Monitor Begreber
- Forklaring af begreber, der ses i sammenhæng med monitors
Oversigt
LCD TFT?
Alle nuværende LCD computerskærme, LCD-TV, LCD mobiltelefondisplays er LCD TFT skærme. TFT er blot de transistorer, som sidder bag de flydende krystaller og fastholder en spænding. Hvis disse ikke var der, ville skærmen blinke og billedet skulle tegnes konstant ligesom på en CRT skærm.
En LCD skærm uden transistorer er f.eks. dem man kan finde i ældre lommeregnere, men som dog er ved at uddø fuldstændig. Når man snakker om LCD bør man derfor ikke sondre mellem LCD og TFT for det er to sider af samme sag.
I daglig tale ser man også ofte LCD TFT skærme udtrykt ved active matrix og de gamle LCD skærme (uden TFT transistorer) omtalt som passive matrix.
DVI og VGA
Den korte version
- DVI (Digital Video Interface) er en digital (og analog) tilslutningsform. For at bruge den digitale DVI kræver det, at både dit grafikkort har en DVI udgang og at din fladskærm har en DVI indgang.
- VGA (selve stikket hedder D-SUB) er den analoge forbindelse, som du altid har været vant til fra de gamle CRT (kasse) skærme.
En DVI forbindelse giver typisk et bedre billede da den overføres uden konvertering af signalet og uden støj udefra, hvilket den analoge VGA er let modtagelig overfor.
Den tekniske version
DVI kontra D-SUB kvaliteten varierer fra skærm til skærm, men der er nogle meget centrale punkter i det, som belyses herunder:
DVI blev i sin tid udviklet til både at kunne håndtere analoge og digitale signaler og derfor kan du falde over forskellige DVI kabler:
DVI-D er til de digitale.
DVI-I er en kombination af disse to i samme stik.
Mange grafikkort og skærme nu til dags kommer med DVI-I stik, hvilket giver dem mulighed for også at sende analoge signaler hvis det skulle blive nødvendigt af en eller anden årsag. Dog vælger nogle producenter kun at smide en DVI-D udgang på deres grafikkort af omkostningsmæssige grunde.
VGA opbygningen
I de gode gamle dage fandtes der kun analoge forbindelser mellem computer og skærm og standarden indenfor analog transmission mellem grafikkort og skærm kaldes VGA (Video Graphics Array). Grafikkortet behandler alle data digitalt hvorefter en DAC (Digital to Analog Converter) konverterer det parallelle digitale signal fra grafikprocessoren til et analogt signal, der herefter sendes fra VGA udgangen i grafikkortet til VGA indgangen i skærmen. Idet en CRT skærm alligevel er analog, var dette ikke noget problem før fladskærmene kom på markedet. En fladskærm behandler alle signaler digitalt, så derfor skal man i skærmen igen omdanne det indkomne analoge signal til et digitalt signal i en ADC (Analog to Digital Converter) hvorefter skærm-controlleren kan opdatere billedet på skærmen (se figuren herunder).
At konvertere et signal 2 gange for at opnå noget skærmen kan behandle er en oplagt kilde til støj og idet analoge signaler i forvejen er tilbøjelige til at opsamle støj fra f.eks. el-ledninger er dette altså en dårlig løsning på problemet. Der er nogle andre ulemper ved VGA tilslutninge i forbindelse med fladskærme, hvilke er opsummeret herunder:
- Forbindelsen kan let påvirkes af udefrakommende kilder og ligger kablet ved siden af et fjernsyn, højttalere, andre kabler etc. så kan de altså medvirke i artifacts, pixel jitter og lignende. Noget af det kvalitetestab, som kan ske ved analog skyldes fejlkonverteringer allerede når signalet forlader grafikkortet, men også når det modtages i den anden ende.
- Specielt vigtigt er det, at de ikke må løbe parallelt med et strømkabel eller være i kontakt med for meget metal. Et VGA kabel påvirkes nemlig let både af harmonisk forstyrrelse såvel som spontan.
- Signalet er ikke synkroniseret og der kan derfor forekomme ghosting, som er fænomenet hvor der nærmest forekommer en skygge ved siden af det oprindelige billede.
- Et typisk fænomen som også kan forekomme ved en analog forbindelse kaldes pixel jitter og forekommer når signalet ikke er fuldstændig synkroniseret fra grafikkortet til skærmen. Mere præcist når "clock" og "phase" ikke er 100 % synkroniseret. Det medfører at pixels kan optræde forkerte steder, som om de flyder rundt.
Der er stor forskel på kvaliteten af VGA kabler og hvis du har nogen liggende kan du evt. prøve at tage et kig. Flere af dem er langt tykkere end andre og det gør dem naturligvis mindre modtagelige overfor støj. Det kan heller ikke anbefales at bruge lange VGA kabler, da det let kan påvirke slutresultatet. En tommefingerregel er, at de helst ikke må være længere end 2 meter.
Her ses to VGA kabler, som i praksis giver forskellig billedkvalitet (det øverste giver bedst) og forskellen mellem to VGA kabler kan let være meget større.
DVI opbygningen
For at eleminere de forstyrrende mellemled med en DAC og ADC komponent, blev DVI 1.0 standarden indført i 1999. Her er benytter man ikke DAC'en på grafikkortet, men i stedet sendes dataene via en TMDS (Transition Minimized Differential Signaling) transmitter, som omdanner det parallelle digitale signal til et serielt signal, der herefter sendes via DVI stikket på grafikkortet til en TMDS reciever i skærmen, hvor det igen omdannes til et parallelt signal (se figuren nedenunder).
Denne konvertering er nødvendig idet et serielt signal er mindre følsomt overfor støj end et parallelt - især over større afstande. De 24 bit som grafikkortet har produceret bliver således omdannet til 10 bit per farvekomponent (3x8 bit plus 2 bits per farve til styring signalet) og sendt med en hastighed af 1.65 GB/s ved en frekvens på 165 MHz - denne frekvens bliver vigtig senere.
Hvis man ønsker at sende data til et UXGA (1600x1200 punkter) signal ved 60 Hz har man brug for 115 MHz båndbredde, men for en CRT skærm er ca. 25% af alle data udgjort af noget der hedder "Blanking Data" som sørger for at slukke for elektronstrålen. Så selvom der reelt er båndbredde til rådighed ud over de 115 MHz så er de altså oprindeligt tiltænkt "Blanking Data" og derfor er DVI reelt set begrænset til at køre i 1600x1200 punkters opløsning. Hvis man derfor "dropper" disse data, kan man altså godt presse en fladskærm til at køre i højere opløsninger på DVI porten ved at benytte det der hedder "Reduced Blanking". Det er dog ikke noget man selv skal bekymre sig om, idet grafikkortet selv sørger for dette hvis det lader sig gøre. Det er dog her at der kan opstå støj på signalet, hvis citronen presses for hårdt. På det seneste er det blevet et virkeligt problem idet de nye 30" skærme har så høje opløsninger (2048x1536 punkter), at de simpelthen ikke kan drives af et enkelt DVI stik uanset om det kører med "reduced blanking" eller ej og derfor er mange producenter nu begyndt at implementere to TMDS transmittere i grafikprocessoren, således at båndbredden fordobles til 330 MHz - dette hedder Dual-Link og må på ingen måde forveksles med 2 DVI udgange!
Herunder opsummeres de essentielle karakteristika for DVI tilslutningen:
- Ingen konvertering af signalet. Når man bruger sin VGA udgang på grafikkortet og indgangen i skærmen, vil signalet blive konverteret til et analogt før det sendes ud gennem grafikkortet (grafikkortet behandler naturligvis sine informationer digitalt), derefter bliver det igen konverteret til digitalt når skærmen modtager det. Enhver DA og AD konvertering medfører mere eller mindre kvalitetstab.
- DVI-D autojusterer skærmen, så man slipper for flere forskellige indstillinger. Bemærk dog, at farveindstilling stadig er nødvendigy da lys fra rum til rum er forskelligt og oplevelsen af en skærm er subjektivt.
- DVI forbindelsen er dog ikke fuldstændig immun overfor forstyrrelser - for lange kabler eller for høje opløsninger er eksempler på scenarier, hvor der kan forekomme problemer.
Mange vil påstå at DVI hæmmer indstillingsmulighederne i OSD panelet på skærmen. Dette er ikke korrekt, men hænger dels sammen med autojustering af billedet, dels at DVI giver det billede, som er tiltænkt af grafikkortet.
Hvis man ønsker at indstille yderligere kan man også vælge at gøre det direkte fra computeren ved at ændre værdier for grafikkortet.
Pixels - herunder pixelfejl
Pixelopbygning:
En fladskærm er opbygget af fysiske pixels og hver pixel har 3 subpixels, henholdsvis en rød, en blå og en grøn. Alt efter hvor meget lyset der bliver lukket igennem, kan disse tre subpixels danne forskellige farvenuancer lige fra sort til hvid og fra rød til gul. En 17 tommer skærm har eksempelvis 1280*1024 pixels, hvilket er 1.310.720 pixels og altså tre gange så mange subpixels, præcis 3.932.160. Bag hver af disse sidder en transistor, som forklaret i "LCD TFT?" afsnittet. Fordi en LCD TFT skærm har disse fysiske pixels opstår der et problem, når man kører i andre opløsninger end den som skærmen er bygget til. Den oprindelige opløsning kaldes i populær tale for den native opløsning og kommer naturligvis fra engelsk. For en 17" skærm er den native opløsning f.eks. 1280*1024.
Ved de gamle CRT (kasseskærme og fjernsyn) har vi været vant til et lidt andet forhold mellem siderne på skærmen. Opløsningen 1280*1024 er i forholdet 5:4, hvor et CRT fjernsyn (ikke widescreen) og en CRT er i forholdet 4:3. Dette skaber et internt problem, nemlig at der ikke er så mange opløsninger der passer til en 17" fladskærm og for den sags skyld også 18" og 19". Stort set enhver skærm mellem 17" og 19" har en native opløsning på 1280*1024. Det er dog ikke kun fladskærmsejere, som er forvirret over dette ulige forhold. En meget populær opløsning for folk med en CRT skærm er også 1280*1024, men den passer altså ikke til skærmens fysiske mål. Man skal i stedet bruge 1280*960 da det er i forholdet 4:3. Fladskærme over 20" har typisk en native opløsning på 1600*1200, hvilket igen er 4:3.
Det største problem, er dog at fordele en anden opløsning ud over en fladskærms fysiske pixels. Forestil dig, at du har en 17" fladskærm med den native opløsning 1280*1024, hvilket betyder, at den rent fysisk har 1280 pixels horisontalt og 1024 vertikalt. Hvis man så skal vise et billede 800*600 er det klart, at der kan forekomme problemer både fordi det ikke er samme forhold, men også fordi skærmen vil have problemer med at vise 800*600 pixels i 1280*1024 pixels. Dette kaldes interpolation og interpolation bliver aldrig helt perfekt og specielt ikke hvis sideforholdene er forskellige. Det vil betyde, at du viser et 4:3 billede på en 5:4 skærm, hvilket ret logisk gør cirkler ovale og firkanter til mindre rektangler.
Nogle skærme har en mere avanceret interpolationsprocess end andre idet det i høj grad afhænger af en lille chip der sidder i skærmen. Denne chip kaldes en scalerchip og kvaliteten og funktionaliteten af disse varierer meget. Dyre skærme har naturligvis bedre scalerchips end billige. Dog er det altid anbefalet at man kører i den oprindelige opløsning og derfor nytter det jo ikke meget at købe en dyr fladskærm med henblik på at spille, hvis man har et billigt grafikkort så man skal sætte opløsningen ned og derved forringe kvaliteten af billedet på skærmen.
Pixelfejl:
Forestil dig en 20" TFT med 1600x1200 fysiske pixels. Den har altså 1.920.000 pixels og hele 5.760.000 subpixels. Hver eneste af de næsten 6 millioner subpixels har deres egen lille transistor, som styrer den. Hvis bare en af disse transistorer fejler, oplever du en pixelfejl. Fejlen kan opstå på to måder; enten hvis en transistor kortslutter og altså mister evnen til at opretholde en spænding eller, at den ikke slår fra og opretholder en konstant spænding.
Den mest hyppige fejl er en død transistor, altså en som mister evnen til at tilføre sin pixel eller subpixel en spænding.
For at regulere det tilladelige antal pixelfejl på en fladskærm har ISO indført en standard som fabrikanterne skal følge. ISO 13406-2 standarden dikterer hvor mange pixelfejl der må forekomme per 1 million pixels før skærmen kan ombyttes indenfor garantien. Der findes en række klassifikationer indenfor ISO standarden hvor klasse I er den strengeste der ikke tillader nogen pixelfejl eller sub-pixelfejl. Klasse II er dog den der hyppigst følges af producenterne og den er defineret som følger.
Pixelfejl (ISO 13406-2 Klasse II)
Tabellen herunder viser antallet af tilladelige hele pixelfejl for en given opløsning. Standardens Klasse II tillader 2 defekte pixels per 1 million pixels.
Native opløsning |
Antal pixels |
Antal mio. pixels |
Tilladelige fejl |
1024x768 |
786.432 |
0.79 |
2 |
1280x1024 |
1.320.720 |
1.32 |
3 |
1600x1200 |
1.920.000 |
1.92 |
4 |
2048x1536 |
3.145.728 |
3.15 |
6 |
Tabellen herunder viser antallet af tilladelige sub-pixelfejl for en given opløsning. Standardens Klasse II tillader 5 defekte sub-pixels per 1 million pixels.
Native opløsning |
Antal pixels |
Antal mio. pixels |
Tilladelige fejl |
1024x768 |
786.432 |
0.79 |
4 |
1280x1024 |
1.320.720 |
1.32 |
7 |
1600x1200 |
1.920.000 |
1.92 |
10 |
2048x1536 |
3.145.728 |
3.15 |
16 |
Tabellen herunder viser antallet af tilladelige sub-pixelfejl der tillades indenfor et kvadrat på 5x5 pixels for en given opløsning. Standardens Klasse II tillader 2 defekte sub-pixels per 5x5 pixelblok per 1 million pixels.
Native opløsning |
Antal pixels |
Antal mio. pixels |
Tilladelige fejl |
1024x768 |
786.432 |
0.79 |
2 |
1280x1024 |
1.320.720 |
1.32 |
3 |
1600x1200 |
1.920.000 |
1.92 |
4 |
2048x1536 |
3.145.728 |
3.15 |
6 |
Pixelfejl udformer sig også forskelligt fra panel til panel. Det hænger sammen med om et panel blokerer for lys eller lader det passere i dets inaktive stadie, hvilket er beskrevet i sektionen omkring de individuelle paneltyper. VA og IPS paneler, blokerer lyset i deres inaktive tilstand, hvor TN paneler, i deres inaktive stadie, lader lyset gå igennem.
Det har betydning for pixelfejlenes udformning:
Når en transistor dør på en TN skærm, vil det vise sig som en konstant lysende pixel. Når en transistor fejler på et TN panel og opretholder en konstant spænding forevigt, udformer det sig som en konstant slukket pixel.
Når en transistor dør på en VA eller IPS skærm, vil det vise sig som en helt sort pixel. Når en transistor fejler på et VA og IPS panel og opretholder en konstant spænding forevigt, udformer det sig som en konstant lysende pixel.
Herunder kan du se hvilken farve du vil se på skærmen hvis du har en fejl i en eller flere subpixels. BG-farven angiver hvilken farve du skal have på skærmen for at se fejlen:
| Defekte subpixels på: | |||
BG |
Farven |
TN |
VA/IPS |
 |
 |
 |
 |
|
 |
|
|
|
 |
|
|
|
 |
|
|
|
 |
|
|
|
 |
|
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
: Angiver at transitorens stadie altid er tændt. : Angiver at transitorens stadie altid er slukket.
På et TN panel er en konstant lysende pixel derfor hyppigst forekommende, da man oftest ser at transistorer dør. Grundet dette er flere producenter af TN skærme nu begyndt at give 0-pixelfejl-garanti for konstant lysende pixels på udvalgte modeller.
Så du kan nok se er fejlraten relativ lav i forhold til selve pixelantallet, og spørgsmålet er om du overhovedet vil bemærke en død subpixel på en 20" TFT, med knap 6 millioner subpixels, i praktisk brug.
Nogle mener, at man kan massere en død pixel til live. Dette er ikke korrekt. Typisk vil det faktisk kun gøre situationen værre eftersom man let kan komme til at ridse coatingen på skærmen og det er næsten mere irriterende end en død pixel. Til gengæld påstår andre, at de rent faktisk har oplevet, at de har opdaget en død pixel, masseret den og så kom den til sig selv igen kort efter. Dette kan typisk skyldes en fejl i memory controlleren. Før man begynder på alle mulige opfindsomme ting, så kan man tjekke om der i OSD er en funktion á la "Memory Recall". Dette kan afhjælpe fejl forsaget af memory controlleren, som tit kan ligne pixelfejl. Bemærk dog, at funktionen i enkelte tilfælde også fabriksindstiller farver, kontrast og lyset på skærmen.
Coating:
Coating er det yderste lag på panelet, som er lagt på for at minimere spejlrefleksioner og lignende. Et sådan lag sidder på alle nye paneler, såvel som kameralinser, solbriller CRT skærme osv.
Skærme med et glaspanel foran selve panelet kan typisk også have et ekstra lag coating, da glaspaden kan virke som et spejl ved helt mørke baggrunde.
Coatinglaget er skrøbeligt. Man kan både komme til at ridse og gnide coatingen af, og det kan i given fald vil det være mindst lige så irriterende som pixelfejl. For korrekt rengøring af en fladskærm (eller coatingen) bedes brugeren læse afsnittet Vedligeholdelse og Rengøring.
Pixelborders (screendoor effekten):
Pixelborders kan forekomme på paneler, hvis der er en for stor eller tydelig smal kant rundt omkring hver enkelt pixel. I praksis ser fænmenet ud som om, at der er et lyst gråligt gitter foran selve billedet, og igen er det først og fremmest tydeligt på lyse baggrunde. Gitteret kaldes også en screendoor effekt. Problemet er mest udbredt på projektorer, men de produktionsprocessor, som bruges for langt størstedelen af LCD paneler, giver også en minimal screendoor effekt. Andre produktionsmetoder kan afhjælpe dette. Læs blandt andet mere her: LTPS (Low Temperature Poly Silicon):
Pixelborders kan udforme sig sådan her (Bemærk ekstremt urealistisk eksempel for forståelsens skyl):
LG.Philips har eksempelvis haft problemer med pixelborders på nogle af de snart 2 år gamle S-IPS paneler.
Native opløsning:
Den native opløsning er den, som skærmen rent fysisk er opbygget af. F.eks. har en typisk 17" skærm en native opløsning på 1280*1024, som betyder, at der rent fysisk er 1280 pixels horisontalt og 1024 vertikalt i pixelmatrikset.
Hvis man kører i en anden opløsning kan det medføre forringet billedkvalitet.
Interpolation/skalering:
Interpolation betyder definitorisk at forfalske en tekst ved at indsætte eller rette ord i den. I fladskærmsverdenen har det noget at gøre med det som bliver forklaret i pixelafsnittet:Pixels - herunder pixelfejl. Når en skærm skal vise en opløsning, som ikke er dens native, skal de færre pixels deles over de fysiske pixels. Se et eksempler herunder:
Billede 1 viser et 1-tal i den native opløsning og billede 2 viser det samme 1-tal i 800x600. Bemærk hvorledes den sorte farve fader ud i de omkringliggende pixels. Grunden til at der er flere pixels på billede 2 er jo naturligvis, at når man vælger en lavere opløsning, da fylder 1 tallet flere pixels.
Dette er et generelt fænomen i verdenen for digitale skærme, som f.eks. fladskærme. Det er en umulighed at undgå pga. opbygningen af fysiske pixels i et matriks. Hvor god interpolationen er på en skærm, er afhængig af scalerchippen. Typisk er denne indbygget i selve monitor controlleren, men dyre LCD computerskærme og mange LCD-TV har typisk en separat scaler.
Farvetemperatur:
Farvetemperatur måles i temperaturenheden Kelvin, K. Det siges at en farvetemperatur kan være kold eller varm. Egentlig kan det udtrykkes som lysets farve og det kan afhænge både af lyskilden og omgivelserne. Varmt lys har lavest farvetemperatur.
Her ses farvetemperaturen for normalt hvidt lys:
En normal pærre vil være ved omkring 2700-3000 K mens et stearinglys, som opfattes som varmt lys, vil have en farvetemperatur på omkring 2000 K.
Farvetemperaturenindstilling for skærmen afhænger af den enkelte person, men også af omgivelserne. Prøv dig frem for at opnå en passende temperatur på din skærm. Hvis det ikke er muligt at opnå et tilfredsstillende resultat ved at vælge en af de forudinstillede farvetemperaturer (eller hvis valgmuligheden ikke er der), kan de tre grundfarver med fordel indstilles hver for sig.
I de fleste omgivelser anbefales det at køre med en farvetemperatur på 6500K.
Pivot:
Pivot er ikke en teknologi, men en funktion. I praksis vil det sige, at skærmen kan roteres 90 grader således, at den står oprejst, hvilket har sin fordel ved f.eks. Internet surf eller tekstbehandling. Det giver mulighed for at se hele papiret i et Word dokument, uden at det bliver for småt. Nogle skærme kan vende billedet automatisk, når man drejer skærmen, mens man på andre skærme først skal vende billedet i grafikkort indstillingerne eller ved hjælp af medfølgende software til skærmen.
Her ses en ViewSonic skærm i normalstillingen og pivot:
Under Pivot kan man støde på begrebet Gravitysensor. Det betyder egentlig bare, at skærmen automatisk kan dreje billedet i pivot når den fysiske ramme drejes. Det findes blandt andet i udvalgte Eizo, Samsung og LG produkter.
Vægmontering:
Mange skærme kommer uden medfølgende vægbeslag og man kan vælge at købe producentens eget beslag separat. Dette er dog ofte dyrt og tilbyder ikke så mange ergonomiske funktioner. Der er derimod en standard for vægbeslag, som i sin tid er formuleret af VESA. Hvis en skærm overholder denne, så er det relativt let at finde et beslag. Vogels leverer f.eks. beslag til de forskellige VESA vøgbeslagsstandarder, som mange LCD-TV og PDP-TV (Plasma Display Panel) overholder. Se mere på deres hjemmeside:
www.vogels.com
På den måde kan man både spare penge og få et mere ergonomisk eller fancy vægbeslag, så længe man sikrer sig, at skærmen overholder standarden. Det er ofte angivet i specifikationer hos den pågældende producent. Bemærk dog, at enkelte producenter følger deres egne mål og VESA beslagene ikke passer.
Ghosting:
Ghosting begrebet er et af de mange misforståede ord, når man snakker om LCD TFT skærme. Begrebet bliver flittigt brugt i fora, kunde-til-sælger tale, ja sågar større testsider. Hvad folk egentlig mener er slør (eller trail). Per definition er ghosting egentlig et forstyrrelsesfænomen, som kan ligne en kopi af billedet kort efter man ser det første gang. Det kan forklares som et "ekko" billede.
Hvis du har et gammelt TV stående, så prøv at se efter om du ikke kan se ghosting. Ældre TV eller video apparater er nemlig mere modtagelige overfor støj på de analoge forbindelser.
Eksempel:
Bemærk: Ekstremt eksempel for forståelsens skyld.
Selvom man kender forskellen på slør og ghosting er forskellen i praksis dog meget svær at få øje på fordi det egentlig viser sig lidt på samme måde.
Dog binder ghosting sig typisk til analoge D-SUB (VGA) forbindelser, altså den analoge forbindelse som nogle fladskærme bruger. Det medfører, at der kan opstå forstyrrelse på signalet og derved opstå ghosting pga. harmoniske svingninger omkring kabelet.
Ergonomi:
I ordets forstand betyder det videnskaben om de mest hensigtsmæssige arbejdsforhold. Ergonomien for en skærm siger noget om, hvordan den kan indstilles i forhold til brugeren. God ergonomi er et lidt løst udtryk, da man ikke helt konkret kan sige hvad det er. Typisk er en ergonomisk skærm én, som både kan roteres, tiltes og højdejusteres, samtidig med, at den har pivot funktion. En typisk skærm har dog ikke mere end tilt justering og i enkelte tilfælde højdejustering.
Tearing:
Tearing er når top og bund på et billede er ude af synkronisering. Det er ud som om, at den øverste og nederste del af billedet ikke er korrekt justeret i forhold til hinanden. Det kan typisk ses som en horisontal linje i midten af billedet, hvor overdelen og underdelen er forskudt.
Mange CRT brugere oplever en stigende tearing, når de gå over til LCD skærme fordi de har deaktiveret V-sync i grafikkortindstillingerne. V-sync kan med fordel deaktiveres på analoge skærme, som f.eks. CRT skærme, men det har en meget tydelig sideeffekt på LCD skærme. Det anbefales derfor altid at have V-sync aktiveret på LCD skærme, for derved at undgå fænomenet tearing.