Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonVil Kina dominere fremtidens skærm-marked? - FlatpanelsDK

Vil Kina dominere fremtidens skærm-marked?

18 Nov 2011 | Rasmus Larsen |

Japanske elektronikproducenter var for blot nogle år siden dominerende på Tv- og skærmmarkedet, men sidenhen har de sydkoreanske gjort kraftig indtog. Nu vil Kina forsøge at overtage førertrøjen, og føre an i OLED-æraen. Er du klar til at købe dit næste Tv fra en kinesisk Tv-producent?

Der var engang…

Der var engang, hvor japanske elektronik-producenter såsom Sony, Panasonic, Toshiba og Sharp trivedes og dominerede Tv- og skærmmarkedet. Du husker det måske selv, for det er ikke så mange år siden.

Sony kæmper for at gøre deres Tv-forretning profitabel
Sony kæmper for at gøre deres Tv-forretning profitabel


Men i de seneste år har navnlig to Sydkoreanske producenter skubbet til magtbalancen. Samsung og LG har begge oplevet en kolossal vækst med deres LCD-panelproduktion og Tv-salg – ikke mindst fordi de har haft en force ved selv at producere skærmpanelerne. Sydkoreanerne har været ekstremt succesfulde fordi de har haft en mere moderne tilgang til produktdesign og ikke mindst fordi de har været meget effektive i målet om at sænke produktionsomkostningerne.

LCD-TV salg
Globalt LCD-TV salg i 1. halvdel af 2011, kilde: WitsView. Bemærk dog, at plasma-TV ikke er inkluderet


De japanske giganter er stadig med i kapløbet, men det gør ondt på finanserne. Senest har både Sony og Panasonic meldt ud om ændringer for deres skærm-divisioner. De sydkoreanske spillere ligger mere komfortabelt i svinget, selvom de dog også oplever pres på fortjenesten for tiden. Skærmmarkedet er også blevet fragmenteret, så visse producenter sælger skærm-paneler til de andre producenters fladskærms-Tv.

Men kunne Kina få en rolle i fremtidens marked og måske endda dominere Tv og skærmmarkedet indenfor nogle få år? Kina har oplevet en opblomstring i økonomien, der fortsat bliver stærkere, og alt tyder på, at Kina er værd at holde øje med i skærmbranchen. Lad os forklare hvorfor.

Skal Kina føre an i OLED-æraen?

Kina – samt Hong Kong og Taiwan – er ikke helt nye på skærmmarkedet, og ændringer sker naturligvis ikke over natten. Der har været skærmproduktion i Kina i flere år, men opblomstringen har først for alvor taget fat efter, at den kinesiske regering har givet favorable vilkår til indenlandske skærmproducenter, samt oprettet investeringsfonde. Det hele store paradigmeskift kan dog indtræffe sammen med introduktionen af OLED-skærme.

AUO 32-tommer OLED-TV
AU Optronics udstiller dette 32” OLED-TV


Sydkoreanske Samsung har allerede opsat en mindre produktion af OLED-skærme, LG ligeså, og taiwanske AU Optronics står også klar i kulissen. OLED-teknologien kan vende op og ned på magtbalancen i skærmmarkedet, i takt med, at producenterne skifter kapacitet væk fra LCD/LED og plasma, og over til OLED. Man skal ikke mange år tilbage for at se en lignende tendens, for dengang vandt Samsung og LG en stor del af markedet på LCD-teknologiens opblomstring.

Haier trådløs strøm
Kinesiske Haier har demonstreret dette fladskærms-Tv, som kører på trådløs strøm


De kinesiske skærmproducenter synes at være enige om, at OLED er fremtiden. Samsung er pt. den største producent af OLED (Samsung kalder det for AMOLED), men mange kinesiske producenter investerer aggressivt i OLED-teknologien. Kinesiske BOE er klar med OLED-produktion via 4,5-generation & 5,5-generations produktionslinjer (en 4-5. generations fabrik er optimeret til produktion af små-mellemstore OLED-paneler). Andre producenter følger trop; Sichuan har påbegyndt produktion på 4,5G fabrik, Visionox på en 2,5G og 4,5G fabrik, Xiamen Tianma på en 5.5G fabrik og Irico på to 4,5G fabrikker. Og større OLED-fabrikker med 7-10G produktionslinjer, der er optimeret til produktion af store OLED-paneler til Tv-skærme, er på vej til Kina.

Det er rigtig mange OLED-skærme fra de kinesiske skærmfabrikker. Og selvom man starter med de små OLED-skærme, så er det naturligvis blot et skridt på vejen mod skærme til tablets, bærbare computere og Tv-skærme.

Sydkoreanske LCD-producenter flytter til Kina

Nu skal det ikke lyde som om, at OLED-teknologien vil tage over fra dag til dag, og produktionen af LCD-skærme er fortsat enorm, samtidig med, at mange af producenterne fortsat udvider kapaciteten på deres LCD-fabrikker. Men de kinesiske producenter synes også at være klar til at udfordre LCD-markedet og kineserne investerer lige nu i LCD-fabrikker, der hjælpe dem til at tage kampen op på den korte bane.

Den mest interessante udvikling på LCD-markedet, skal dog findes i det faktum, at selv de Sydkoreanske producenter, der traditionelt har placeret LCD-fabrikker i Sydkorea, er på vej til at etablere nye LCD-fabrikker i Kina.

Chimei Innolux udstiller 4K LCD-panel
Taiwanske Chimei Innolux udstiller dette 4K LCD-panel


Samsung har netop bedt om lov til at opgradere deres kommende 7.5G LCD-fabrik, som de bygger i Suzhou, Kina til en 8.5G fabrik, der kan producere større LCD-skærme. Og LG har også planer om at etablere en 8.5G LCD-fabrik i Kina. AU Optronics har lignende planer, og japanske Sharp er i dialog med den kinesiske regering omkring opførslen af en 10G LCD-fabrik. Alle fabrikker er planlagt til at gå i luften i 2013, men udviklingen viser tydeligt, at de nuværende producenter anerkender Kinas rolle i det fremtidige marked. Og Kinas regering er klar over, at skærmproducenterne gerne vil gøre brug af deres favorable vilkår og billige arbejdskraft. Hvis udenlandske skærmproducenter skal etablere skærm-produktion i Kina, kræver regeringen sågar, at de benytter deres mest avancerede og effektive skærm-fabrikker på kinesisk jord.

I mellemtiden har kinesiske skærmproducenter såsom BOE og CSOT indledt "over 8G" (til store skærme) LCD-produktion i Kina. Xiamen Tianma - der også satser på OLED-produktion - er ved at bygge LCD-fabrikker baseret på lavere generations-produktionslinjer med henblik på at producere små til mellemstore LCD-paneler til håndholdte enheder såsom smartphones og tablets. Xiamen Tianma har ambitiøse mål, og sigter mod at være i top-3 indenfor LCD-panelproduktion til håndholdte enheder i 2015 - ikke ligefrem en beskeden udmelding. En af deres kinesiske landsmænd, CPT, siges i øvrigt at være en af de primære leverandører af skærmen til den kommende Amazon Fire tablet. Kinesiske BOE indtog for kort tid siden pladsen som sjettestørste globale producent af LCD-paneler, og nu sigter de efter at overtage Sharps position som den femtestørste.

Samtidig oplever Kina en stor tilstrømning af komponentfabrikanter, som etablerer produktion af komponenter til skærme på kinesisk jord. Her kan specielt LED-produktion (lysdioder til belysning i LCD-TV) fremhæves, og Kina forventer, at LED-produktionen i Kina vil eksplodere over de kommende år.

Hvad gør de andre?

De japanske og sydkoreanske Tv-producenter anerkender truslen, og lige nu sker der kraftige forskydninger i branchen. Sony overvejer at droppe deres LCD-samarbejde med Samsung, Panasonic har lukket 2 Tv-fabrikker, Philips har solgt deres Tv-division fra, og endeligt er Sony, Hitachi og Toshiba gået sammen om produktion af små LCD-skærme under navnet Japan Display.

Landskabet ændrer sig hastigt, men som nævnt forventes den helt store forskydning i forbindelse med overgangen til OLED-skærmteknologi, hvor de sydkoreanske producenter står stærkt, men hvor truslen fra de kinesiske vokser.

Er du klar?

Vi sidder på den anden side af hegnet og for os dødelige kan det være svært at forholde sig til, hvilke komponenter der skjuler sig inde i vores skærme. De bliver først bliver først synlige, hvis produkterne åbnes og undersøges.

Men når skærmproducenterne får større produktion og mere magt, kan de også bevæge sig ind på markedet for reelle forbrugerprodukter. Kan vi stå overfor invaderende kinesiske Tv-producenter, der sælger deres fladskærms-Tv på europæisk grund? Muligvis.

Haiers gennemsigtige 22-tommer skærm
Kinesiske Haiers gennemsigtige 22-tommer skærm, billede fra Engadget


Den største fladskærms-Tv producent i Kina er TCL, men også Haier har ført sig frem på de seneste CES og IFA-udstillinger i henholdsvis Las Vegas og Berlin. Flere af de kinesiske Tv-producenter er blevet for store til at ignorere – også selvom vi bor langt fra den kinesiske mur.

LCD-TV fra kinesiske TCL
LCD-TV fra kinesiske TCL


Det betyder ingenlunde, at de sydkoreanske Tv-producenter vil forsvinde, for Samsung og LG ser ud til at være parate til at tilpasse sig i den nye markedssituation. Vi er mere bekymrede for de mere konservative japanske Tv-producenter – de lod trods alt sydkoreanerne få fodfæste i første omgang.

Så er du klar til at købe et fladskærms-Tv fra en kinesisk Tv-producent næste gang din stue skal have et nyt alter?

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |