Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste kig på Sony's XD93 og XD94 HDR-tv - FlatpanelsDK

Første kig på Sony's XD93 og XD94 HDR-tv

02 Feb 2016 | Rasmus Larsen |

Sony præsenterede deres 2016-skærme på CES-messen og vi havde mulighed for at kigge nærmere på high-end-modellerne kaldet XD93 og XD94. Sony vil introducere nye billedteknologier og en forbedret Android TV oplevelse, men den mest synlige ændring på topmodellerne er vel nok, at de side-monterede højttalere er borte.

Første kig på Sony XD93 & XD94

Af ukendte årsager nægtede Sony at tale om tal og specifikationer på CES 2016. Det ville engang bekræfte om deres tv-skærme på standen kørte Android TV 6.0 eller ej. Vi lærte dog stadig en del om de nye skærme, så lad os kaste os ud i det.

Sony XD94


Sidste års tv-modeller kunne genkendes på C’et i modelnavnet. D’et står for 2016 og er blevet rykket hen foran nummeret i modelnavene. XD93 er således en af de to nye flagskibs-modeller og lanceres i 55” og 65”, hvorimod XD94 kun kommer i 75”. XD94 er den eneste af de to som byder på bagbelyst LED med local dimming – altså den mest avancerede teknik til at gengive billeder i HDR (high dynamic range). XD93 har et nyt "Slim Backlight Drive", der kan styre lyset i nogle få zoner, samtidig med, at tv'et gøres markant slankere.

De side-monterede højttalere er væk
Der kommer ingen ny super-tynd “X90”-model i 2016. I stedet har Sony gjort deres andre high-end-modeller markant tyndere og gjort det muligt at montere dem helt tæt på væggen. Det er muligt fordi vægbeslaget er opbygget ud fra samme koncept, som sidste års X90C gjorde brug af. Elektronikboksen på nederste halvdel af bagsiden har en integreret monteringsløsning øverst, der fungerer som hængsel for et vægbeslag.

Hvis man studerer skærmene lidt nærmere, vil man bemærke, at rammen prydes af en guld-farvet linje, der er sænket ned i det matsorte plastik. Sony fortalte os, at high-end-modellerne kan genkendes på “guld”, mens de lidt billigere modeller såsom XD85 - efterfølgeren til X85C - prydes af sølvgrå. Derudover er der dog ikke meget magi over designet på de nye Sony-skærme. Designmæssigt er de tæt på så anonyme som tv-skærme bliver med slanke rammer og tynde profiler.

Sony XD93


Sony har besluttet sig for at fjerne de side-monterede højttalere, som har kendetegnet deres high-end-skærme i et par generationer. Ikke alle brød sig om designet, men man kan ikke argumentere imod, at det gjorde skærmene unikke. De nye skærme er i stedet reduceret til matsorte plastikhylstre med et LCD-panel indbygget (og en kabelskjuler). Forhåbentlig betyder det lavere priser. Men hvorfor er de analoge porte på bagsiden ikke for længst røget? Analoge porte stoppede med at være relevante, da HD-opløsning kom ind i ligningen. Vi havde håbet på, at 4K ville blive de endelige dødsstød til disse inferiøre porte. Åbenbart ikke.

Sony XD93


Sony siger, at alle deres nye 4K-tv vil understøtte HDR (high dynamic range), men vær opmærksom på, at kun XD93 og XD94 har “X-tended Dynamic Range”-systemet, der kan levere den ekstra høje lysstyrke i højlys (f.eks. reflektioner fra solen i vandoverflad eller metallakken på en bil), som HDR-billederne kræver, og kun XD94 har et bagbelyst LED-system med local dimming. I den forstand har intet ændret sig ift. 2015-modellerne.

Du har måske bemærket, at Sony ikke skilter med, at deres nye tv-skærme er “UHD Premium”-certificerede, selvom Sony er et af medlemmerne i UHD Alliance. Hvorfor? Det er et godt spørgsmål, som vi forsøgte at få besvaret under CES, men eftersom at Sony ikke ville tale om specifikationer, kan vi kun spekulere. Har Sony’s nye tv-skærme ikke specifikationerne til at møde kravene for “UHD Premium” (>1000 nits peak lysstyrke og <0.05 nits sort)? Måske ikke, men vi kan ikke være sikre. Sony’s beslutning om ikke at diskutere specifikationer kan dog give anledning til at mistænke, at de har noget at noget at skjule.

Men hvordan klarede skærmene sig så? Jo, billedkvaliteten var meget nydelig, men vi så kun skærmene i det åbne messeareal. Vi så billedmateriale i 4K, HDR og større farverum og vi er stadig begejstrede for kombinationen af de tre faktorer. XD94 kunne unægteligt gengive et smukt HDR-billede og nå relativt høje lysniveauer i højlys. XD93 gengav også nydelige billeder, men så billedmæssigt ikke markant anderledes ud end sidste års model, bortset fra det nye design. Vi spottede også en XD85 (efterfølgeren til X85C) ovre i et af hjørnerne af standen og det lod til at have samme billedkarakteristika som sidste års populære X85C model.

Sony XD93


Sony annoncerede ikke en UHD Blu-ray-afspiller, men har bekræftet at den kommer senere.

En forbedret Android TV oplevelse

Sidste års modeller fra Sony blev ramt at betydelige forsinkelser pga. Android TV og ydelsen var ikke helt poleret nok. Sony vil fortsætte med at bruge Android TV-styresystemet i 2016 og vi prøvede kort deres nye hardware/software på CES 2016.

Som nævnt i starten, ville Sony ikke bekræfte, hvorvidt de nye tv-skærme fremvist på CES kørte Android TV 6.0. En kilde bekræftede dog senere overfor os, at skærmene kørte en preview-version af 6.0, og det var da også tydeligt, at der var ændringer på programmet. Sony bekræftede overfor os, at 2015-modellerne også får 6.0 opdateringen.

Sony XD94


Android TV 6.0 vil primært fokusere på fejlrettelser og ydelsesforbedringer. Der er dog også visse nye funktioner, herunder en opdateret stemmestyringsfunktion. Vi prøvede den på CES og den føltes klart hurtigere. Faktisk virkede hele brugerfladen på tv’et hurtigere og mere flydende. Med 6.0 bliver det desuden muligt at vælge hvilke apps, der må foreslå indhold oppe i “anbefalingsrækken” øverst. Mere om Android TV 6.0 her.

Både 2016 og 2015-modeller får Android TV 6.0
Fra dette års modeller vil Sony også stoppe med at lægge to fjernbetjeninger i kassen. I stedet har man indbygget en mikrofon i den store fjernbetjening og tilføjet dedikerede knapper til Netflix og Google Play-butikken. Hvis du allerede ejer et Sony-tv genkender du nok fjernbetjeningen. Den største forskel er, at bagsiden nu er gnubret og gummiagtig.

Sidste års skærme har allerede adgang til 4K-indhold fra Netflix og de får også adgang til HDR-indhold fra Netflix meget snart. I 2016 vil Sony lancere en filmtjeneste kaldet Ultra, hvorfra man kan købe og leje film - til at starte med dog kun i USA.

Sony XD93


YouTube begynder at understøtte HDR-kvalitet senere på året vha. et nyt VP9-Profile 2 format. VP9-formatet understøtter allerede 4K-opløsning, men først med Profile 2 understøttes HDR. Sony’s Motoi Kawamura, Head of TV Product Planning for Sony Europe, bekræftede overfor os, at 2016-modellerne vil understøtte VP9-Profile 2 og at de dermed kan streame YouTube i HDR-kvalitet - vel og mærke kun hvis indholdet er tilgængeligt heri. Vi så en demo af det på CES og det så rigtig nydeligt ud. Tiden hvor YouTube leverede dårligere billedkvalitet end vores tv-signaler er for længst overstået.

Det er alt for denne gang. I morgen vil Sony fortælle mere om det fulde europæiske modelprogram. Vi skulle også modtage de første 2016-modeller til test inden længe.

Sony XD93

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |