindelig fuld HD: 3840 x 2160 pixels. Til sammenligning er dagens fuld HD 1920 x 1080 pixels. Samsungs plan er at påbegynde masseproduktionen i 2009.

Highslide JS
Samsung 82" Quad HD, billede lånt af engadget


På CES viser Samsung i øvrigt verdens største LCD-TV med firdobbelt fuld HD. Skærmen er 82” stor. Derudover viser Samsung også ny teknologi med berøringsfølsomme skærme.

- Samsungs CES pressemeddelelse, red

Panasonic


Panasonic tiltrak sig stor opmærksomhed med en stor skærm. De viste nemlig en 150 tommer stor plasma skærme frem på CES. Panasonic præsenterede desuden deres kommende Tv serier og to nye Blu-Ray afspillere.

150” plasma Tv
Flatpanels kunne tidligere afsløre, at Panasonic havde en 150 tommer gigantisk skærm klar til præsentation på dette års CES 2008 messe i Las Vegas. Startskuddet for CES 2008 er gået og Panasonic har nu vist skærmen frem til offentligheden sammen med afsløringer om flere detaljer.

Panasonics 150 tommer skærm sætter ikke bare rekorden for største plasmaskærm, den sætter suverænt rekorden for den største skærm, der ellers hidtil havde stået Sharp på, med deres 108 tommer LCD-TV.

Highslide JS
Panasonic 150 tommer plasma, billede lånt af Gizmodo


På CES 2008 har Panasonic desuden afsløret, at skærmen har en opløsning på 4096 x 2160 eller det som Panasonic selv betegner firdobbelt Full HD (1920x1080). På trods af, at vores nuværende 1080p standard stadig har enormt potentiale, viser Panasonic hvert fald endnu en gang, hvad der kan lade sig gøre i disse teknologiske tider.

Selve skærmen måler 3,31 meter i bredden og 1,87 meter i højden. Den er stor nok til, at man kan fremvise et menneske i fuld størrelse. Panasonic hidtil største skærm var en 103 tommer.

Highslide JS
Panasonic 150 tommer plasma, billede lånt af Gizmodo


Det moderne vidunder blev præsenteret i forbindelse med Panasonics keynote tale af Toshihiro Sakamoto, og har fået øgenavnet ”Life Screen”.

Panasonic nævner også, at skærmen bruger 50 % mindre strøm end deres tidligere stormodel (det må være per tomme), hvilket trods alt må skydes til at være en væsentlig besparelse, selvom personer der har råd til skærmen, nok også har råd til strømforbruget.

I forbindelse med keynote talen, kom man kort ind på forhindringerne i forbindelse med konstruktionen af en 150 tommer plasma skærm, og her er angiveligt det høje pixel antal og panelets yderste gladplade blandt de største udfordringer.

Highslide JS
Panasonic 150 tommer plasma, billede lånt af Gizmodo


Modellen er - som nævnt i vores tidligere nyhed - ikke med på Panasonics program for 2008, men Panasonic nævner, at skærmen dog er tiltænkt det kommercielle marked – men tidligst i 2009. Panasonic nævner samtidig, at prisen bliver væsentlig højere end deres nuværende 103 tommer, der står i omkring 36.000 Euro.

Panasonic havde i forbindelse med keynote talen også fokus på at reducere tykkelsen af deres skærme generelt, og selvom man ikke har nået lige så imponerende resultater som Pioneer, kunne man i Panasonic regi fremvise et plasmapanel med en tykkelse på lige omkring 2.5 cm.

PX og PZ modellinjer
Panasonic har opnået stor succes med deres nuværende PX70, PZ70 og PZ700 serier, der giver god billedkvalitet for pengene. På dette års CES 2008 messe har Panasonic efterfølgeren til den nuværende generation klar: Det er de såkaldte PX80, PZ80, PZ85, PZ800 samt PZ850 serier.

Der er samtidig sket flere andre ting i forhold til den sidste generation. De nye modeller tager ikke Panasonics anti-refleksive teknologi i brug, i den form som den eksisterede i f.eks. PZ700. Man har i stedet udviklet en glasoverflade, som går ud i ét – altså også ud over rammen. Denne glasoverflade har man behandlet med en ny anti-refleksiv coating, som dog ikke beskrives nærmere.

De nye modeller har også fået et opdateret design og på et generelt plan har man bevæget sig en smule i retning af Samsung, hvor der nederst er en grå, buet kant.

Lad os prøve at kigge på modellerne fra en ende af og starte med topmodellen PZ850.

PZ850
PZ850 er på nuværende tidspunkt annonceret i størrelserne 42, 46, 50, 58 og 65 tommer. Bemærk også 46 tommer modellen, som lukker hullet mellem 42 og 50 tommer.
PZ850 er Panasonics nye flagskib og introducerer en feature, som Panasonic mener hører til blandt fremtidens Tv standarder: IP-TV. Denne service giver adgang direkte til Tv og videotjenester på nettet (f.eks. youtube), som kan hives ind på skærmen.

Highslide JS
Panasonic PZ850


PZ850 serien har også en såkaldt ”Pro Setting Menu”, som giver den avancerede bruger adgang til omfattende indstillingsmuligheder. Kontrastforholdet oplyses i øvrigt til 30.000:1.

Herudover har PZ850 også en SD kortlæser, som kan afvikle HD materiale direkte fra hukommelseskortet. PZ850 har desuden 4 HDMI indgange, VIERA link og 24p understøttelse og afvikling.

PZ800
PZ800 er annonceret i størrelserne 42, 46, 50 og 58 tommer. Det er i denne forbindelse også positivt at se en 46 tommer, som kan lukke hullet mellem 42 og 50 tommer.
PZ800 modellerne er – ligesom deres forgænger PZ700 – Full HD modeller, hvilket Panasonic med garanti kan trække succes hjem på. Kontrastforholdet angives til 30.000:1, men der nævnes ikke yderligere detaljer omkring det.

Highslide JS
Panasonic PZ800


PZ800 modellerne kan desuden prale med hele 4 HDMI indgange, så man kan tilslutte alskens digitale enheder til de nye Tv. 24p understøttelse og afvikling er også nævnt for alle PZ800 modellerne.

Herudover finder man tilføjelser som VIERA link og SD kortlæser.

PZ85
Under PZ800, placerer Panasonic nu en ny serie kaldet PZ85, der samtidig er storebroderen til PZ80. PZ85 kommer i første omgang i 42, 46 og 50 tommer.

Highslide JS
Panasonic PZ85


PZ85 kan generelt prale med samme karakteristika, som PZ800 serien, dog med en HDMI indgang færre. Selve produktopbygningen vidner derfor om, at PZ85 overtager den plads, som PZ70 har i dag, og derfor højest sandsynligt leverer samme billedkvalitet som PZ800.
PZ800 vil dog højest sandsynligt fortsat have et bedre lydsystem, som en af de mest væsentlige forskelle på de to Tv serier og endeligt er der PZ850 helt i toppen med yderligere funktionalitet.

For PZ85 nævnes desuden, at højttalerne er skjulte.

PZ80
Panasonic introducerer også en PZ80 serie. Der er stadig tale om en Full HD (1080p) serie, som lanceres i 42, 46 og 50 tommer. Kontrastforholdet angives til 20.000:1, men derudover har PZ80 samme anti-refleksive behandling og glas der går ud i ét.

Highslide JS
Panasonic PZ80


PZ80 har samtidig VIERA link, en SD kortlæser og 3 HDMI indgange. Panasonic nævner dog ingen 24p understøttelse.

PX80
Endeligt lancerer Panasonic også efterfølgeren til den populære PX70 serie. Den nye serie, PX80, er ikke en Full HD model, men Panasonic lover dog bedre billedkvalitet i forhold til tidligere generation; blandt andet med en dybere gengivelse af sort og heraf et højere kontrastforhold på 15.000:1.

PX80 har også SD kortlæser, tre HDMI indgange og VIERA link. I første omgang er PX80 kun annonceret i 42 og 50 tommer, og altså hverken i 37 eller 46 tommer, hvor specielt manglen på en 37 tommer model, skaber grobund for en del undren.

Panasonic har endnu ikke annonceret priser på alle de nye modeller, men lanceringen skal angiveligt ske i foråret 2008, som Panasonic også har tradition for.
Der er ikke nævnt digitale DVB-T tunere i forbindelse med de nye modeller, men vi må dog antage, at de europæiske udgaver, vil have en sådan integreret.

Blu-Ray afspillere
Panasonic vil være markedsleder på Blu-Ray markedet og for at opfylde denne målsætning, præsenterer de Blu-Ray afspilleren DMP-BD50 på dette års CES messe.

Panasonic DMP-BD50 er en spændende Blu-Ray afspiller på mange områder. Det er Panasonics første profile 2.0 afspiller og den understøtter naturligvis 1080p output – også i 24fps. Af lydstandarder kan DMP-BD50 blandt andet håndtere de tunge Dolby True HD & DTS HD MA formater.

Arbejdshesten inde i selve afspilleren, hedder UniPhier og er et system, der er udviklet af Panasonic selv til at håndtere den interne behandling af Blu-Ray skiverne og håndtere de forskellige farvestandarder på korrekt vis.


Panasonic DMP-BD50


Panasonic DMP-BD50 understøtter også Deep Color, som kan indeholde farver i op til 12 bit, mod de 8 bit, som benyttes i stort set alle billedsammenhænge i dag. Et 8 bit signal har 256 nuancer i hver af de tre grundfarver (rød, grøn, blå), mens et 12 bit signal har 4096 nuancer i hver af de tre grundfarver.
Depp Color systemet kræver dog dels HDMI 1.3, som afspilleren naturligvis også understøtter, dels kræves billedmateriale i Deep Color og et Tv der kan både modtage og vise den ekstra farvedybde.

De interaktive elementer i de nye Blu-Ray standarder, understøttes også af afspilleren. Disse indbefatter blandt andet PIP (picture-in-picture) og BD-live, hvor afspilleren – gennem dens internetindgang – kan tilsluttes nettet for at hente indhold og opdatere firmware på afspilleren.

Afspilleren besidder i øvrigt en SD kortlæser, som kan benyttes til at vise billeder og video fra et digitalkamera. SD kortlæseren kan desuden aflæse HD video, som er skudt med et HD camcorder.

Sidst, men ikke mindst, understøtter DMP-BD50 Viera Link, som er Panasonics navn for CEC systemet, der tillader kommunikation mellem forskellige enheder der er tilsluttet med HDMI kabler.

Sony


Sony havde ikke så mange nyheder med på CES, men de havde nok et af de mest spektakulære nye produkter i deres OLED-TV.

OLED

Flatpanels kunne i oktober fortælle om Sonys planer for at lancere deres 11” OLED-TV på det japanske marked. Målet fra Sony, var at få det til Japan før afslutningen af 2007 og det lykkedes tilsyneladende.
I forbindelse med CES 2008, har Sony nu annonceret planerne for også at sende XEL-1 - som det 11” store OLED-TV hedder - på det amerikanske marked.

Europa må dog endnu engang vente – og denne gang bliver det på Sonys første OLED-TV, som samtidig er det første OLED-TV på markedet. Til gengæld får amerikanerne glæde af den lille nyskabelse, der tegner en positiv fremtid for den nye panelteknologi.

Highslide JS
Sony XEL-1, OLED-TV


Selvom OLED har positive udsigter til fremtiden, har udbredelsen dog ikke for alvor taget fat. Sonys 11” OLED-TV, XEL-1, er stadig det eneste deciderede OLED-TV på markedet, for ellers findes OLED kun som små paneler i mp3-afspillere, mobiltelefoner og lignende.
Fra flere sider forlyder det desuden, at OLED først bliver aktuelt i 2009 eller 2010, så selvom Sony har et reelt produkt på markedet, ser OLED ikke ud til at være helt moden endnu.

Sony har på trods af dette generelt ret massiv fokus på deres OLED-TV på dette års CES. Af tekniske detaljer, kan man blandt andet prale af et kontrastforhold på 1.000.000:1, som antyder, at sort gengives utrolig dybt.

Highslide JS
Sony XEL-1, OLED-TV


Det imponerende i Sony XEL-1 ligger desuden i, at den kun er 3 millimeter i dybden. Dette er kombineret med et strømforbrug, som Sony påstår ligger på omkring 45W.

Tidligere præsentationer har også vidnet om, at betragtningsvinklerne på OLED skærmen er mere eller mindre perfekte og det er et af de punkter Sony hiver frem i forbindelse med præsentationen på CES 2008.

Sony XEL-1 får en vejledende salgspris på omkring 2000 US dollars, når det lander på det amerikanske marked.
Sony har desuden en prototype af en 27 tommer model klar, men der foreligger stadig ingen konkrete planer for at bringe dette til markedet.

LG


LG havde nogle ret spændende Tv serier på programmet, blandt andet en ny plasma Tv serie, der kommer i et flot design. Herudover præsenterede LG også deres 2. generation af deres kombi, Blu-Ray og HD-DVD afspiller, samt nye PC monitors.

Nye LCD og plasma Tv

LG er blandt mastodonterne i elektronikbranchen og de har også betydelige aktiviteter i både LCD-TV og plasma-Tv segmenterne.
LG er også repræsenteret på dette års CES 2008 messe i Las Vegas. Her er der blandt andet to nye Tv serier på programmet, hvor designet er i højsædet.

De to nye serier har begge fået navnet 6000. LCD-TV varianterne hedder LG 6000 mens plasma varianterne hedder PG 6000.

LG 6000
Lad os først prøve at kigge nærmere på LCD-TV serien LG 6000, som har et meget bemærkelsesværdig og anderledes design. LG kaldet betegner selv LG 6000 serien med ordene stil og elegance, og påpeger, at skærmene kun er 4 cm tykke.

Highslide JS
LG 6000


LG 6000 kommer i to farvevarianter, som er henholdsvis sort og rød. I midten af rammen kan man f.eks. bemærke hullet, som går hele vejen igennem skærmen og oplyses af en diode, der angiver skærmens tilstand.

Highslide JS
LG 6000


- ” Man kan kun glæde sig over det specielle design og alle de unikke finesser, som LG 6000 har. Det her bliver et designikon blandt fjernsyn og viser, at LG har en ledende position som nyskaber og førende virksomhed inden for design”, siger Joakim Örnstig, Senior produktspecialist TV, hos LG Electronics.

Highslide JS
LG 6000


Hvis man skal kigge mere på de tekniske aspekter af skærmene, kan der blandt andet nævnes 4 HDMI tilslutninger (version 1.3), hvilket lader til at blive standard i 2008. LG 6000 har også LGs anden generation af deres 100 Hz teknologi samt en USB læser.

En interessant detalje i forbindelse med LG 6000 serien, er LGs note omkring kalibrering efter ”ISF-standarden”. Hvad dette helt præcist indebærer, er ikke præciseret nærmere, men det indgår som en del af LGs pressemateriale på modellen.
Samtidig nævner LG dog, at der er installeret en intelligent sensor, som automatisk indstiller lys, kontrast og farver, hvilket synes modstridende.

Highslide JS
LG 6000


Højttalerne i LG 6000 er skjulte, men den høje underkant på Tv’et indikerer alligevel, at der er afsat lidt plads til dem. LG nævner i samme forbindelse, at lydmanden Mark Levinson har været inde over projektet for at udvikle lyden i Tv’et.

LG 6000 kommer i 32, 37, 42 og 47 tommer og forventes lanceret i juni 2008. Vejledende priser er endnu ikke oplyst.

PG 6000

PG 6000 er LGs nyeste bud på en plasmaskærm, som kan være med i et marked der stadig i stor udvikling. LG har – ligesom Panasonic – tilføjet en glasfront, som helt ud til siderne, så panelet og rammen føles som én kombineret enhed.
Derudover er skærmen udført i metal, som giver et eksklusivt look. LG giver også brugeren mulighed for at udskifte den nederste del for at tilføre skærmen individualitet. Man kan f.eks. udskifte dette til valnød.

PG 6000 er ifølge LG, forsynet met et nyt forbedret plasma panel kaldet G-panel. Panelet er 100 Hz og ligesom ved LG 6000 serien, nævner LG, at billedet er dannet ud fra ”ISF–standarden”. Igen er der dog en dynamisk sensor, der indstiller billedet løbende.

Highslide JS
PG 6000


PG 6000 har 4 HDMI indgange i version 1.3, USB samt DVB-T tuner. PG 6000 kommer desuden i 5 forskellige farvevarianter.

LG har også tilføjet tre andre serier under PG 6000; PG 6300, PG 6500 og PG 6900.

PG 6300 er stort set identisk med PG 6000, men kommer yderligere med en DVB-C tuner til digital modtagelse på kabel-tv nettet.

PG 6500 kommer med en DVB-C tuner, som ud tuneren i over PG 6300, også kan dekode HD signaler i mpeg-4 komprimering.

Endeligt er der PG 6900, som har 2 DVB-T tunere og en 250 GB harddisk indbygget.

PG 6000 serien kommer i størrelserne 32, 42 og 50 tommer. Bemærk her, at 32 tommer modellen således bliver den første 32 tommer plasma i lang tid på det danske marked, og det er en udvikling, som nok skal blive spændende for branchen.
Skærmene frigives i april, men priser er ikke oplyst.

LG har også en række nye monitors på programmet i forbindelse med CES 2008. Dem kigger vi nærmere på inden længe.

2. gen Blu-Ray og HD-DVD afspiller

Med BH200 sætter LG Electronics forbrugeren i fokus. Kombi-afspilleren, som både kan bruges til Blu-ray og HD DVD har interaktive funktioner til både BD-Java og HDi. BH200 er den perfekte afspiller til musik- og filminteresserede, da den understøtter CD’er og kan opskalere almindelige DVD’er til en opløsning på 1080p.

Efter den første Blu-ray/HD DVD afspiller BH100 kom i 2007, lancerer LG nu den nye kombi-afspiller BH200, som er til både blu-ray og HD DVD med avanceret BD-Java og HDi-kompabilitet.

Med den nye BH200 kan forbrugeren udnytte avancerede funktioner som ”billede-i-billede” (tilgængelig på mange Blu-rays) og HDi web-tilslutning interaktivitet (tilgængelig fra mange HD DVD). Disse finesser gør det muligt at se filmmanus, produktionsvideoer og regissørens kommentarer, mens man ser film. Afspilleren kan endog håndtere ekstra underholdning via netværkstilslutning.

Highslide JS
LG BH200


- Med forbedrede funktioner er BH200 perfekt til almindelige brugere, som søger efter næste generation af afspillere, eftersom den udelukker behovet for endnu en afspiller og de yderligere kabler, det måtte indebære”, siger Teija-Marie Pierre, Senior Marketing Manager Norden hos LG Electronics.
”Med fuld understøttelse af tilgængelige finesser på Blu-rays og HD DVD’er, er BH200 flagskibet i LGs video/dvd-serie og kompletterer virksomhedens store udbud af fuld HD 1080p fladskærms HD-tv.”

Det nye til BH200 er, at den understøtter 1080p i 24Hz, 30Hz, 50Hz og 60 Hz, i forhold til den tidligere model (BH100), som kun understøtter 24Hz og 30 Hz. BH200 kan klare A/V formatet, MPEG-2, VC-1, H.264 video, MPEG1/2 Audio, Dolby Digital, Dolby Digital+, DTS og DTS-HD. Afspilleren understøtter også digital lyd 7.1.

Highslide JS
LG BH200


BH200 kommer udstyret med flere ind- og udgange, HDMI 1.3 ud, komponent/komposit-video-udgange, digital optisk, analog lyd-udgang og LAN Ethernet-port til interaktivitet via netværk. Afspilleren har også QDEO™ avanceret videoprocessor, som opskalerer til 1080p, forbedret lydreduktion og flot farvepræcision.

Levering og pris
BH200 fås i butikkerne i begyndelsen af januar 2008 til en vejledende pris på 7.995 DKK inklusiv moms.

- LGs CES pressemeddelelse, red

Nye monitors

Tre nye serier blev præsenteret. Læs mere herunder.

W52 serien
LG kan, blandt de nye monitorserier, præsentere den såkaldte W52 linje. W52 serien kommer med et nyt design i LGs velkendte stil og i flere forskellige størrelser.

Alle skærmene i W52 serien er widescreen og måler henholdsvis 19, 29, 22 og 24 tommer. Designet er i højglans sort.

Sammen med W52 serien, introducerer LG også deres nyeste generation af DFC (digital fine contrast) systemet, som er en dynamisk kontrastfunktion. Det dynamiske kontrastforhold oplyses i denne forbindelse til at være 10.000:1.

Skærmene er baseret på TN paneler og er derfor velegnede til f.eks. spil. På alle skærmene oplyser LG således en responstid på 2 ms (g2g).

W00 serien
LG har også skærme i de helt store størrelser klar i deres nye portefølje. Disse hører til i den nye W00 serie.

W00 serien lanceres som 26 og 30 tommer modeller med de respektive navne W2600 og W3000. Ud over monitorbrug, har LG også givet brugeren mulighed for at sende et 1080p signal til skærmene til brug sammen med f.eks. en spilkonsol.

Highslide JS
LG W3000


De to skærme har en angivet responstid på 5 ms (g2g) og et kontrastforhold på 10.000:1 (vha. DFC systemet). Giganten på 30 tommer (W300) har en opløsning på 2560x1600, mens W2600 har en opløsning på 1920x1200.

L7W serien
Den sidste serie LG har fokus på ved dette års CES 2008 messe, er 22 tommer modellen L227WT.

Denne skærm fremhæves blandt andet ved sin hurtige responstid på 2 ms (g2g) og høje farveunderstøttelse på 100 %, mod 72 % for traditionelle skærme.

Highslide JS
LG L227WT


Opløsningen er 1680x1050 og der er således tale om en efterfølger til LGs populære 22” modeller. L227WT har desuden været annonceret til at komme i efteråret 2007, men har ladet vente på sig. Det ser ud til at den nu endelig rammer markedet.

Sharp


Sharp havde nye Tv og det såkaldte Aquos Net at fremvise. Sharp måtte dog se sig slået af Panasonic i kapløbet om den største skærm, da Panasonic har nuppet titlen med deres 150” og derfor snuppet den fra Sharps tidligere 108” gigant.

GP3U og Aquos Net

Sharp har traditionelt set flest nyheder lige omkring CeBit og IFA messerne, men Sharp er dog også et af de synlige ansigter på CES messen.

Sharp havde flere forskellige ting på programmet til CES 2008, men de må dog endegyldig se sig slået af Panasonic i ræset om den største fladskærm. Sharp havde ellers hidtil rekorden med deres 108 tommer, men det varede kun indtil Panasonic kunne fremvise den enorme 150 tommer.

Sharp AQUOS Net
Et af Sharps hovedpunkter i forbindelse med deres keynote tale, var et system kaldet AQUOS Net. AQUOS er Sharps betegnelse for deres Tv linje, så det er givet, at det er en funktion der relaterer sig hertil.

AQUOS Net er en avanceret form for netopkobling til en Sharp server. Det er naturligvis nødvendigt at tilslutte skærmen til nettet, men herefter klarer skærmen - ifølge Sharp - resten.

Kort fortalt, så forbinder man sig til en server hos Sharp, hvor man kan hente forskellige ”widgets” eller former for moduler ned på skærmen. Disse moduler kan vises som fuld skærm, halv skærm eller som det traditionelle lille PIP (picture in picture) vindue i et af hjørnerne.


Sharp pressekonference


Funktionaliteten er naturligvis begrænset af Sharps tilgængelige widgets på serveren, men Sharp fortæller, at man allerede udvider med en række tjenester. I talen snakkede man blandt andet om aktiekurser, vejret, nyheder, en billedfremviser, en tegneseriefremviser mm.

Det lyder bestemt som en smart feature, men Sharp har allerede fået lidt konkurrence fra Samsung, der har et tilsvarende system indbygget i deres kommende skærme.

AQUOS Net tjenesten skal første gang lanceres i forbindelse med en ny 65 tommer model til det amerikanske marked. Der var samtidig ikke så mange europæiske produktnyheder, men det ser ud til at vi kan forvente os større skærme, hvor der specielt er fokus på at øge kontrastforholdet og funktionaliteten.

Sharp GP3U
Derudover benyttede Sharp CES 2008 til at præsentere deres nye såkaldte gamer Tv linje. Modellerne har fået navnet GP3U og bygger på et panel, hvor responstiden har fået ekstra opmærksomhed.

GP3U modellerne har blandt andet en ”game mode”, som kan aktiveres for bedre gengivelse i de hurtige scener, og fjernbetjeningen har dedikerede spilfunktioner, som gør det nemt og bekvemt at være spiller.


Sharp GP3U


Modellerne har et såkaldt ”Vyper Drive” system, som siges at skulle øge opdateringstiden mellem spilkonsollen og Tv’et – hvad det så end indebærer.

Af tekniske specifikationer nævnes blandt andet et dynamisk kontrastforhold på 10.000:1 og en responstid på 6 ms. Skærmene kommer desuden med 3 HDMI indgange af version 1.3 og 2 komponent indgange.

GP3U serien er allerede på vej til markedet. Den kommer i første omgang kun i 32 tommer, men dog i tre forskellige farvevarianter, nemlig sort, hvid og rød.

Philips


Philips introducerede en ny Blu-Ray afspiller og deres nye ”designer Tv” på CES 2008.

Designer Tv

Siden Philips første gang introducerede Ambilight, har de bevæget sig i lidt andre designretninger end resten af markedet. Senest lancerede de Philips Aurea, som blev markedsført gennem modekanaler frem for elektronikkanaler. Uanset hvad man måtte mene om pågældende Aurea Tv, kan man ikke tage fra Philips, at de forsøger med spændende tiltag.

Philips gør nu deres egen kunst efter med introduktionen af 4 nye Tv serier, hvor der er hentet tydelig inspiration fra f.eks. Aurea serien. De fire nye serier hedder henholdsvis 7600, 7400, 5000 og 3000, så lad os prøve at kigge lidt nærmere på dem her.

Philips selv kalder deres nye designserie for minimalistisk, emotionel og genkendelig. I praksis er det bygget op omkring afrundede og bløde kanter, hvor den inderste ramme, indkredses af en smal akrylkant. Højttalerne er desuden skjult, og lyden gengives således fra bagsiden og ud gennem den smalle kant mellem den inderste og yderste ramme.

Highslide JS
Philips 7600 serien


Flere af de nye Tv linjer har også Philips nyeste Ambilight baseret på LED (lysdioder) for at give den velkendte Philips stemningsfornemmelse.

De to modellinjer 7600 og 7400 er hvad Philips betegner som topserierne og de går desuden under fællesbetegnelsen; 7000 serien.
7000 serien bygger Philips Pixel Plus 3HD billedsystem, og her herudover et 100 Hz ClearLCD system. Philips understreger i øvrigt deres fokus på at levere dybere sort og bedre shadow detail – noget som deres Aurea faldt lidt igennem på.

Highslide JS
Philips 7400 serien


Forskellen mellem 7600 og 7400 serierne, ligger primært i manglen på Ambilight for 7400 serien. Herudover er forskellene ikke specificeret og givet de marginale forskelle der er i prissætningen, ser det også ud til at være den eneste forskel.

7000 serien har desuden 4 HDMI indgange – alle af version 1.3a der også understøtter CEC.

Highslide JS
Philips 5000 serien


De to andre serier, 5000 og 3000, er der kun meget begrænset information på. Designmæssigt gør 5000 brug af samme elementer som 7000 serien.

Highslide JS
Philips 3000 serien


3000 serien er mere traditionel i sin opbygning med højttalere i bunden af rammen.

Philips nævner i samme forbindelse, at de nye serier vil stække sig fra 19 til 52 tommer i størrelse, og vi må derfor også formode, at 3000 og 5000 serien vil udfylde de mindste og mellemliggende tommestørrelser.

Herunder finder du desuden et skema på 7000 serien, hvor vejledende dollarpriser også er angivet.

Highslide JS
Philips 7000 serien



Blu-Ray afspiller

Philips er også blandt de mange Blu-Ray supporterer, hvilket de endnu en gang illustrerer med introduktionen af en ny Blu-Ray afspiller kaldet BDP7200.

Highslide JS
Philips BDP7200


BDP7200 er en del af Philips nye designserie, som også har fået andre medlemmer i forbindelse med CES 2008 – og som vi kigger nærmere på snart. Designet er udført i et mørkt look, med bløde og afrundede rammer.

Philips BDP7200 understøtter 1080p signaler – også i 24fps. Derudover har afspilleren også mulighed for at opskalere din nuværende DVD samling til 1080p, når en DVD afspilles i maskinen.

Af andre tekniske detaljer kan blandt andet nævnes Deep Color understøttelse, som er en udvidet dybde i farvespektret. Det kræver dog samtidig, at du har billedmateriale og et Tv som understøtter teknologien.

Highslide JS
Philips BDP7200


Philips slutter sig også til mængden af producenter, der understøtter CEC (Consumer Electronics Control). Philips variant hedder EasyLink og kort fortalt er der tale om en teknologi, der benytter HDMI til at kommunikere mellem de forskellige HDMI enheder, der er tilsluttet.
Man kan f.eks. lave en funktion der tænder anlæg og Tv og justerer lydniveauet, så man kan læne sig tilbage i stolen og nyde filmen.

Philips BDP7200 er samtidig en profile 1.1 afspiller. Philips kalder det BonusView, hvilket blandt andet betyder, at du kan benytte PIP (picture in picture) funktionalitet.

Hvilke lydformater BDP7200 understøtter, nævner Philips ikke.

BDP7200 bliver tilgængelig i løbet af april 2008. Philips nævner i deres pressemateriale en vejledende salgspris på 349 US dollars, hvilket svarer til cirka 1800 kroner ved omregning med den lave dollarkurs.

Mitsubishi


Der har været skrevet meget om disse såkaldte laser-Tv den seneste tid, hvor den største misforståelse i den brede presse har været, at der det er fladskærme. Laser-Tv er en form for bagprojektion og på trods af, at de har skåret en væsentlig del af bagenden fra, er et laser-baseret Tv altså langt fra det man kan betegne som en fladskærm.

Det forhindrer dog ikke Mitsubishi i fortsat at forsøge kræfter med projektet, som de på en eller anden vis ofte får skabt opmærksomhed omkring, og let og elegant fjerner fokus fra det faktum, at det er en ordentlig krabat.


Mitsubishi laser Tv


Billedkvaliteten skulle ifølge flere kilder, være ganske overbevisende, men er det nok til at få teknologien accepteret på et kritisk marked?

Uanset hvad der måtte ske, så lader Mitsubishi til at have store ambitioner med deres laser-Tv. Afsløringen af modellen foregik i det man kalder Moon Room på øverste etage af The Palms Hotel & Casino i Las Vegas.

Highslide JS
Mitsubishi laser Tv, billede lånt af engadget


På præsentationen viste man det kommende 65 tommer laser Tv, som har været varslet flere gange. Nu synes lanceringen dog endelig, og selvom Mitsubishi ikke har en præcis dato, lover man, at laser Tv introduceres i løbet af 2008 til en pris ”der ligger på samme niveau som andre skærme i samme størrelse”.

Highslide JS
Mitsubishi laser Tv, billede lånt af engadget


Mitsubishi er en af de globale giganter der har aktiviteter i næsten alt der kan kravle og gå, og Mitsubishi har også betydelige aktiviteter i laser markedet i forvejen. Mitsubishi hævdede i forbindelse med pressemødet, at de sidder på 75 % af det man kalder red laser markedet, så man kan genbruge mange erfaringer i konstruktionen af laser Tv.

Samtidig giver det Mitsubishi produktionsfordele, og selvom et laser Tv naturligvis består af andet end lasere, kan man godt finde plausibilitet i deres udsagn om prisen, der kan ligge på samme niveau som tilsvarende skærme.

Highslide JS
Mitsubishi laser Tv, billede lånt af engadget


Det kommende laser-Tv har en opløsning på 1080p og farverne skabes fra tre separate lasere. Mitsubishi hævder selv, at teknologien er i stand til at fremvise 90 % af alle de farver, det menneskelige øje er i stand til at se – hvilket er væsentligt højere end alle nuværende skærmteknologier.

LG.Philips


LG.Philips er en af de producenter, der sidder bag produkterne vi ser på hylderne. De udvikler og producerer selve panelerne, som senere købes og integreres i skærme i alle former.

LG.Philips har også meldt sin ankomst på dette års CES 2008 messe, med en række nye paneler, hvor funktionaliteten er i højsædet. Disse inkluderer blandt andet et multi-touch panel, et dobbelt-siddet panel, e-paper (elektronisk papir) og et såkaldt triple-view panel.

Multi-touch panel
Som navnet antyder, er der tale om et touch panel – altså et berøringsfølsomt panel. Dette er i sig selv ikke en nyskabelse, men LG.Philips har nu udvidet deres teknologi, så skærmen kan registrere flere samtidige berøringer.

Highslide JS
LG.Philips multi-touch panel


Den første prototype er begrænset til 2 simultane berøringsområder, men i fremtiden er idéen, at der skal være væsentlige flere. I starten sigter man også udelukkende på public displays i f.eks. storcentre, men på sigt skal teknologien ud på forbrugermarkedet.

Mulighederne med sådanne displays er mange; forestil dig f.eks. en fælles arbejdsflade eller et fremvisningsskærm. Multi-touch paneler er generelt spået en stor fremtid og nogle går så langt som at kalde den for næste generation af skærme. Der findes allerede flere andre prototyper end den LG.Philips her kan fremvise, men markedet er stadig forholdsvis nyt.

Dobbelt-sidet panel
LG.Philips har også en anden nyhed klar til pressen og de besøgende på CES 2008. Det er deres dobbelt-sidet panel. Det skal forstås på den måde, at skærmen kan vise forskellige billeder på hver side af panelet.

Hver side har en opløsning på 1920x1080 pixels og kan fremvise billeder med op til 500 cd/m2, hvilket er optimalt til reklameskærme i offentligheden, hvilket panelet også i første omgang lanceres til.

Highslide JS
LG.Philips dobbelt-sidet panel


LG.Philips har i øvrigt formået at reducere tykkelsen på skærmen 30 % i forhold til tidligere fremviste dobbelt-sidede paneler, hvilket også understøtter det fokus der erpå skærmdybde ved dette års CES messe.
Det dobbelt-sidede panel er i alt 7 cm tykt.

Triple View panel
LG.Philips kan deusnde præsentere et ret enestående resultat med deres triple view panel. Inspirationen er nok hentet fra Sharp, men LG.Philips har taget skridtet videre.

Panelet kan nemlig vise tre forskellige billeder på samme skærm, alt efter om man betragter det fra højre, venstre eller nedefra. Igen sigter man mod public display sektoren og LG.Philips forestiller sig, at skærmen kan benyttes i f.eks. indkøbscentre til at vise forskellige reklamer alt efter, hvor seeren befinder sig i forhold til skærmen.

E-paper
LG.Philips har endeligt et E-paper (elektronisk paper) på programmet.

E-paper prototypen er 14.3 tommer stor, hvilket svarer til et papir i A4 størrelse. Opløsningen på papiret er 1280x800 hvilket er det højeste LG.Philips nogensinde har kunnet fremvise i offentlig skue. Farvedybden er 8 bit, så skærmen i alt kan vise 16.7 millioner farver.

En af idéerne bag elektronisk papir er naturligvis, at det er bøjeligt, men det skal naturligvis også være tyndt. At reducere tykkelsen af panelet er i sig selv en udfordring, men LG.Philips er med deres nyeste prototype nede på et 300 mikrometer tyndt panel.

Highslide JS
LG.Philips 14.3” E-paper


Selve panelet er baseret på et bøjeligt plastiksubstrat og metalfolie, frem for de glassubstrater, der almindeligvis anvendes i fladskærmspaneler.

Strømforbruget er også et af de vitale punkter i forbindelse med E-paper. For at sænke strømforbruget betydeligt, vil e-paper paneler almindeligvis kun opdatere, når de modtager ny information – og således kun forbruge et absolut minimalt strømforbrug, så længe der ikke opdateres på skærmen.

Dell


Dell deltog også ved dette års CES messe og her viste man et noget usædvanligt designerprojekt frem for omverdenen. Projektet har godt nok været et taleemne på tidligere messer, men for første gang stod den endelige model af Dell Crystal LCD display klar til at vise omverdenen – den lanceres nemlig i løbet af kort tid.

Dell Crystal skærmen er i sandhed en unik skærm. Designet med 4mm glas og synlige højttalere er ikke hverdagskost, så Dell skal nok vække opmærksomhed med deres nyeste påfund. Foden er i øvrigt tre standere i poleret metal, som giver et stabilt grundlag og et flot touch.

Highslide JS
Dell Crystal LCD monitor


Skærmen er 22 tommer stor og i widescreen. Responstiden angives til 2 ms og der må derfor være tale om et TN panel. Opløsningen er 1680x1050 – altså den typiske opløsning for en 22 tommer monitor. Kontrastforholdet specificeres til 2000:1 (dynamisk) og endeligt angives et farvespekter på 98 %.

Selve glasrammen huser 4 højttalere, og de sorte streger du ser fra skærmen til højttalernes kant, er ledere, der skal overføre de nødvendige data.
I midten af skærmens øverste kant, kan du desuden spotte et lille indbygget webcam.

Highslide JS
Dell Crystal LCD monitor


Dell Crystal LCD monitor kan tilsluttes med både HDMI og DVI.

Forvent dog at skulle af med flere håndører end hvad en traditionel 22 tommer skærm står til. Dell Crystal LCD monitor kommer til at koste $1199 US dollars mod 300 US dollars for Dell nuværende 22 tommer.

ViewSonic


ViewSonic er efterhånden en ret stor spiller på monitor markedet, og det er derfor naturligt, at også de følger den nye trend med små digitale fotorammer. Først kigger vi dog lidt nærmere på ViewSonics nye monitors.

Nye monitors

I forbindelse med CES 2008 i Las Vegas vil ViewSonic præsentere omverdenen for 2 nye skærme og 2 helt nye skærmserier.

Der er noget for enhver smag i ViewSonics nye portefølje, som inkluderer grafikerskærmen VLED221wm, en ny VP50 serie til de kræsne brugere, en VX62 serie og en ny hurtig 26 tommer model til spilbrug kaldet VX2640w.

VLED221wm
Lad os tage et indledende kig på ViewSonics nye skærm, med det bemærkelsesværdige modelnavn VLED221wm. Som du måske allerede nu har bemærket, er der tale om en 22 tommer LCD monitor med LED backlight.

ViewSonic VLED221wm sigter således efter det profesionelle grafikermarked med deres første LED baserede skærm.

Der nævnes blandt andet et farvespekter på 118 procent af NTSC spektret.

VX2640w
ViewSonic har i forbindelse med CES 2008 også afsløret en skærm kaldet VX2640w og som navnet antyder, er det en 26 tommer skærm.

VX serien forbindelsen almindeligvis med spilleskærme og VX2640w er vist heller ikke en undtagelse. Responstiden er således angivet til 3 ms og mon ikke der er tale om et 26 tommer TN panel?

Highslide JS
ViewSonic VX2640w


VX2640 har en opløsning på 1920x1200 og modtager 1080p signaler. Den minder i beskrivelsen meget om VX2435wm, som vi netop har anmeldt her på side, og som er en multimediaskærm, når den er bedst.

VX2640 kommer desuden med en HDMI indgang. Skærmen frigives i januar, men den vejledende pris er endnu ikke tilgængelig.

VP50 serien
VP50 er semi-profesionelle skærme til dem der gerne vil have lidt ud over det sædvanlige.

VP50 er samtidig efterfølgeren til den populære VP30 serie, som nogen måske husker da den var en af de første skærme på markedet til at kombinere et 8 bit panel og hurtig responstid.

Skærme i VP50 serien er baseret på paneler med 110 % gengivelse af NTSC farvespektret og der er oplyst en dynamisk kontrast på 3000:1.

VP50 serien har desuden mange ergonomiske indstillingsmuligheder, som VP serien generelt også har ry for.

VP serien har tidligere været baseret på 8 bit P-MVA paneler, men det forlyder ikke hvorvidt de nye skærme følger traditionen eller ej. VP50 serien lanceres i 19, 22 (widescreen) og 26 tommer.

VX62
Endeligt har ViewSonic også en ny såkaldt VX62 serie klar. Igen er det småt med detaljer, men det nævnes blandt andet, at man benytter et kontrastsystem til at opnå en dynamisk kontrast på 6000:1.

Digitale fotorammer
Ifølge undersøgelse fra Parks Associates bliver mere end to tredjedele af alle de digitale foto, der tages, aldrig printet eller vist, mens minderne hober sig op på hukommelseskort og harddiske. ViewSonic Corp. slipper billederne fri fra harddisken og bringer dem til sofabordet med introduktionen af en 'nem-i-brug' linie af digitale fotorammer. Firmaets første fotorammer - 7" bredformatmodellen DP701W4WH, 8" bredformatmodellen DF88W-523 og 8" modellen med traditionelt format DF87G-533 - er alle prisoverkommelige, smarte og alsidige højkvalitets-display til fremvisning af digitale foto, som ellers måske aldrig ville have set dagens lys.

- "At fremvise personlige minder - fra bryllupsdage og børnenes første oplevelser til familieferier og fødselsdage - på højkvalitets-display er et naturligt næste skridt for ViewSonic," siger Peter Falbe, country manager ViewSonic Danmark.
"Når vi således nu udvider vores program af førende display-teknologi produkter til også at omfatte fotorammer, er det blot det seneste eksempel på, hvordan vi møder den digitale livsstilstrend og forbedrer forbrugernes muligheder for at se og udveksle digitalt indhold."


ViewSonic DF88W


Billeder kan uploades til rammerne med et USB kabel eller direkte fra kameraets hukommelseskort. Med deres 128MB intern hukommelse kan rammerne vise og roterer op til 106 1,2-megapixel fotos. Brugeren kan browse og vise foto individuelt, se miniaturefotos eller kreere diasshow med overgangseffekter.

7" bredformatmodellen DP701W4WH bringer billeder til live med en 800x480 opløsning, 220 cd/m2 lysstyrke og en kontrast på 400:1 (typisk), som er ideel til skarpe og livfulde billeder. DP701W4WH skaber en blød overgang fra billede til billede, samtidig med at den blanke hvide ramme får den til at passe perfekt til dagens moderne bolig- og kontorindretning. Fotorammen kan vise JPEG og BMP formater og inkluderer også tids- og alarmfunktioner.

8" bredformatmodellen DF88W-523 og 8" modellen med traditionelt format DF87G-533 giver billederne større skærmareal og personlighed med deres audio og video funktioner. Disse rammer kan vise JPEG, BMP og M-JEPG formater, og DF88W-modellen kan endvidere vise MPEG2 og MPEG4 formater. DF88W byder på en 800x480 opløsning og en 300:1 kontrast, mens DF87G har en 800x600 opløsning og 500:1 kontrast (typisk). Med 250 cd/m2 lysstyrke (typisk) vises billederne lyse og klare. Begge modeller indbefatter en integreret højtaler til MP3 lyd, fjernkontrol og tids-, alarm- og kalenderfunktioner.


ViewSonic DF88W


Ud over at vise personlige billeder er disse fotorammer, med deres nemme betjening, også ideelle til firmabrug. I stedet for at fremskaffe nye skilte og andet informationsmateriale til butikker, lægekonsultationer og undervisningssteder, kan man hurtigt skifte budskaber ved at uploade nye billeder på fotorammen og derved spare tid og penge.

7" bredformatmodellen DP701W4WH kan allerede nu købes hos udvalgte forhandlere til en vejledende pris på kr. 895, inkl. moms, og den er dækket af en 2 års garanti.

8" modellerne er endnu ikke kommet i handlen i Danmark - og priserne er ikke fastlagt.

- ViewSonics pressemeddelelse i forbindelse med CES 2008, red

LaCie


LaCie producerer professionelle skærme til grafisk brug og man havde en ny 24 tommer klar på CES 2008.

LaCie 324

LaCie er kendt i grafikerbranchen, som en af de seriøse spillere på niveau med Eizo. Det beviser de også med deres nye skærm, som vises frem i disse dage på årets CES 2008 messen i Las Vegas.

Den nye skærm fra LaCie, har fået navnet 324 og som navnet antyder, er der tale om en 24 tommer model. Grafikerskærmen er baseret på et af Samsung S-PVA paneler, som Eizo også bruger i en række af deres skærme. Panelet understøtter desuden et farvespektrum på 92 %.

Highslide JS
LaCie 324


Skærmen har en opløsning på 1920x1200 og har desuden en integreret 10 bit gamma korrektion, som skal sikre meget præcis billedgengivelse. Skærmen har desuden et billedforbedringssystem fra Faroudja, som blandt andet tillader modtagelse af 1080p og 1080i signaler.

Af input finder man blandt andet D-SUB (VGA), DVI og 2 HDMI indgange med HDCP understøttelse.

Highslide JS
LaCie 324


Skærmen har tre USB 2.0 porte og en udgang til høretelefoner.

LaCie 324 er en skærm til de grafiske brugere, hvilket LaCie også illustrerer ved at lade deres blue eye pro kalibrator med i kassen. Prisen løber op i 1050 US dollars i USA, når skærmen lanceres i januar. Den vejledende salgspris på det danske marked kendes ikke.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Streaming-kalenderen: Nyt på Netflix i april

29 Mar 2024 |

Oversigt: Samsung 2024 TV-skærme

28 Mar 2024 |

Læk: Ny hvid Xbox Series X dropper UHD Blu-ray drevet

28 Mar 2024 |

Streaming-kalenderen: Nyt på Disney+ i april

28 Mar 2024 |

Sony søsætter satsning på gratis-kanaler med reklamer i Danmark

28 Mar 2024 |

Philips Hue får dybere integration med Samsung TV

27 Mar 2024 |