Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonIFA messerapport del 1 - FlatpanelsDK

IFA messerapport del 1

06 Sep 2006 | Rasmus Larsen |

Flatpanels har besøgt dette års IFA 2006 messe, som afholdes i Berlin fra d. 1. september til d. 6. september og vi har en masse beretninger og ikke mindst billeder at præsentere for brugerne.

IFA messen er en af de mest anerkendte indenfor det man må betegne, som Hi-fi. Her er specielt fokus på lyd og billeder, og man har så udeladt noget af det mere IT relaterede, som processorer og grafikkort.
Stort set alle de største producenter af højttalere og skærme er repræsenteret, og de største har endda hele haller udelukkende til deres messestand. Vi forsøgte naturligvis at besøge så mange som muligt, men af hensyn til tiden nåede vi ikke hele messen rundt.

Jeg har delt messerapporten op i to dele, hvor jeg i første del tager fokus på Samsung, Philips, Toshiba og Hyundai.

Samsung:

Lad os starte med Samsungs stand, som var en af de største og mest omfattende. Hvis du har fulgt med i nyhederne her på Flatpanels.dk den seneste tid, har du sikkert allerede set nogle af deres kommende Tv og monitors, men dem kommer vi naturligvis ikke udenom her i messerapporten, og at se dem i praksis var også ganske spændende.

Vi starter med Samsungs fjernsyn, og lad os prøve at kigge lidt på nogle af de virkelig store modeller, som blev vist frem. Herunder ser du Samsungs 102 tommer store plasma Tv. Det er helt gigantisk og det er måske ikke lige det typiske stue Tv, men imponerende var det.


Samsung 102 tommer PDP-TV


Billedkvaliteten var dog imidlertid ikke noget der virkelig imponerede mig. Jo den var nogenlunde, men specielt bevægende billeder blev gengivet dårligt, og Samsung havde langt mere interessante Tv på programmet.

Et andet gigantisk Tv var dette 80 tommer store plasma Tv.


Samsung 80 tommer PDP-TV


Samsung havde også store LCD-TV på programmet, som f.eks. dette 82 tommer baseret på LEDs. Det blev også præsenteres på CeBIT 2006 messen og er til dato noget af det mest interessante på LCD markedet, ikke mindst pga. integrationen af LEDs. Billedkvaliteten var imponerende.


Samsung 82 tommer LCD-TV


Et 70 tommer LCD-TV var også til udstilling og det var bestemt ikke mindre interessant end 82 tommeren. 70 tommer har Samsung allerede annonceret til forbrugermarkedet og det skal angiveligt lanceres allerede i 2007.


Samsung 70 tommer LCD-TV, LE-70F71B


Fordi lanceringen er så tæt på, havde Samsung også en rimelig komplet specifikationsliste. 70 tommer modellen skal være en del af F71 serien og hedde LE-70F71B. Den er baseret på Super-LEDs. Det Samsung kalder Super-LEDs er et system, der kan styre baggrundsbelysningen i områder. Tidligere har dynamiske funktioner ændret lysstyrken på hele backlight enheden, men med Super-LED systemet kan man styre de områder, hvor det kræves. Hvis der f.eks. kræves lyd i højre side og mørke i højre side, kan systemet styre det hver for sig.
LE-70F71B har derfor også et dynamisk kontrastforhold på hele 50.000:1, hvilket også er noget integrationen af LEDs muliggør. For farveunderstøttelsen oplyser Samsung 146 % - det må næstne være for PAL farvespektret, selv om det ikke var angivet.

Samsung havde generelt rigtig mange store Tv på programmet, og langt størstedelen af dem var opstillet ved siden af hinanden. Mens mange af dem var til ren promotion, var en del af dem også produkter, som rent faktisk kan forventes på forbrugermarkedet indenfor de kommende år.


Samsungs gigantiske skærme


Lad os prøve at kigge lidt nærmere på nogle af de modeller, som rent faktisk kan fås til menneskepenge. Herunder ses R7x serien fra Samsung, som er aktuel i øjeblikket. Bemærk de mange farvevarianter, der blev vist frem.


Samsungs R7x serie


Samsungs nye M71 serie blev også vist frem. M71 serien er så småt begyndt at dukke op rundt omkring i de danske butikker.


Samsungs M71 serie


Og så til en af de nyeste afsløringer fra Samsung, nemlig deres F71 serie, som er 1920x1080 modeller. F71 serien minder på mange måder om M71 serien, men har en højere opløsning, og så skal den, set du fra nogle af de andre præsentationsmodeller på messen, også lanceres i større modeller – som f.eks. tidligere omtalte 70 tommer model.


Samsungs F71 serie, Full HD


På billedet herunder ses en sammenligning med et 1366x768 panel, hvor Samsung har påsat et forstørrelsesglas, så man kan fornemme den fysiske forskel på panelets pixels.


Sammenligning mellem 1366x768 og 1920x1080


Samsung har også for kort tid siden lanceret den nye Q7 serie af plasmamodeller. Den blev naturligvis også vist frem. Det var lidt svært at få et helt optimalt billede af den pga. genskæret i panelet.


Samsungs Q7 PDP-TV serie


I forbindelse med annonceringen af M71 serien, nævnte Samsung også N71 serien, som snart begynder at dukke frem landet over. N71 serien er LCD-TV, der svarer til M71 serien, blot uden Samsungs Smooth Motion system. Smooth Motion blev også demonstreret på messen, men det vender vi lige tilbage til senere. Herunder 46 tommer modellen af N71.


Samsungs N71 serie, LE-46N71B


Og så måske til Samsungs allermest interessante afsløring, M91 serien! M91 serien er Samsungs nye LCD-TV baseret på LEDs. LEDs giver blandt andet forøget farveunderstøttelse og mulighed for bedre kontrastforhold.


Samsungs M91 model


Jeg var lidt skuffet over, at Samsung ikke havde valgt en bedre, eller hvert fald lidt mere omfattende, præsentation af skærmen. Specifikationerne var ikke nævnt, og vidste man ikke, at det var en model fra M91 serien, så havde man ikke bemærkede den. Men på trods af det, så var den ganske imponerende.


Samsungs M91 model


Man brugte et avanceret kamera til at filme en opstillet scene med nogle figurer, som tre Tv skulle gengive.


Sammenligning mellem CCFL, udvidet CCFL og LED


De tre Tv var et med traditionelt CCFL backlight, et med udvidet CCFL backlight (som f.eks. M71, N71 og F71 serien har) og sidst M91 med LED backlight. Der var ingen tvivl om, at M91 gengav det mest naturlige og præcise billeder. Derudover var det dog svært at vurdere så meget ud fra præsentationen og jeg kunne godt have tænkt mig at se en lidt mere omfattende demo af skærmens egenskaber.

Samsung viste også deres nye S7x serie, som er en af de billigste serier i sortimentet. Den er netop begyndt at dukke op i Danmark.


Samsungs S7x serie


Selv om fladskærme udgjorde langt den største del af Samsungs messestand, så havde de da også plads til nogle bagprojektions-Tv og et par CRT Tv. Herunder et LED DLP bagprojektions-Tv.


Samsungs LED DLP bagprojektion


Og så Samsung kommende Blu-Ray afspiller.


Samsungs Blu-Ray afspiller


Med den, så lad os prøve at bevæge os over til de præsenterede monitors fra Samsung.

En af de mest interessante var måske nok denne XL20 monitor. Den udmærkede sig ved at være baseret på LEDs, men skal nok primært ses som en skærm til grafikere. Til venstre ses en lidt lysafdæmpet version og til højre en mere lysstærk. Begge baseret på LEDs og med en farvegengivelse, som ikke ses lignende på nogen nuværende LCD paneler.


Samsung XL20, LED LCD monitor


Og så til en af Samsung nye skærme til gamerne. Her er Samsung 931C, der har en responstid på 2 ms. Den udmærker sig også ved den udvidede CCFL backlight, der muliggør en større fremvisning af farvespektret i traditionelle LCD skærme. Der er ikke tale om LEDs, men en baggrundsbelysning, der ligger imellem LEDs og de konventionelle CCFL’er. Den kan sammenlignes med M71 serien af Samsungs LCD-TV.


Samsung 931C


En anden nyhed var denne 932B, der havde et attraktivt hvidt design.


Samsung 932B


Samsung præsenterede også en af deres mest interessante modeller i mine øjne, nemlig 971P. Der var ikke forlydender om, hvordan farvegengivelsen var (set i forhold til sagerne med 193p+ og 970P), men designet er meget interessant. Da jeg så den første gang på CeBIT 2006 var jeg ikke helt vild med det, men efter at have set den flere gange, må jeg indrømme, at jeg synes den er virkelig køn at se på.


Samsung 971P


Den kommer også i hvid.


Samsung 971P


Og Samsungs kommende 30 tommer monitor fik også plads på bordet. Den skal hedde 305T.


Samsung 305T


Samsung præsenterede ydermere en ny 20 tommer widescreen model kaldet 206BW. Den udmærker sig blandt andet ved en responstid på kun 2 ms (g2g), et kontrastforhold på 1000:1 og opløsningen 1680x1050.


Samsung 206BW


Også denne 19 tommer widescreen blev vist frem. Jeg fik dog ikke fat i specifikationerne, men navnet er angiveligt 931BW.


Samsung 931BW


For lige at vende tilbage til Tv delen af Samsung, så viste man også en præsentation af Smooth Motion systemet. Smooth Motion teknologien skal sørge for at Samsungs Tv gengiver bevægende billeder endnu bedre, uden at hakke eller trække slør. Den kan sidestilles med Philips ClearLCD, selv om der naturligvis er nogle forskelle på de to teknologier.


Præsentation af Smooth Motion


Smooth Motion er dog en af de teknologier som er specielt interessant for LCD-TV. Den kan bidrage til at skabe en langt mere realistisk og behagelig gengivelse af bevægende billeder.

Toshiba:

Toshiba har været en af de store producenter i nogle år nu og de havde da også en række Tv på programmet. Specielt WL66 LCD-TV serien har fået opmærksomhed herhjemme efter den blev introduceret til med attraktiv billedkvalitet til en god pris.

Lad os derfor starte ud med WL66 serien, som du kan se herunder.


Toshiba WL66 serie


Toshiba havde også WLT68 serien på programmet, som på flere områder er yderst interessant. Den udskiller sig fra WL66 serien på blandt andet fjerde version af billedforbedringssystemet PIXEL PRO, samt et system tilsvarende til Philips ClearLCD og Samsungs Smooth Motion. Toshiba kalder deres Active Vision M100.


Toshiba WLT68 serie


Toshiba havde også 1920x1080 modeller på programmet. Man kalder serien WLG66. Ud over den høje opløsning minder LG66 serien om WL66 serien. Her ser du 47 tommer modellen i Full HD.


Toshiba WLG66


Også WL67 serien blev præsenteret. Det er igen en 1920x1080 LCD-TV serie med blandt andet PIXEL PRO III+ og en responstid på 6.5 ms. Billedkvaliteten var ganske imponerende på præsentationen, ligesom den også var på de andre serier, og Toshiba er bestemt en af de mere interessante Tv producenter.


Toshiba WL67


Som en af fortalerne for HD-DVD formatet, havde Toshiba naturligvis også deres HD-DVD afspillere på programmet. Herunder ses HD-E1.


Toshiba HD-E1


Med HD-DVD skal der naturligvis også følge nogle filmudgivelser, så det havde Toshiba også taget med. På bagvæggen ser du en række udgivelser, som demonstreres på skærmen i midten. Behøver vi at sige, at kvaliteten af HD klippene er langt bedre end vores traditionelle DVD format?


Toshiba HD-DVD


Toshiba havde også deres HD-XE1 HD-DVD afspiller med på messen. Den kan du se herunder.


Toshiba HD-XE1


Las os til slut vise denne præsentation af Toshibas Active Vision M100 system, der skal forbedre gengivelsen af bevægende billeder. Det er svært at fange på et kamera, men effekten i praksis er slående, ligesom det ses f.eks. med Philips ClearLCD.


Toshiba Active Vision M100, 100 Hz


Philips:

Vi bevæger os videre til Philips, som blandt andet er aktuelle med en række nye LCD-TV serier, herunder 9731D og 9831D, som de mest interessante.

Philips havde ingen nye Tv afsløringer på programmet, men præsentationerne af de nye serier var bestemt heller ikke tam. Specielt ambilight delen var i fokus.

Her først 9831D serien, der blandt andet byder på det Philips kalder Ambilight Full Surround, hvor ambilight er rundt om hele billedet og oplyser den hvide ramme, som er en del af Tv’ets design.


Philips 9831D serie


Og 9731D serien, som Flatpanels netop har testet. 9731D serien har ambilight 3, hvor de to sider og toppen oplyses.


Philips 9731D serie


Philips viste også deres nye trådløse musik system. Apparatet kan trådløst distribuere lyd til højttalerne.


Philips wireless musiksystem


Du har sikkert allerede læst eller hørt om ClearLCD, Philips nyudviklede system, som skal reducere slør til et minimum. Med ClearLCD forøger man frekvensen på skærmens panel til 100 Hz, samtidig med, at man lader backlight systemet blinke i et interval, der ophæver den såkaldte ”sample-and-hold” effekt, som LCD paneler bygger på. Det kan reducere slør og demonstrationen viser det også på fornem vis. ClearLCD kan sidestilles med f.eks. Samsungs Smooth Motion.


Philips ClearLCD


Og så til en sand gigant. Philips har udviklet et 100 tommer stort LCD-TV. Indtil videre er det kun som promotion model, men man kan sagtens forestille sig det på markedet i fremtiden.


Philips 100 tommer LCD-TV


Tv’et er virkelig stort, men efter et nærmere kig, var jeg nu ikke imponeret af billedkvalitet. Den skal forbedres, hvis det skal ud på forbrugermarkedet.


Philips 100 tommer LCD-TV


Philips præsenterede også deres WOWvx teknologi, som kan gengive 3D billeder. Det er umuligt at fange på et kamera, men her en illustration af præsentationen. Teksten på den øverste skærm drejede rundt og det så ud som om, at det kom ud af billedet. Effekten var ikke virkelig overbevisende, men den var der. Man skal dog stå ligefor skærmen ellers fungerer det ikke.


Philips WOWvx 3D


For lige at vende tilbage til 9831D serien af LCD-TV, så synes jeg lige I skal se et show Philips lavede, hvor de brugte et utal af 9831D modeller.


Philips 9831D præsentation


Showet var ganske underholdende, men det mest imponerende var hvordan Philips havde formået at opsætte og kontrollere så mange Tv til at vise et kæmpe billede.

Rækken af Tv fortsætter desuden ud af billedet til venstre med nogenlunde lige så mange Tv, som jeg kunne fange på kameraet.

Ambilight var som sagt et stort emne for Philips og det havde også designet nogle deciderede demorum, hvor man havde udvidet ambilight med yderligere lamper. I gulvet lå der desuden en kraftig subwoofer, som gav en ret voldsom effekt, når man trådte op på det hvide underlag.


Philips Ambilight


Og hvis du ikke kan få nok af Ambilight til Tv, så har Philips nu også udvidet det til nogle højttalere til LCD monitors.


Philips Ambilight til monitors


Philips er naturligvis også med på bølgen med de nye HD afspillere og fremviste således også deres kommende Blu-Ray afspiller, som skal være en del af Cineos serien. Den kan du se herunder.


Philips HD-DVD afspiller


Philips havde også en masse telefoner og andre sjove dingenoter på deres stand, men dem har jeg valgt ikke at gennemgå her.

Hyundai

Hyundai er endnu ikke en af de store på skærmmarkedet, men de er begynd at introducere flere interessante LCD monitors og LCD-TV på det sidste. Jeg kiggede kort forbi deres stand for at se om jeg kunne finde nogle af deres nye monitors.

Det kunne jeg, og herunder ser du deres kommende 1 ms monitor kaldet S90D. Det ser således også ud til, at Hyundai bliver en af de første med en 1 ms monitor på markedet.


Hyundai S90D


Hyundai havde dog imidlertid også en anden 1 ms monitor på programmet, som ikke tidligere har været annonceret. Modellen hedder M19T og ligger rent specifikationsmæssigt en smule under S90D.


Hyundai M19T


Hyundai havde også en widescreen 19 tommer skærm på programmet, der blandt andet blev specificeret til 5 ms. Opløsningen er på 1440x900 og kontrastforholdet specificeret til 800:1. Modellen hedder N91W og kan ses herunder.


Hyundai N91W


Desuden viste de også deres B91D, som har været på markedet i noget tid. Det er en 19 tommer skærm, der blandt andet oplyses til at have et kontrastforhold på 700:1 og en responstid på 4 ms.


Hyundai B91D


Hyundai har i forbindelse med IFA 2006 også afsløret deres nyeste LCD-TV, herunder nogle med Full HD paneler. Herunder kan du se deres E420D. På trods af de lovende specifikationer var jeg dog meget uimponeret over billedkvaliteten fra Discovery HD kanalen, som kørte på Tv’et. Tv’et formåede ikke at levere et overbevisende resultat.


Hyundai E420D



HANNspree

Her I slutningen af første del af messerapporten, vil jeg gerne afslutte med nogle meget underlige, eller hvert fald alternative Tv. De kommer fra producenten HANNspreee, som er kendt for at lave Tv i former og farver, som ikke ses hos andre producenter.

Herunder først deres giraf Tv.


HANNspree giraf Tv


Og et tog. Modellerne skal nok ses til de helt små. Skærmene er naturligvis ikke så store, så de kan fint passe ind i børneværelset.


HANNspree tog Tv



Der var utallige andre varianter, herunder også en brandbil.


HANNspree brandbil Tv



HANNspree laver dog også Tv I store modeller, som f.eks. denne 32 tommer model. Designet er stadig noget alternativt, på trods af, at det er HANNsprees bud på en seriøs skærm.


Hannspree LCD-TV



Den største detaljer ved skærmen er dog den træbeklædte bagside.


HANNspree LCD-TV



Med det sagt, så vil jeg afslutte første del af dækningen fra IFA 2006 messen. I anden del kigger vi blandt andet nærmere på LG, Sharp, Pioneer og Hitachi. Specielt Sharp havde meget nyt at fremvise på Tv fronten.



Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller tilføjelser til artiklen, vil jeg henvise til tråden i forummet om emnet. Jeg har desuden også en del flere billeder, hvis der er specifikke ønsker, og ligeledes specifikationslister på mange af modellerne.

Tråden i forummet kan findes her:
http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=1552

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere overbliksartikler

Oversigt: LG 2024 TV-skærme

03 Apr 2024 |

Oversigt: Samsung 2024 TV-skærme

28 Mar 2024 |

Oversigt: Panasonic 2023 TV

24 Jul 2023 |